, z ULF LARSEN 193 han mig en Forestilling om, hvordan han med et Tag kunde have knækket Halsen paa mig. I næste Øjeblik havde han sluppet mig, og vi saa hen efter »Macedonia«s Lanterner. »Men hvad om jeg raabte?« spurgte Maud. »Jeg holder for meget af Dem til at gøre Dem Fortræd,« sagde han blødt — ja, der var Ømhed, næsten som et Kærtegn, i hans Stemme, der fyldte mig med Forbitrelse og Harme. »Men De maa alligevel helst lade være med at gøre det, for jeg vilde straks knække Halsen paa Hr. Van Weyden.« »Saa har hun min Tilladelse til at raabe,« sagde jeg udfordrende. »Aa, De vilde næppe ønske at ofre den anden Dean of American Letters!« lo han spodsk. Vi talte ikke mere; og da det røde og det hvide Lys var forsvundet, vendte vi tilbage til Kahytten for at genoptage det afbrudte Aftensmaaltid. De begyndte igen at citere, og Maud fremsagde »Impenitentia Ulima«. Hun gjorde det meget smukt; men jeg iagttog ikke hende: jeg iagttog Ulf Larsen. Jeg var helt fortumlet ved at se det henrykte Blik, han sendte Maud! Han var ganske ude af sig selv, og jeg bemærkede, hvorledes han ubevidst bevægede Læberne, som om han fremsagde Ord efter Ord, lige saa hurtigt som de blev udtalt af hende. Han afbrød hende, da hun gengav de to Linjer: »Og hendes Øjne skulde blive mit Lys, naar Solen sluktes bag mig, og Fiolerne i hendes Stemme den sidste Lyd, jeg hørte.« »Der er Fioler i Deres Stemme,« sagde han ligefrem, og der var den samme gyldne Glans i hans Øjne, som jeg før havde lagt Mærke til. Jeg kunde have raabt højt af Glæde over hendes store Ro og Ligevægt. Hun fuldendte Slutningsstroferne uden Famlen og ledte derefter langsomt Samtalen hen paa mindre farlige Emner. Og alt imens sad jeg halvt blændet, medens Tummelen fra »Mellemdækket« lød igennem Skottet, og den Mand, jeg frygtede, og den Kvinde, jeg elskede, sad og talte og talte. Der var ikke taget af Bordet. Den Mand, som var traadt i Thomas Mugridges Plads, var aabenbart hos sine Kammerater i Lukafet. Jack London ; UIf Larsen. 13