Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Fra Landevejen saa hun til begge Sider Skove
og Fjælde i Høstens stærke Farver; Elve og Søer
laa spejlklare og lysende.
Paa Markerne stod det mejede Korn, sat op
paa store Træstilladser, som Hære, der marcherede
imod hinanden i sluttede Kolonner.
Gaarde og Huse laa der hvide, røde og grønne.
Hun havde naaet sin Yndlingsplet: Skoven ved
»Vestanvik«.
Høje Birke stod som Guldregnstræer med gyldne,
hængende Kviste.
Gennem de hvide Stammer saa man som mellem
Søjlerne i en Loggia ud over Elve og Marker, Huse
og Skove til fjerne blaanende Bjærge.
Bregnefloret dækkede Bunden som et
mange-farvet Brysselertæppe.
Jordbærbladene og Blaabærrisene rødmede om
Kap, og langs Fodstien var der rødt af smaa,
pyntelige Tyttebær.
Dugsprængte Spindelvæv hang som Julenet i
Granerne.
Under Rønnebærtræerne laa de nedfaldne Bær
som sønderbrudte Koralkranse.
Ahorntræernes Løv lyste som drevet Guld. Og
hen over Højderne slog Aspens røde Blade op som
Flammer mellem de mørke Fyr- og Granskove.
Længe stod hun og saa sig om til alle Sider.
Saa op paa Cyklen, og hjemad i en Fart!
Gunnar modtog hende paa Gaardspladsen, højt
vrinskende; hun havde altid lidt Sukker til den. Og
den fulgte hende til Verandaen.
Døren stod aaben, og hun gik ind i Dagligstuen.
Da hørte hun paa engang fra den tilstødende
Spisestue, hvor Doktoren og hans Hustru sad, Holmsteds
Navn blive nævnet.
Man havde øjensynlig ikke hørt hendes Komme;
og uvilkaarlig sank hun ned paa en Stol ved
Klaveret og lyttede efter.
Det var Almgren, der læste højt af et svensk Blad:
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
