Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 31. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
talen afbrudt, hvorefter han hurtig tog Afsked, idet han
indbød Kongen og Dronningen til en Festmiddag, som han
agtede at give til ULre for hende.
Talleyrand, der frygtede det Jndtryk, Dronningen
havde gjort paa Keiseren, sagde, idet de gik ud: ~Sire,
Efterverdenen skal vel ikke sige, at De for en Kvindes
Skyld har givet slip paa en af Deres skjønneste Erobringen«
~Nei, De har Ret, Magdeburg er hundrede Dronninger
værd«, skyndte Keiseren sig at svare.
I freidigere Sindstemning klædte Dronningen sig til
Taffelet, haabende, at hans Ord: ~Deres Majestæt for
langer meget, men jeg skal overveie Sagen«, skulde have
større Betydning.
J mange Maaneder havde Louise ikke været iført
Festdragtz men nu pyntede hendes Damer hende med stor
Omhyggelighed, forat hun ret skulde tage sig ud. Da
Toilettet var endt, og hun saa sig i Speilet, bemerkede
hun, at hun følte sig som det pyntede Slagtoffer, der føres
til Alteret for at førsone Gudernes Vrede.
Under Taffelet var Napoleon i glimrende Humør,
spøgte og lo og behandlede hende med udsøgt Heftighed.
Dronningen søgte at opbyde al sin Elskværdighed, hun
vidste jo, hvad det gjaldt. Kongen, som sad ved Napo
leons anden Side, var derimod faamælt og modfalden,
hvorfor Dronningen, hver Gang hun var bange for, at
hans Svar kunde virke stødende paa Keiseren, kom ham
tilhjælp med sin sædvanlige Aandsnærværelse.
Keiseren, som paa enhver Maade gjerne vilde vise
hende sin Opmerksomhed, tog en af de vakreste Roser, som
stod foran ham og bød hende. Smilende sagde Dronningen:
~Og Magdeburg følger med?« ZNen da Keiseren koldt
bemerkede: ~Jeg maa gjøre Deres Majestæt opmerksom
paa, at det er mig, som har at tilbyde, og De kun at
tage imod,« afslog hun Rosen, idet hun sagde: »Alle
Roser har torne, men disse er for skarpe for mig.«
Det rige Festmaaltid var forbi.
Alles Øine havde med forhaabningsfulde Blikke fulgt
Dronningen; men ingen anede den bitre Skuffelse, som
lidt efter lidt greb hende, eftersom Maaltidet svandt hen,
og hun skjønte Preussens Sag var tabt.
Til sin Søster skrev den bekymrede Fyrstinde kort
efter: ~Hele Verden ved, hvilket Skridt jeg har gjort for
at formilde Preussens Skjæbne, og hvor lidet det er
lykkedes mig, Men som Dronning skyldte jeg mit Folk
det, som Hustru Kongen, og som Moder mine Børn.«
Freden til Tilsit 1807 var sluttet; Kongen maatte
afslaa Halvparten af sine Lande, forpligte sig til at redu
cere sin Hær til L1c2.000 2Nand, betale 150 Millioner Thaler
i Krigsomkostninger og afskedige sin dygtige Minister
Hardenberg, der besad sit Folks hele Tillid og maatte gaa i
Landflygtighed, men vedblev dog fra det fjerne at bistaa
Kongen med sine Raad.
Paa Dronningens Raad tilkaldte Kongen i Harden
bergs Sted Friherre von Stein, der ved sin Dygtighed og
Selvstændighed skulde bidrage meget til Preussens senere
Reisning -
Noget af det første han og Kongen foretog sig, var
ved førskjellige nye Love at lette Folket Byrderne, da de
forfærdelige Skatter man maatte paalægge for at faa
Krigsomkostningerne betalt, hvilede tungt paa Landet.
Tigesaa blev et nyt System indført for at lette Militær
tjenesten. »
Statskassen var Bankerotten nær, og flere raadede
Kongen til erklære Landet Fallitz men dette afslog han
paa det bestemteste. ~Cad mig heller altid forblive fattig og
ulykkelig, end begaa en skjændig Gjerning«, var hans Ord.
Kongeparret vedblev at bo i Memel, i et Js (for
dem) der var saa lidet, at Kronprinsen og Prins ilhelm
maatte bo hos en rig KjøbmandiNærheden. Her levede
Kongen og Dronningen saa tarvelig som almindelige
Borgerfolk Dronningen havde under Krigen selv maattet
undervise sine Børn, da Tærerne blev spredt til alle Kanter.
Jsær roses hendes Religionsundervisning, ligesom hendes
Fortrøstning til Gud i denne Tid sjelden svigtede hende.
En russisk Statsmand, der i denne Tid var tilstede
ved et af deres enkle Maaltider, siger følgende: ~lkke
for tusinde Hoffeste med glimrende Uniformer og Stjerner
vilde jeg bytte ZNindet om hin Aften. En Dronning, som
sidder ved et tarveligtßord, blottet for alle Smykker, men
med en Skjønhed, lane og Værdighed, der lyser klarere
end Perler og Diamanter. Ved hendes Side den ældste
Prinsesse, der hjælper sin Moder med Anretningen. Og
begge henrykker alle ved sin Elskværdighed.«
Frederik den stores Bordservis af Guld lod Kongen
vandre til Mynten, medens Dronningen ofrede sine Smykker.
Kongens Afsked med sine tro Undersaatter i de af
staaede Lande var gribende. Han erklærede, at han kun
adlød den tvingende Nødvendighed, naar han løste dem
fra sine Pligter mod sig og sit Hus, og han skiltes fra
dem, som en Fader fra sine Børn. Fra alle Kanter sik
hans de mest rørende Svar alle Hjerter var tunge
ved Afskeden. .
Men under Sorgen voksede Dronningen sig stor, og
Ulykken fremkaldte nye Kræfterihendes Sjæl. Før havde
hun aldrig blandet sig i Regjeringen, kun ved sin Godhed
og Elskværdighed havde hun vundet Indflydelse. Men
nu saa hun skarpere og rigtigere end de fleste i Kongens
Raad, med ufeilbarlig Sikkerhed erkjende hun de Mænds
Værd ——, som senere skulde redde Preussen, og ikke et
Øieblik hvilede hun paa den kommende Seier og Napo
leons Fald. ·
Til alle talte hun trøstende og opmuntrende Ord. Af
Nattens og Ulykkens Mørke havde hun hævet sig op, til
Klarhed og Lys. Og for Kongen blev hun mere end
nogensinde den ledende Stjerne, der skulde vise ham Veien
til større og bedre Tider. Kongen var efter Slaget ved
Jena og endnu mere efter Dagene i Tilsit saa nedbøiet, at
en af Dronningens Hofdamer fortæller, ~at man maatte
fælde Taarer ved at se ham.« Og videre fortæller hun:
~Dronningen gaar hver Morgen og Aften og spadserer
med Kongenog er ellers saa meget som muligt hos ham
for at trøste ham.«
Efter det bedøvende Slag vaagnede Preusserne til
større Selvbevidsthed; staalsatte gik de ud af dens for
færdelige Prøvelse Krigsomkostningerne udpinte Landet,
men Kongens og Dronningens Eksempel virkede opmun
trende. Alle ofrede hvad de kunde, og Fyrste og Folk
kappedes om at paalægge sig Savn; thi indtil Pengene
var betalte skulde der staa LJ(0,000 franske Tropperi Landet,
som Folket maatte ernære, klæde og bevæbne.
Priserne paa Levnetsmidler steg stadig, og mange
Artikler, saasom Kaffe og Sukker, var næsten ikke at opdrive.
Medens Kongeparret opholdt sig i Memel, blev den
yngste Datter fedt. For at vise sin Taknemmelighed, be
stemte hendes Fader, at de østlige Provinser skulde være
hendes Faddere; Udsendinge fra alle Samfundsklasser
mødte derfor op ved den lille Prinsesses Daab, og Dron
ningen foranstaltede en stor Fest for dem.
Fædrelandets Ulykke og Fornedrelse hvilede tungt paa
Folket, men fra Dronningen og nedover saa man snart
med Begeistring den Tid imøde, da det trykkende Aag
skulde afkastes. -
. (Fotks·)
URD 313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
