Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 115
Han kendte de smaa Tings Psykologi, og det var med
Smaating, han plagede Mandskabet til Afsindets Rand. Jeg har set
Harrison blive kaldt op af Køjen for at anbringe en Malerkost
paa dens rette Plads, og to af det trætte Vagtmandskab blive
halet fra deres Leje for at se, at han gjorde det. En ringe Ting,
det er sandt; men naar den mangfoldiggøres med de tusinde
udspekulerede Ting af lignende Art, saa faar man en svag
Forestilling om den mentale Tilstand hos Folkene i Lukafet.
Naturligvis lød der stadig Knurren, og stadigvæk fandt der
smaa Udbrud Sted. Der uddeltes Slag, og der var altid to, tre
Mænd ad Gangen, som maatte pleje Legemsbeskadigelser fra
det Menneskedyrs Hænder, som var deres Herre. Aftalt
Optræden var en Umulighed i Betragtning af det Vaabenoplag, der
førtes paa »Mellemdækket« og i Kahytten. Leach og Johnson
var særlig Genstand for Ulf Larsens djævelske Luner, og det
dybt tungsindige Udseende, der havde lagt sig over Johnsons
Ansigt, fik mit Hjerte til at bløde.
Anderledes var det med Leach. Der var for meget af en
Kampnatur i ham. Han syntes besat af et umætteligt Raseri,
som ikke gav ham Tid til Græmmelse. Hans Læber havde
fortrukket sig til en stadig Snærren, som ved det blotte Syn af
Ulf Larsen brød ud i Lyd, frygtelig og truende og, jeg tror
næsten, ubevidst. Jeg har set ham følge Ulf Larsen med
Øjnene, ligesom et vildt Dyr følger sin Vogter, medens den dyriske
Snærren lød dybt nede i Halsen og sitrede frem mellem
Tænderne.
Jeg husker, at jeg engang paa Dækket, en klar Dag, berørte
hans Skulder bagfra, da jeg vilde give ham en Ordre. I samme
Øjeblik sprang han højt op i Luften og bort fra mig, snærrede
og drejede Hovedet, idet han sprang. Han havde troet, jeg var
den Mand, han hadede.
Baade han og Johnson vilde have dræbt Ulf Larsen ved den
første Lejlighed, men Lejligheden kom aldrig. Ulf Larsen var
dem for klog, og desuden havde de ikke tilstrækkelige Vaaben.
Med Næverne alene havde de aldeles ingen Muligheder. Gang
paa Gang kæmpede han ud med Leach, der altid gav igen som
en Vildkat, med Tænder, Negle og Næve, indtil han laa udmattet
og bevidstløs paa Dækket. Og han var altid parat til et nyt
Sammenstød. Med hele den Djævel, der var i ham, udfordrede
80
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
