Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,
z
ULF LARSEN 193
han mig en Forestilling om, hvordan han med et Tag kunde
have knækket Halsen paa mig. I næste Øjeblik havde han
sluppet mig, og vi saa hen efter »Macedonia«s Lanterner.
»Men hvad om jeg raabte?« spurgte Maud.
»Jeg holder for meget af Dem til at gøre Dem Fortræd,«
sagde han blødt — ja, der var Ømhed, næsten som et Kærtegn,
i hans Stemme, der fyldte mig med Forbitrelse og Harme. »Men
De maa alligevel helst lade være med at gøre det, for jeg vilde
straks knække Halsen paa Hr. Van Weyden.«
»Saa har hun min Tilladelse til at raabe,« sagde jeg
udfordrende.
»Aa, De vilde næppe ønske at ofre den anden Dean of
American Letters!« lo han spodsk.
Vi talte ikke mere; og da det røde og det hvide Lys var
forsvundet, vendte vi tilbage til Kahytten for at genoptage det
afbrudte Aftensmaaltid.
De begyndte igen at citere, og Maud fremsagde »Impenitentia
Ulima«. Hun gjorde det meget smukt; men jeg iagttog ikke
hende: jeg iagttog Ulf Larsen. Jeg var helt fortumlet ved at se
det henrykte Blik, han sendte Maud! Han var ganske ude af
sig selv, og jeg bemærkede, hvorledes han ubevidst bevægede
Læberne, som om han fremsagde Ord efter Ord, lige saa
hurtigt som de blev udtalt af hende. Han afbrød hende, da hun
gengav de to Linjer:
»Og hendes Øjne skulde blive mit Lys, naar Solen sluktes bag
mig,
og Fiolerne i hendes Stemme den sidste Lyd, jeg hørte.«
»Der er Fioler i Deres Stemme,« sagde han ligefrem, og der
var den samme gyldne Glans i hans Øjne, som jeg før havde
lagt Mærke til.
Jeg kunde have raabt højt af Glæde over hendes store Ro
og Ligevægt. Hun fuldendte Slutningsstroferne uden Famlen
og ledte derefter langsomt Samtalen hen paa mindre farlige
Emner. Og alt imens sad jeg halvt blændet, medens Tummelen fra
»Mellemdækket« lød igennem Skottet, og den Mand, jeg
frygtede, og den Kvinde, jeg elskede, sad og talte og talte. Der var
ikke taget af Bordet. Den Mand, som var traadt i Thomas
Mugridges Plads, var aabenbart hos sine Kammerater i Lukafet.
Jack London ; UIf Larsen. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
