Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 1
er bange! De ønsker at leve. Det Liv, der er i Dem, raaber
højt, at det man leve, koste hvad det vil. Derfor lever De
uværdigt, utro mod Deres bedste Drømme og synder imod hele Deres
sølle Lærebegreb og styrter, hvis der er et Helvede, Deres Sjæl
lukt ned i det. Bah! Jeg spiller den modigste Rolle. Jeg begaar
ingen Synd; thi jeg er tro mod det Livs Tilskyndelser, der er i
mig. Jeg er i det mindste oprigtig overfor min egen Sjæl, og
det er det, De ikke er.«
Der var en Braad i det, han sagde. Maaske var jeg, naar
alt kom til alt, den mest kujonagtige. Og jo mere jeg tænkte
over det, des mere forekom det mig, at det var min Pligt imod
mig selv at gøre, hvad han havde anvist: at slaa mig sammen
med Johnson og Leach og hjælpe til at fælde ham. Men netop
her kom der noget til — maaske var det mine puritanske
Forfædres strænge Samvittighed — og forestillede mig, at det aldrig
kunde være Ret at række Haand til mørke Gerninger og til noget
saa slemt som at tage Del i et Mord. Jeg dvælede ved Tanken.
Det vilde være en fuldt ud moralsk Handling at befri Verden
fra et saadant Uhyre.
Jeg overvejede det længe, laa vaagen paa mit Leje og lod
Situationens Fakta passere Revy i endeløs Procession. Jeg talte
med Johnson og Leach i Nattevagterne, naar Larsen var
nedenunder. Begge havde opgivet Haabet — Johnson paa Grund af
sin fortvivlede Sindsstemning; Leach fordi han endelig er bleven
udmatiet i den ulige Kamp. Men én Nat greb han min Haand
lidenskabeligt og sagde:
»De er oprigtig, Hr. Van Weyden. Men bliv, hvor De er,
og hold ren Mund. Vi to er Dødsens, det ved jeg; men alligevel
kunde De maaske se Dem i Stand til at gøre os en Tjeneste,
naar vi behøver den mest.«
Det varede ikke længere end til Dagen efter, da Øen
Wainwright kom til Syne ret forude, at Ulf Larsen aabnede Munden
til en Profeti. Han havde angrebet Johnson, var selv bleven
angrebet af Leach, og var lige bleven færdig med at prygle
dem begge.
»Leach,« sagde han, »jeg kommer jo til at slaa dig ihjel
engang før eller senere, hvad?«
Leach snærrede.
»Og hvad dig angaar, Johnson, saa vil du blive saa træt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
