Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - URD’s Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den ene Væg nedover; paa den anden Væg hænger endel
gamle Sienesere og Toscanere, etpar Byzantinerez langt
langt nede for Enden af Korridoren, ganske liden i Per
spektivet skinner Solen ind ad det nederste Vindu over
den mediceiske Venus; jeg iler nedover-, men Ukale
ren stanser mig og haler mig med sig ind tilvenstrez vi
farer gjennem et Overlysrumz fra Væggene flammer
Farverne, i Farten ser jeg Andrea del Sartos Madonna,
Torenzo di Credis Venus paa Staffeli midt paa Gulvet,——
men jeg hales forbi, ind gjennem en lav Der. Rummet
indenfor er dæmpet belyst; der er stille mellem Menne
skene, som staar langs Væggene. Maleren tar mig ved
Urmen og fører mig helt frem til Vinduet. Her stanser
han. Foran mig hænger et stort, cirkelrundt Billede.
Jomfru Maria af Nazareth sidder med sit Barn
paa Fanget. Ordnet under Billedrammens Cirkellinje
grupperer fem pager sig om hende. Det er unge Engle.
En holder den store LNessebog frem foran hende, en
anden rækker hende Blækhuset, hvori hun skal dyppe sin
pen for at nedskrive de hellige Ord i Bogen. Bag og
over disse to staar en tredie og skyver varsomtog venlig
de to nærmere frem, at hun lettere kan naa. Over hendes
Hoved løfter to andre Pager den fint guldspundne Him
melkrone, der omstraales af Tys fraoven. Fra hver sin
Side strækker de sine Arme, og Kronen hviler paa deres
Fingerspidserz deres Hænder er vidunderlig fint tegnede i
sin Boining Deres Unsigter er vemodige og ærbødige
som er der en skjult Sorg tyngende i Herlighedens spin
delvævlette Krone. Men disse to kronebærende Engle er
lidt ældre. Det er Gutter paa 15——s6 Uar. De ved
noget mere bestemt.
De tre andre er yngre. De er kun usigelig omme
for hende, den hellige Jomfru at hun skal ha det
bekvemt, ikke anstrenge fig. Nylig har hun jo været syg.
Med den lille. Det ser de jo ogsaa af hendes Unsigts
Bleghed. Foruden at der er noget noget i Luften,
noget i hendes inderste Udtryk, noget sorgmodigt, høitide
ligt, som vel de voksne førstaar —l -
Jeg elsker Gutter i den Alder. Jeg elsker at digte
om dem, og jeg kunde fortælle Side op og Sidened om
disse pager, Englene om Botticellis »Zlkadonna del
Magnificat.« Noget yndigere, renere, barnlig-ridder
ligere har jeg aldrig såt, undtagen en sjelden, kanske bare
en eneste Gang i Virkeligheden. -
Maria fra Nazareth, den benaadede blandt Kvinderl
Engelen, der forkyndte hende Guds underfulde Bestem
melse med hende, den Helligaand, som overskygged
hende, - som et Lyn, et flygtig blændende Lysskjær
fra oven er det svundet, veget tilbage til den hoie, for
Menneskenes Blikke lukkede Himmel. Og hun har der-.
efter vandret sin jordiske Tid igjennem indtil Tidens Fylde,
da hun fodte et Barn i sin Smerte, svøbte det og la
det i en Krybbe. « -
Hyrderne paa Marken kom med Bud derudefra
om en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, der sang:
Eder er idag en Frelser fodtl Og de fremmede Mager
fra Osten kom med Myrrha og Rogelse i den usle Stald
og tilbad hendes Barn.
Nu er de borte, og Maria af Nazareth sidder med
sit hellige Barn paa Fanget. De unge Engle kroner
hende og rækker hende Bogen at indskrive deri de hellige
Ord, hun har bevaret i sit Hjerte. Det himmelske Lys
omstraaler hende.
Men selv synes hun træt. Hendes blege Ansigt med
Sygeleiets tendre, fine Farver, hendes tungt sænkede Gien
laag, Haanden, hun synes at ha svært for at løfte, —-
intet vidner om den lyksalige, gudbenaadede, af Himlen
udkaarne Brud. Kun om den stakkels Kvinde, der har
gaat sin jordiske Lidelse igjennem, Jomfruen tillige,
der har undfanget et Barn i et gaadefuldt Under og
baaret det maaske i Sjælenød og Ungst for hans Tro
eller Tvil, hvem hun elsker, han, til hvem hun har bun
det sin Ære og sit Liv.
Hellerikke den mægtige Kvindestyrke gjennem al Nød
og Lidelse, Moderglæden, heller ikke den lyser af hende.
Barnet paa hendes Fang er kun halvt hendes. Som det
sidder der halvt legende, halvt drømmende op mod en
usynlig Uandens Verden fjernt over hende, er der spændt
en uoverstigelig Ufstand mellem hende selv og hendes
Barn, en Afstand, der afværger hendes Moderhjertes
varme Længsel efter at favne det, trykke det nært og ømt«
ind til sig, eie det - ——
Træt er hun, den jordiske Kvinde, den herlige Him
melkrone føler hun tung paa sit Hoved, fordi hendes
menneskelige Hjerte lider saart. " «
- - Dybere ved jeg aldrig at ha fest Kvinde
lighed fremstillet af bildende Kunst. Og Botticellis al
mindste Detalj gjennemtrængende Sjælfuldhed har digtet
Maria fra Nazareths Billed frem af hver Flig og hver
Farve i Billedet, hver levende, vemodsfuld Linje: Kvin
dens menneskelige Træthed under det ophøiede Himmelkald.
Saa, nu gaar vi til mit Utelierl ·
Utter voldelig førte min Ven mig bort. Han stansed
imidlertid for at veksle endel Ord paa Jtaliensk med en
lidt ældre Dame, jeg først nu bemærked. Hun sad bag
et Staffeli ifærd med en liden Kopi af Billedet. Hun
havde øiensynlig været fuldendt skjøn. Nu var hendes
Haar graat, de store dunkle Øine var sygelige i et gul
blegt Unsigt. Midt i min Betagethed over Billedet fæng
slede hun dog.
Og da vi paa min Vens Utelier havde siddet længe
og. talt om Botticelli, om hans Madonna og hans andre
Mesterværker, dukked hendesUnsigt igjen opforminErindring
· —— Hvad var det for en ældre, mærkelig udseende
Dame, du talte med? Hun som kopieredeP
Hun har i snart 15 Uar nu siddet der og kopi
eret Magnificat.
Bare den?
- Hun blir aldrig færdig.
.—— Det er daarligt Levebrødl
- Det er ikke for Levebrødet. Hun er rig.
Naa, saa har hun Raad til den Kaprice.
. For tyve Uar siden arbeided en af de franske
Mestere her i Florents. - Hans Navn kan det være det
samme med. Det er blandt de største i fransk Kunst.
Dengang var han ung. En ung Dame af Jtaliens
Uristokrati kom som Elev paa hans Utelier. Hunendte
med at tilbede ham og hans Kunst som Gud. Selv
var hun fintkunstnerisk begavet og enthousiastisk. Hun
var den vakreste Dame i Florents. J- Løbet af et Aars
Tid eller to ssteg hans Berømmelse enormt hjemmei
Frankrig, og en Dag reiste han hjem til Paris som den
store Mand. Kort efter fik hun et Barn, blev vanvittig,
var paa Hospital i fem Uar og trode sig den hellige
Jomfru. Barnet var dødt. Da hun kom ud, var hun
stille. Om hendes Galskab er h»elbredet, ved man ikke
helt. Hun-har siden Uaret rundt siddet foran Botticellis
LNagnificat uden at faa sin Kopi færdig.
22 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
