Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 9. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru Lucie Wolf.
n Dag kom en Kone, der gjorde Tjeneste ved et
omreisendeSkuespillerselskab, hjemtilLucies iNor,
« og spurte om hendes Datter kunde faa Lov til
at være med paa Teatret og danse. Herover
blev den gode Kone meget fortørnet. Tænke
sig at hendes Barn skulde være med blandt de ~gudløse
Mennesker« som alle skikkelige Folk bad Gudbevare sig
forl Konen maatte gaa med uforrettet Sag, men uden
for traf hun Lucie, som havde hørt den hele Samtale, og
de to blev straks enige om, at Lucie trods Moren skulde
komme paa Prøven. Det gik glimrende, og Lucie kom
hjem aldeles fortumlet af Lykke og Glæde. Hun tog
straks fat i sin Far og bad ham saa inderlig om Lov til
at være med.
—— Ja men husk-paa Mor, svarte den gamle Mand,
tror du at det gaar an uden hendes Samtykke?
s Ja det træde nok Lucie, og efter mange Overtalelser
fik hun endelig den før
sønskede Tilladelse.
——- Ja, ja, saa faar vi
prøve om det kan gaa,
uden at Mor faar vide
det, sagde den medgjørlige
gamle. Jeg vil saa gjerne
unde dig denne Glæde.
Nu blev der Jubel.
Lucie sprang straks afsted
til en Kusine, hvem hun
indvsede i Hemmeligheden,
·og hos hende gjemte hun
den Dragt Teaterselskabet
havde laant hende.
Da Lucie kom tilbage
fra den første Forestilling,
fortaltehun sin Far alt hvad
hun havde set og hørt og
endtei sin Begeistring med
at sige, at hun ikke vilde
gjøre noget andeti Verden
end spille Komedie. Hendes Far blev meget førskrækket.
Gud bevare dig for bestandig at leve i saadant
Kompagni, Barnet, mit, da fik jeg nok Straf, fordi jeg
gav dig Lov til dette. Det er nok rent galt at ikke Mor ved det
heller. Ja du farer afsted med mig som du vil, du Lucie.
Fra denne Dag var Lucie blot besjælet af et eneste
Ønske: at gaa til Scenen. ~Jeg fik ikke Ro hverken Dag
eller Nat«, skriver hun selv, ~men laa vaagen iTimevis
og spekulerede paa, om jeg ikke kunde rømme fra Byen
med disse Folk og deltage i deres henrivende Arbeide;
men da saa jeg pludselig Faders bedrøvede Ansigt for mine
Øine, og jeg følte, at jeg ikke kunde forlade ham. Jeg
bad saa inderlig til Gud, at han vilde klare dette for
mig; jeg følte mig saa magtesløs. Som oftest græd jeg
mig saa isøvn. J Drømme sang og talte jeg, saa min
Søster ofte vækkede mig og spurte, om jeg var bleven
gal. Ja, ja, min Skjæbne var afgjørt; jeg skulde og
maatte være Skuespillerinde.«
Da Lucie havde været med og danset ved fire Fore
stillinger, sagde hendes Far stop; han vilde ikke have det
Paa sin Samvittighed at spille bag Morens Ryg. Det var
en stor Skuffelseg Lucie græd bitterlig da hun maatte
levere sin smukke Dragt tilbage, og for første Gang i sit
Liv syntes hun hendes Far var uretfærdig
. Paa flere af sine Kameraters Opfordring fik hun nu
istand et Slags Teater oppe i et af de store Rum som
hendes Far brugte til Opbevaring af Møbler, der var
tilsalgs. Det var uhyre morsomt! Hun havde et for
færdeligt Stræv med sit Personale, og var ofte ganske alene
om at fremstille de førskjellige Personer. Publikum havde
nok heller ikke nogen udviklet Kunstsans, thi Lucie maatte
selv opfordre Tilskuerne til at applaudere, naar hun syntes
hun gjorde sine Sager godt;
Aa, men saa klap dat Kan J ikke førstaa,-
hvor flink jeg er!
Men trods alt Stræv var det dog forfærdelig mor
somt, og det var stor Sorg, da Lucies Mor en vakker
Dag bogstavelig talt ~traadte frem paa Scenen«, jagede
saavel Skuespillere som Publikum paa Dør, stængte det
prægtige Teaterlokale og kaldte hendes ~skjønne, herlige
Kunstpræstationer« for ~skammelige Paafund.«
Der stod Luciel Hun vovede ikke at bede sin Mor
om atter at faa Lov til at benytte den gamle Sal, thi
siden hun havde været paa det virkelige Teater, havde
hun nok daarlig opfyldt sine Pligter iHjemmet. ~Rokken
rørte jeg ikke«, skriver hun selv, ~da jeg nu fandt denne
Beskjæftigelse aldeles under
min Værdighed, hvilket
jeg ogsaa sagde Moder,
da hun bebreidede mig min
Dovenskab. Da græd hun,
husker jeg, og udbrød:
»Ak, mit fortabte Laml
Nei, der bliver nok ikke
andet end Forargelse og
Sorg med dig; jeg raader
ikke mer med dig, kan jeg
merke, og Fader vil jo ikke
tugte dig, saa Gud hjælpe
mig for dig, din stygge,
dovne, uartige Tøsl«
Jeg maa bekjende, at
jeg var meget uskikkelig
mod min Uioden Hun
havde et trist Sind af Na
turen, dertil arbeidede hun
saa altfor meget, saa hun
næsten bestandig var ner-
vøs og overanstrengt, og jeg bidrog mit til at nedstemme
hendes Humør. Jeg husker engang, at Moder til en For
andring var en Smule oprømt efter en stor fordel
agtig Leverance af Lærred til en af Byens Kjøbmænd,
og fordi jeg merkværdig nok - havde været meget
flittig med noget, som INoder paa en venlig Maade havde
bedt mig om. Gode Ord virkede som Solskin paa mig,
og især da de saa sjelden kom fra Moders Mund.
Hun roste da min Flid og bad mig saa inderlig om
ikke mer at bedrøve hende med alle mine Komediefagter.
Paa denne store Mangel paa kunstnerisk Forstaaelse hos
hende blev jeg hende Svaret skyldig; men vi sluttede en
Slags Vaabenstilstand, ialfald for en Stund. Jeg be
nyttede den gode Stemning hos hende og sik hende til at
fortælle om sin Ungdom og den første Gang, hun traf
Fader. Jeg husker saa godt denne Søndagsaften. Hun
fortalte, at hun kom til Bergen ——— 16 Aar gammel
med en Norlands-Jagt. Hun skulde paa Sygehuset, da
hun havde førstrukket en Sene i den høire Arm ved alt
for strengt Arbeide. Den første hun traf, da hun kom
iland paa Tyskebryggen, var Fader, som stod der og hei
sede Tørfisk fra Skuderne. ~Han saa da saa venlig paa
mig«, sagde hun, ~og han var saa vakker, ja med Skam
at sige var han dig, Lucie, op i Dagen. Hans venlige
et
» » - ,k?.s-.JE«:.T"·.-T-is;—":,-.kl f « - ." , ·
« « :,;–.5,t.«3·.-,» ,- :—.,: - x ·
·« » ? - sit,-..- 2——Lsz—»»kl k-; . : .
.: » ~-..-.–,,».5»«.i1-.,»r.-zy,lzk,"s-«z,;,,;-J;T"js;-F:·,ij..«s s. ,- . - . syv-·
· .s-: -’ ts. ——«.-.s. -; »:—.«.««3,-«zz,.;s:». , » -« . » .»»,
· " Yxwa « »- ,s c-:—:s:, :- ·-
, . ska »·»»s»» « W ,
.xx chkzx «’» » -·7·- s.,s; Hs.-» . t,
. » Jes. A« vT. : , ·-, » »« : « T T « v« · .
I- . . TTJ ..« !. " « F- . W ~E-» .
.·. »«« « ... » » ««s » s s 7 k-: . N.« ·
« - ssp :«»-s -t - , s-..—-.«" k. se;-» .
««sk -« « - i » - - ·L«« -. ’-. 111. «
- s s.k.- « - . , sid pik .2-.. W. ,
· ss«".4’ EIZO-: - « " 1. .»1» .- .
. «ti i ULYIe «3- » - TT kj·s«:»« .
« · " « s« « ’ «- - I sex-.s-
- s s..- :«r st - « zstep
x. ~ :- -»’ - qs » o ·.:-? UHZP IKT-DJ
sksi ks«« isit-lis- i « Wva ~. «ti « i « « s - IKT kiisii TFT »t—«etkisrksi·tgsk
,-..5t!-;«Ts« ..–««. .«–s;’.-k.1..» , Es- »» ·–:.- » » ’3««»»»«—« .: «.
T«2«,s«-2« Hs- X . Ove-«- :-’.«-—«.- « . TH-» « " s- k;s.-Is-c-»z«sz«ss-kk-s .- :
ti»»Ht«k«xH sp · » ·-;.»-, syv-· ,»:«»,.7;Zs.zzz»—«—· -z3.,—3»;;;.; » . v ..« »- NN v Li»fxzkvxl».cf«»k«·»f;-«»» ;, ·
ikke gzsrs tyk Ak «- 370 i Ak,-,,st- s
..x-·- ." » 7-« « j.«,- .· .. ,» T, , . ; ;., v »·.»;-« z, « « «.»»—»». ~.-« » » .«» :
« H-«»»««F;5. ·Lt SFI HTTP-Iz- ·:..-.«s"c«-s–g-,-:—.-:»x spe-;- ,-sl-,»cs.s,-·s»»« —, ·» . -
spe-« z» .-«-. HY
-F–-«cs-Liksik-O « ZäxskckxLHsDszp , » ;
· « «- ’ is.-ss— ske-SM . .- .. 3 –» «-«,,-;-,,.s « .«,
. si- .is » . ksjs - Ox» ,sz – vIF HåxzzskktjsesT » « « Træ v
Lucie Wolfs Forældre-
URD 417
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
