Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII. Et Møde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
XII.
ET MØDE.
En Sommerdag.
Og Støvet sad eller rettere laa midt paa
Landevejen paa sin Trone og sendte sine tjenende Aander,
Støvskyerne, ud over alt og alle.
Støvet laa over den lille Sø, hvis Vandflade saa
ud som Kviksølvsiden af et Spejl.
Paa Siderne af Vejen bøjedes Skræpper og
Brændenælder, Burrer og Græsstraa under Støvets Vægt;
Træer og Buske i Udkanten af Skoven var saa
tilstøvede, at den grønne Farve næsten var skjult.
Paa en Skraaning ud til Vejen, under et lige
udsprunget Egetræ, laa en Cykle, og lidt oven over den
en ung Pige i en smagfuld Sportsdragt. Den røde
Hue sad let over det brune, fyldige Haar.
Det ungdommelige Ansigt var som et første
Udkast, der endnu manglede den Karakter, som den
store Kunstner »Livet« formaar at give.
Det ubestemte, det vordende havde iklædt sig
denne Skikkelse. Kun Øjnene røbede Tilløb til en
Personlighed.
Saaledes saa Helene Rørby ud hin Junidag,
da hun mødte — Lykken eller Ulykken — Tiden
vil vise det. Hun stirrede frem for sig og nynnede
halv højt:
Der ligger Støv paa Mark og Vang,
og selve Fuglens Sommersang
har sløret Klang,
som var der Støv i Struben;
i Støvet paa et Skræppeblad
jeg skrive vil et Sommerkvad,
saa flyver jeg —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
