Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
“ E N EE E S
191
Sjæl voksede der nye Følelser og ukendte
Fornemmelser frem. I gamle Dage havde han sat Pris paa
sin egen Bekvemmelighed og afskyet
Ubehageligheder og alt, som voldte Smerter, og han havde
indrettet sit Liv i Overensstemmelse med disse
Følelser. Men nu var det anderledes. Drevet frem af
den rige Følelse, som nu besjælede ham, udsatte
han sig ofte for Ubehageligheder og Smerter, blot
han derved kunde hjælpe sin nye Herre. I Stedet
for som tidligere at strejfe om i Morgenstunden eller
ligge lunt gemt i en skærmende Krog, laa han nu i
Timevis paa Trappen udenfor Hytten og ventede paa
sin Herre, og om Natten, naar hans nye Gud vendte
tilbage til Hytten, rejste Hvidtand sig op fra den
lune Plads, han havde gravet i Sneen, blot for at
faa et lille Velkomstklap og en venlig Hilsen.
Endogsaa Kød kunde han give Afkald paa blot for at
faa et Kærtegn af sin Herre eller for at faa Lov til
at følge med ham ned i Byen.
Underdanigheden var bleven afløst af
Kærligheden, og Kærligheden var trængt ned i hans
Sjæls Dybder, hvor Underdanigheden aldrig var
naaet ned. Og af sin Sjæls Fylde gengældte han
den Kærlighed, som blev vist ham. Hvidtands nye
Herre var i Sandhed en Gud, som baade ejede
Kærlighed, Varme og Lys, og i Ly af denne Kærlighed
udfoldede Hvidtands egentlige Natur sig, som en
Blomst udfolder sig i Solens Straaler.
Men Hvidtands Følelser gav sig ikke mange synlige
Udslag. Han var for gammel og for indøvet i de
gamle Forhold til at forstaa at give sine Følelser
Luft paa nye Maader. Og han havde altfor længe
opelsket sin egen Vildskab, Ensomhed og
Tilbagetrukkethed. Han havde aldrig nogen Sinde gøet, og
derfor kunde han ikke nu byde sin Herre
velkommen med Gøen. Han var aldrig i Vejen og
aldrig overdreven eller tosset i sine
Kærlighedsytringer. Han løb aldrig sin Herre i Møde, han
ventede paa Afstand paa ham, men han ventede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
