Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
e
ULF LARSEN i 257
godt, at saafremt Jægerne var sluppet bort, vilde de være
kommen tilbage for at gøre deres Lykke paa Ynglepladsen. De ved
godt, at de aldrig er sluppet fra det med Livet.«
Jeg sad tavs og tvivlraadig.
»Desuden,« tilføjede hun tøvende, »desuden er det Deres
Idé, og jeg vilde gerne se Dem føre den heldigt igennem.«
Nu kunde jeg imidlertid gøre mig haard. Saa snart hun
talte til min personlige Forfængelighed, tvang min Højmodighed
mig til at modsige hende.
»Bedre nogle Aar paa Øen end at dø i Nat, i Morgen eller
i Overmorgen i den aabne Baad. Vi er ikke forberedte paa at
modstaa Havet. Vi har ingen Mad, intet Vand, ingen Tæpper.
Jeg ved godt, hvad Kræfter De har. De ryster jo allerede.« |
»Det er bare Nervøsitet,« svarede hun. »Jeg er saa bange !
for, at De skal lade Masterne gaa.«
»Åa, gør det ikke, Humphrey, gør det ikkel« bad hun lidt l
efter. |
Den Bøn kunde jeg ikke modstaa. Vi led forfærdeligt hele !
den Nat. Jeg faldt atter og atter i Søvn, men vaagnede snart |
efter, for Kulden lod mig ikke have Ro et Øjeblik. Hvorledes |
Maud udholdt det, forstaar jeg ikke. Jeg var for træt til at slaa i
Armene for selv at faa Varmen, men jeg fandt Kræfter til
gentagne Gange at gnide hendes Hænder og Fødder for at faa
Blodet til at cirkulere. Og alligevel bad hun mig om ikke at lade
Masterne gaa. Ved Tretiden om Morgenen fik hun et Anfald
af Krampe, og derefter laa hun en Tid ganske følesløs. Jeg blev
helt forskrækket, men fik hende til at sidde op og sagde, at hun
skulde prøve paa at ro for at blive varm, skønt hun var saa
udmattet, at hun hvert Øjeblik faldt sammen.
Morgenen kom. Vi stirrede langt efter vor Ø og fik til sidst
Øje paa den, en lille, sort Prik, godt og vel femten Mil borte.
Jeg saa ud over Havet med min Kikkert. Langt til Sydvest
kunde jeg se en mørk Linje paa Vandet, der blev større, mens
jeg saa paa den. 5
»Medvind!« raabte jeg, men saa hæst, at jeg knap kendte
min egen Stemme,
Maud prøvede paa at svare, men hun kunde ikke tale.
Hendes Læber var blaa af Kulde, og hun var huløjet — og alligevel
Jack London; Ulf Larsen. 17
N
_1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
