Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 23. Januar 1897 - Karen Nilsen: Nemesis (Digt) - Rust Roest: Mens Havet stiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har traadt ned
en andens- Tred.
Jeg har forvoldt en anden bitter Smerte, ·
fordi jeg ei førstod mit eget Hjerte
—·— livar han var god, hvor han fortjente Lykkel
Hvor ofte drømte jeg ei om at smykke
med Ørnheds Blomster rigt hans qfremtde Yeil
- Da traf jeg dig,
og Kjertet Kjærlighedens Koisang lærte
Og han blev glemt.
Jeg udfandt nemt,
at fri man er, naar ei af Ord man bindes.
—— Saa kom en Tid, jeg som en Vaardag mindes;
og saa kom hun; min Yaardag var tilende
ifra det Øieblik, du mødte hende.
forbi er Yaar og Lykke, Raab og.Tred;
min Sol gik ned,
og ingen Stjerne ser jeg sig at tænde
Ø
Nn har jeg ofret, og min Sjael er fri
· Men spar mig, spar mig for at se din Lykkel
e
« av
O Af
Mens Havet stiger
Yust Y
oelt
u har sovet daarlig inat, er det noget særligt?
Han talte i Lægetone, men med et haardere
Tonefald end naar han henvendte sig til nogen
af sine- Patientev ·
Saa forekom det ialfald hans Hustru.
Forstyrrede jeg dig? spurte hun, halvt
urolig, halvt bittert.
Hun var gaat hen til det aabne Vindu, hvor han
sad og gjorde sine Optegnelser.
- Hele det mægtige Hav laa svobt ien hvid, gjennem
sigtig Morgentaage af übeskrivelig Skjønhed Skibene ved
Horrisonten saa ud som Drommeskibe, idet de sagte gled
forbi hverandre, alt hvad Øiet saa af Hav og Himmel var
hvidt, kun Baadene ved Stranden stak af mod alt det hvide
med sine sorte, haarde Konturer. Det var stille saa tid
ligt paa Ukorgenenz hele den lange Oftendeboulevard var
næsten folketom, kun nogle faa Badekoner saaeS nede ved
Stranden. Solen førsogte at løfte lidt paa den tætte
«T"T«) »Kvinders Sange«.
HF-
Ed
Taage, men det lykkedes den ikke. Kun her og der havde
den formaaet ’at lægge noget varmt, gyldentover Hav
og Strand. · «
—— Forstyrrede jeg dig? spurte hun igjen, idet hen
des- Blik gled tilbage fra Havet og til ham. ·
- Nei, jeg bare studerte paa, hvorfra du har faat
den fikse Ide, at Havluften skulde gjøre dig godt. Her
sover du jo ligesaa lidet som deroppe i Pyrenæerne.
- Tonen var blit irritabelz ialfald forekom det hende
saa. I den Tone syntes hun at han mere og mere
talte til hende i den senere Tid. Hun gik med en stadig
Følelse af, at han var misfornøiet med hende. Og hun
havde desuden netop den Feil en TægeS Hustru nødig vil
have: hun var sygelig. Og de havde ingen Børnl
Han paastod, at dette ikke var nogen Sorg for ham.
Ut han ikke engang var glad i Børn. UTen hun vidste
ikke, om hun skulde tro ham. · Hun havde jo vel rede
paa i hvilken høi Grad han var i Besiddelse af den
specielt mandlige Egenskab at resignere uden at spilde
Tiden med Fraser. Sikkert er imidlertid, at han aldrig
beklagede sig.
Hun sørgede bittert og oprigtig over, at hun ingen
Børn havde, men hun kunde ikke tale med ham derom.
Hun følte, at enten maatte hun bære sin Sorg ganske
alene, eller ogsaa maatte hun betro ham alt hvad der
rørte sig i hendes Sjel, og det forekom hende umulig.
Hun kunde heller ikke minde ham om, at hun ligesom
havde bedraget ham paa noget - lad være at dette
»noget« var af den Urt at han, som han selv sagde, ikke
spurte efter det.
Og endnu umuligere var det at tale med ham om
denne stadige Længsel efter selve Barnet. Hun var over
bevist om, at dette var noget en ZNand aldrig kan før
staa. Han kan førstaa, at en Ukor begræder det Barn
hun har mistet, men at en Kvinde sørger over det Barn
hun aldrig har havt, sørger over det saa at Hjertet svi
der og skjælver, det kan han aldrig førstaa. Og hvad
hendes Mand særlig angik, saa vilde han, om hun havde
talt med ham herom, blot tænkt at hun var eksaltert og
hysterisk, og det vilde hun ikke at han skulde tro, nei ikke
for alt i Verdenl Han havde fuldstændig nok at gjøre
med hysteriske Kvinder, hende foruden.
Men al denne Taushed ligeoverfor det som rørte
sig dybest i hende, skilte dem fra hverandre, mere og
·mere for hver Dag. Den lagde sig som et trykkende
Baand over deres fortrolige Samliv. Det føltes under
tiden for dem begge, som om de ingen fælles Interesser
mere havde, intet at tale om naar de var alene.
Det var ogsaa andre Følelser, nær beslægtet med
disse, over hvilke hun skammede sig, og som hun ikke
vilde erkjende enddog for sig selv. Det til Gksempel at
hun var misundelig, plagedes hver Gang hun hørte, at
den ene eller den anden af hendes Veninder eller Be
kjendte stod i Begreb med at blive Ufor. Der var Øie
blikke, da hun syntes at alle Mødre, til og med de som
ikke brød sig om at være det, hævede sig over hende.
Hun tænkte paa Tea og Rakel, saaledes havde det altid
været: de Kvinder som havde Børn, triumferte over dem
som ingen havde. Hun talte jo aldrig med nogen herom
hvorfor kom de da stadig med Trøstegrunde, hvorfor be
rettede de stadig om den eller den som havde været gift
saa og saa -længe, inden hun havde faat noget Barn.
- Hvor mange Uar havde Ruth væretgiftP - Otte
Uarl Da var det jo ingen Grund til at mistrøste Man
kjendte dem som havde været gifte i tolv - atten Aar.
Men Ruth tænkte: hvad spør jeg efter det? Dun
kunde læse sig til den samme Trøst i Eventyrene er
taltes det ogsaa altid om en Konge og en Dronning,
30 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
