Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
h
" ULF LARSEN 147
af Ulf Larsen henne i Lukafet, betog dem ganske Lysten til at
gøre Oprør.
Frøken Brewster — Maskinmestéren havde fortalt os, hvad
hun hed — sov stadig. Ved Aftensbordet bad jeg Jægerne om
at tale sagte for ikke at forstyrre hende, og først den næste
Morgen kom hun til Syne. Det havde været min Tanke, at
hun skulde have sine Maaltider serveret for sig selv, men Ulf
Larsen vilde det anderledes. Var hun maaske for god til at
deltage i Maaltiderne i Kahytten og finde sig i de andres
Selskab, havde han spurgt.
Men hendes Tilsynekomst ved Bordet havde en pudsig
Virkning paa alle tilstedeværende. Jægerne blev tavse som Østers.
Kun Jock Horner og Smoke var ikke undselige; de stjal sig til
at se paa hende og tog nu og da endog Del i Samtalen. De
andre fire løftede ikke Øjnene fra Tallerkenerne, men tyggede
ustandseligt, og deres Øren bevægede sig i Takt med Kæberne
ligesom Ørene paa Dyr, der spiser.
I Begyndelsen sagde Ulf Larsen ikke ret meget; han bare
svarede, naar han blev spurgt. Ikke at han var undselig. Det
var saa langt fra! Denne Kvinde var blot en ny Type for ham,
forskellig fra dem, han hidtil havde kendt, og han var
nysgerrig. Han studerede hende, og hvis hans Øjne et eneste
Øjeblik forlod hendes Ånsigt, var det ialfald kun for at følge
hendes Haand- og Skulderbevægelser. Jeg studerede hende selv, og
skønt det var mig, der førte Konversationen, ved jeg, at jeg
var lidt tilbageholdende og ikke helt Herre over mig selv. Ulf
Larsen derimod besad den fuldkomne Ro, den ophøjede
Selvtillid, som intet kunde rokke; han var ikke mere bange for en
Kvinde end for Storm og Kampe.
»Naar kan vi være i Yokohama?« spurgie hun, idet hun
saa ham lige ind i Øjnene.
Det lød saa simpelt og ligefremi, dette Spørgsmaal. De
spisende Mænd lod Kniv og Gaffel synke, Ørene holdt op med
at bevæge sig, skønt Øjnene fremdeles var fæstede mod
Tallerkenerne, lyttede hver især begærligt efter Svaret.
»Om fire Maaneder, muligvis tre, hvis Sæsonen slutter lidt
tidligt,« sagde Ulf Larsen.
Hun snappede efter Vejret og stammede: »Jeg — jeg troede
— jeg forstod, at Yokohama kun var en Dags Sejlads borte.
10%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
