Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 7. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skovkonen.
Skitse af Elisabeth Scheyen.
(Slutning).
et skal jeg siden bestemme sagde Brandt. Og
da han saa, at hun skelede med et sky Blik
hen paa Vedhuggerne, som om hun nødig vilde
have dem til Tilhørere, gav han disse et Vink
om at fjerne sig. Alen den gamle Forstmand
syntes hun at nære venlige Følelser for, og hun sagde:
~Ja, Hansen vil nok kunne bevidne Sandheden af,
hvad jeg fortæller; for han har kjendt mig i flere Aar,
og havde han ikke havt Hjerte paa rette Sted, saa havde
det jo staaet i hans Magt at jage mig herfra for længe
siden. Manden min var Gaardenandsson fra Gudbrandss
dalen, og jeg var bare en simpel Husmandsjente, derfor
vilde de ikke, at vi skulde faa hinanden. Men han Erik
brød sig ikke om Far sin, skjønt denne truede ham baade
med Stokkeslag og med, athan skulde miste Arven. En
Kvæld kom han og bad mig følge med; for nu havde
han faat nok af det. Far hans vilde gifte ham med en
anden, som fik Gaard og Grund, og han havde alt friet
paa Eriks Vegne. Saa vandrede vi afsted og gik over
Fjeldene, til vi kom ned i Nabobygden. Her tog vi·Dag
arbeide omkring paa Gaardene; for det var netop ved
Høsttiden, og Arbeidshænder trængte de overalt. Paa
denne Vis sledvi os igjennem i fire Aar, og lykkelige
var vi trods vor Fattigdom. Her trillede Taarerne ned
ad hendes magre Kinder ——. Men saa blev Erik syg,
han fik Brystbetændelse og døde, og jeg sad tilbage med
de to smaa. Inden han gik bort, bad han mig, at jeg
skulde vende tilbage til Hjembygdenz han træde, at Faderens
Sind kanske vilde blødgjøres, naar han hørte om Sønnens
Død. Dette gjorde jeg ogsaa, skjønt det ikke hugede mig,
for jeg ante, at der ikke var noget godti Vente. Haans
ord sik jeg selv, og Ungerne blev sparket til uden at faa
en Bid Mad. Jeg søgte Arbeide i Bygden og fik det
ogsaa undertiden; men baade om Barna og mig selv
hørte jeg mange onde Ord ——— Husmandsjenten havde
forlokket han Erik til at rende bort og blive Tater, sagde
de, og endelig drev Ondskaben mig bort paany, og jeg
gik over Fjeldet. Jeg havde den ældste ved Haanden,
og den yngste bar jeg paa Ryggen, og saa tigged jeg
mig frem fra Gaard til Gaard. En Dag kom jeg ind
paa et Skydsskifte, hvor der stod nogle engelske Damer.
De ynkedes over min Nød, og den ene gav mig en Guld
penge, som jeg fik byttet paa Postkontoret for ss Kroner.
En Kvæld i stygt Uveir kom jeg hid og søgte Ly i Hulen.
og her syntes jeg, det var saa stille og fredeligt somi en
Kirke. Om Natten, da jeg laa derinde og sov, drømte
jeg om Erik, og jeg hørte, han sagde, at jeg skulde blive
idette Skjul, som Vorherre selv havde bygget for os.
Det er nu fem Aar siden. Men en· Dag kom Hansen
herop, og han sagde, det var forbudt at bo her i Skoven;
men da jeg lovte at være varsom med Jlden, havde han
·Medynk med mig og lod mig blive«.
~Ja, det er sandt, jeg nærmede ikke at jage hende
bort, da jeg saa al denne Elendigheden og hørte hendes
bedrøvelige Historie«, —— sagde Forstmanden ·
~Nu har vi det noksaa bra«, fortsatte Konen ~her
ser mange Tyttebær og Blaabær, og saa har jeg de tre
Høner og Grisen, som jeg slagtet om Julen. Æg og
Bær bytter jeg nede hos Landhandleren mod UTeL Kasse
·og Sukker, og i Bygden saar jeg Affald til Grisen. Men
bedst liker jeg mig heroppe, hvor jeg i Stilheden altid kan
høre Eriks Stemme og raadslaa med ham. Om nogen
er værdig til at komme i Himmerig, saa er han nu sik
kerlig der. For mangen en anden vilde nok have lydt
sin stolte Slægt og vraget en fattig Pige som mig; men
Erik stod fast paa, at naar man engang har givet sit
Ord, skal det holdes, og selv skulde han være Kar til at
førsørge Kona si. Havde han ikke været saa bra, saa
havde han nu siddet som Gaardeier i Velstand og Herlig
hed. Inden han døde, førsikrede han mig, at han var
lykkelig og ikke angrede paa noget; for nu vidste han, at
jeg vilde mindes ham med Agtelse, det jeg ikke vilde
gjort, om han havde været seig og sveget mig . .. . . .«
Hun tørrede paany sine Øine, medens den unge Rig
mand sad foran hende hensunken iTanker. Hendes For
tælling havde grebet ham stærkt. Brandt havde netop
selv gjennemgaaet den samme Kamp med sin Far, idet
han havde villet gifte sig med en ung Pige af ringere
Byrd. Men den flotte, levelystne Hovedstadsherre havde
ikke havt Bondeguttens IlTod til at frasige sig nogen af
Livets Behageligheder for at være sit Løfte tro. Han
havde bøiet af for Faderens Vilje og paa en høflig
Maade trukket sig tilbage. Hun, hvis Sind var finere,
og hvis Følelser var dybere, blev brudt under Slaget og
endte som sindssyg Alen ved denne Begivenhed var han
vaagnet og havde erkjendt, at han havde ødelagt det bedste
i sin egen Natur. Han var bleven træt af de lystige
Kamerater og det flotte Liv, og da Faderen straks efter
døde, havde han sat sin Formue i en stor Eiendom for
derved at komme i en Virksomhed, der kunde adsprede
hans tunge Tanker. Og nu sad denne mægtige Mand
og misundte den stakkars Dagleier hans rolige Død.
Trods al sin Nød og Slid havde denne intet havt at
angre; thi han havde ikke været feig og sveget sine Løfter.
Pludselig tog Brandt sig sammen og stod op.
~Du vil altsaa heller bo heroppe end imit Arbeids
hjem nede i Bygden-IV - spurgte han.
~Ja - førsikrede hun helst her for at undgaa
Haansordi«
»Saa skal du ogsaa faa Lov til detl - svarte han.
Men sig nu, hvad jeg kan gjøre for digt Om Vin
teren maa her jo være forfærdelig koldt og fugtigt. Jeg
skal sende op en Snedker og en Murer, saa kan de ind
rette et Værelse derinde og sætte Dør for Jndgangen.
Og naar du kommer nedover, kan du se ind til mig, saa
skal jeg gjøre, hvad jeg kan for at hjælpe dig selv og
dine Børnl« —-
Hun takkede dybt bevæget: ~Dette er endnu mer,
end da jeg fik Guldpengen af de engelske Damer«,
sagde hun, ~Vorherre velsigne dig, unge Herrel« "
Brandt hilste hende med et Haandtryk og fortsatte
derpaa sin Vandring gjennem Skovene; hans Folk lagde
dog Mærke til, at han syntes ganske forandret og ned
stemt. »
Dagen efter kom flere Mænd op til Konen med
Planker og førskjellige andre Sager, og nu blev Hulen i
en Fart forvandlet til en liden Stue, afdelt i tre Rum, et
til Mennesker, og to til Gris og Høns. Medens de første
Mænd arbeidede, kom der en anden, som bar en liden
Ovn fra Brandts Støberi.
Konen sad paa en Sten og stirrede paa Arbeids
folkene med foldede Hænder, medens de to Smaapiger
holdt hende i Faarepelsskjørtet rædde, lig smaa Vilddyr.
Da endelig alt var ordnet, og hun paany var ene, knælte
hun ned og takkede Gud for al den store og ufortjente
Herlighed.
«·
URD 32i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
