Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Da Elendigheden var naaet saa vidt, listede
Hvidtand sig ogsaa bort og løb ind i Skovene. Han var
bedre udrustet til dette Liv end de andre Hunde,
for han havde jo Erfaringerne fra sin Barndom at
støtte sig til. Han fik særlig Øvelse i at opspore
smaa levende Dyr. Han kunde ligge ganske stille i
Timevis, følgende et Egerns Bevægelser, ventende
med en Taalmodighed, som var lige saa stor som hans
Sult, indtil Egernet vovede at komme ned paa Jorden.
Heller ikke da forhastede Hvidtand sig. Han ventede,
indtil han var sikker paa at kunne slaa Egernet ned,
før det kunde søge Tilflugt i et Træ, Saa, men
heller ikke før, sprang han frem fra sit Skjulested,
et graat, utrolig hurtigt Projektil, som aldrig ramte
ved Siden af det flygtende Egern, som alligvel ikke
flygtede hurtigt nok.
Selv om han var heldig nok med at fange Egern,
saa var der dog en Vanskelighed, som forhindrede
ham i at leve af dem og spise sig tyk i dem. Der
var ikke Egern nok. Altsaa blev han nødt til at
jage endnu mindre Dyr. Hans Sult kunde til Tider
blive saa nagende, at han ikke følte sig hævet over
at grave Skovmusene ud af deres Huller. Han veg
heller ikke til Tider for en Kamp med en Væsel,
selv om den var lige saa sulten som han selv og
ofte endnu mere farlig.
Naar Sulten var paa det højeste, sneg han sig
tilbage til Lejren igen. Men han gik ikke helt
derhen. Han luskede om i Skovene og stjal af
Fælderne, naar det en sjælden Gang hændte, at der var
kommen Bytte deri. Han stjal endogsaa en Hare
fra Graa Bævers Fælde, mens denne stavrede rundt
i Skoven, hvor han ofte maatte sætte sig ned paa
Grund af Svaghed og Kortaandethed.
En Dag traf Hvidtand en ung Ulv, udtæret og
slap i Lemmerne af Sult. Hvis Hvidtand ikke selv
havde været sulten, vilde han maaske være gaaet
med ham og have sluttet sig til sine vilde Brødre.
Men som Sagerne stod nu, kastede han i Stedet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
