Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXIII. Vinteren strenges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Egn rummede, alle de Knappenaalsstik, hun havde
faaet, Stiklerier og Drillerier, Ondskab og
Smaalighed.
Og hvoraf kom saa alt dette?
Blot af den eneste Grund: hun var en Kvinde!
Og en Kvinde havde ikke Lov at tumle sig,
som hun vilde, ikke Ret til at ytre sig, som hun
havde Lyst.
Hun havde en overstrømmende Natur; men de
springende Kilder i hendes Sjæl havde ikke Lov at
jage som rislende Bække, som brusende Elve og
skummende Fosser.
De skulde spændes i Livets Trædemølle,
reguleres i Stigbord og Sluser — saa vilde Spidsborgerne
juble!
Sidde stille med en Strikkestrømpe eller en
Hæklenaal, en Kogebog eller en Roman.
Det var Idealet!
Men tale frit fra Hjertet, le eller juble, græde
eller klage, synge sin Sorg eller sin Glæde ud! Det
taaltes ikke.
Omgaas en Herre, som det var en af hendes
egne, som en Ven eller Veninde — ja, der var nok
det svage Punkt.
Og lige paa engang lysnede det inde i hende.
Arbejdet var den store Opgave — men ingen fri
og udfordrende Optræden.
Hun havde maaske været for dristig og
hensynsløs mellem alle de Strikkepinde og Hfeeklenaale.
Men hun bragte gerne et Offer!
Det var jo det, det kom an paa!
Hun følte sig gennemvarmet i den kolde Aften;
det var, som Blodet rullede varmere gennem hendes
Hjerte ved Tanken om den Beslutning, hun havde
taget.
I en Fart paa Cyklen og ind gennem Skoven.
Her maatte hun køre langsomt.
Hvor her var stille, og hvor Maanen lyste
underligt mellem de hvide Søjler!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
