Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 JACK LONDON
»Ja, og det vil vi« sagde jeg strengt (thi Ødelæggelsen af
min kære Kran havde berørt mig stærkt). »Det vil sige, De og
jeg vil bo om Bord, med eller uden Ulf Larsens gode Vilje.«
»Det er barnagtigt,« sagde jeg lidt senere og lo, »barnagtigt
at han kan finde paa at gøre saadant noget, og barnagtigt af
mig at blive vred over det.«
Men mit Sind kom paany i voldsomt Oprør, da vi nanede
om Bord, og jeg saa paa den Ødelæggelse, han havde lavet.
Kranen var helt borte. Bardunerne var overskaarne baade til
højre og venstre. Krofaldet, som jeg havde rigget, var aldeles ’
sønderskaaret, Og han vidste, at jeg ikke kunde splidse. Da
slog en ny, forfærdelig Tanke ned i mig. Jeg løb hen til Spillet.
Det vilde ikke virke. Han havde brækket det i Stykker. Vi saa
paa det i Bestyrtelse. Saa løb jeg hen til Siden. De Master,
Bomme og Gafler, jeg havde klaret, var borte. Han havde
fundet de Liner, der holdt dem, kappet dem og ladet dem drive.
Maud havde Taarer i Øjnene, og jeg tror, at det gjaldt mig.
Jeg var selv ikke langt fra at græde. Hvad blev der nu af vor
Plan om at gøre »Ghost« sejlklar? Han havde gjort sit Arbejde
godt. Jeg satte mig ned paa Lugekarmen og begravede i sort
Fortvivlelse mit Ansigt i mine Hænder.
»Han fortjener at døl« raabte jeg. »Og Gud forlade mig,
at jeg ikke er Mand nok til at være hans Bøddell!«
Men Maud sad ved min Side, lod sin Haand beroligende
glide hen over mit Haar, som om jeg var et Barn, og sagde:
»Saa, saa, det ordner sig nok altsammen. Vi har Retten paa
vor Side, og det maa ordne sig!«
Jeg huskede paa Michelet og lagde Hovedet ind til hende,
og i Sandhed, jeg følte mig stærk paany. Denne velsignede
Kvinde var for mig en ufejlbarlig Kilde til Kraft, Hvad betød
det altsammen? Kun en Forsinkelse. Tidevandet kunde ikke
have ført Masterne langt Søs, og der havde ingen Vind været.
At finde dem og føre dem tilbage var bare saa meget mere
Arbejde. Desuden var det en god Lære. Nu vidste jeg, hvad
jeg havde at vente. Han kunde have yentet længere med sit
Ødelæggelsesværk, og saa vilde det have været vanskeligere at
udbedre Skaden.
»Der kommer han,« hviskede hun.
ø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
