Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXV. Unge Hjerter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Nu kom Dampskibet.
Helene faldt i Tanker.
Hun tænkte, at Dampskibet var det eneste, der
bragte Bud til disse ensomme Egne. Og, om hun
blev heroppe i Varmland, da vilde det maaske engang
føre hende bort herfra, naar hun som en gammel,
hvidhaaret Kvinde vendte hjem til Danmark, hvor
ingen kendte hende længer.
Hun for op.
For i Aften maatte hun se Fossen efter disse
Dages Regnskyl.
Da hun tog sit Overtøj ud af Skabet, faldt hendes
gamle røde Hue ud med det samme.
Hun havde ikke baaret den i Varmland endnu.
»Lad gaa!« sagde hun og satte den paa dens
gamle Plads.
Saa gik hun ned paa Broen, der fører over
Vandfaldet.
Ej, hvilken Heksekedel, hun saa ned i!
Øredøvende kogte Vandene, dampende og stænkende,
boblende og sydende.
Sluserne stod aabne, at Broen ikke skulde
sprænges.
— Hvad var et Menneskeliv her?
Intet kunde modstaa denne Naturkraft.
Menneskeord og Mennesketanker, Menneskeplaner og
Menneskedrømme overdøvedes af dette fraadende, brølende
Dyb, hvor det saa ud, som Dampene steg op af
boblende, kogende Vande.
Det var med en jublende Følelse, hun saa de
fraadende Strømme ligesom tæmmes og tøjles i
Faldet.
Saa fulgte hun langs Elven, hvor
Tømmerstokkene kom styrtende, legende den sælsomste Leg i
Vandet, som springende Fisk, der hoppede i Vejret;
de brødes, samledes og adskiltes.
Hun gik opad og nærmede sig nu »Lillberget.«
Der maatte hun op i Kvæld for at se de
brusende Vande og straalende Farver.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
