Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 1. Januar 1898 - A. B.: Hjemmet. II - Hvorledes vi bør husholde med vore Nerver. Efter et engelsk Tidsskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
w
vad er det som danner Hjemmet? Er det Huset?
Moblerne? Nipssagerne? Malerierne? Aa
nei, ikke saa ganste, stjønt Omgivelserne na
turligvis ogsaa har sin Betydning.
W Jeg har været i elegante Hjem, udstyrt med
al den Aomfort man kan onste sig, hvor jeg er blevet
grebet af en forunderlig Aulde, Tomhed, noget hult noget,
der ligesom har fyldt duften. Dg jeg har været i nogen
af disse gammeldagse tarvelige Hjem, hvor der har været
saa sparsomt med Chaiselonger og blode Hynder, men hvor
man uvilkaarlig foler sig saa vel, saa inderlig vel — man
ved selv knapt hvorfor.
!cu er det naturligvis ikke min Mening at ville sige,
at blode Hynder og Velvære ikke kan trives sammen.
Tvertimod. Det ydre, Rammen, Formen, har ogsaa sin
store Betydning; men den vigtigste er den ikke.
Det er Tonen i Hjemmet det kommer an paa.
Gg Tonen i Hjemmet, den rette, den rene Tone,
den lærer man ikke at synge paa en Dag. Thi vel gjælder
det at et Hjem er bygget paa den rette Grundvold; men
det er ligesaa meget om at gjore at man daglig fort
sætter at bygge, og at bygge med et Materiale der kan
staa mod alle Tidens Herjninger.
Hvis ikke Hjemmet er bygget paa Ajærlighed, sandhed,
sympati, Forstaaelse, saa vil det sent eller tidlig synke sammen.
Gg hvis man ikke fortsætter at bygge i Ajærlighed, i
Vverbcerenhed, i Tillid, saa vil det alligevel falde om
kuld en vakker Dag, falde sammen slig at det bare staar
igjen med den ydre Ramme, med Moblerne, fortierens,
Nipsen og Menneskene som gaar der med de tillukkede
Hjerter — — .
Hvor lidet stal der ikke til, forat de som engang stod
hinanden nær, græd sammen, lo sammen og delte alt med
hinanden, glider fra hverandre og lever hvert sit Tir», selv
om de lever under samme Tag!
En uvarsom Handling, et haardt <Vrd naar Hjertet
bloder i s>merte, eller Mangel paa 3>ympathi i en tung
stund kan være mere end nok til at Hjertet lukker sig til
for lange Tider — for ikke at sige for altid I 3ivet viser
os mange Hjem der er blevet odelagte blot ved Übetænk
somhed, Uvarsomhed, eller fordi man ikke synes man har
Tid til at sysselsatte sig med hverandre, at hore paa hver
andre, hjælpe hverandre. Den lidende f)art er for stolt ttl
at forklare sig, og saa siger man fra hinanden.
Gg er først Forældrene begyndt at leve i hver sin
lille verden, vil „Eremitlivet" inden Familien snart for
plante sig ogsaa til Bornene. Man bliver saa vant til
at leve hver for sig, og Bornene indsuger denne Vane
med Modersmelken. Enhver soger si t. Egenkærligheden
storerer, og Air» og Uenighed staar paa Tur ved Doren.
Nei sandhed, Aabenhed, Hamhold maa der til!
Man maa ikke under Dagens Rav og Htrid glemme, at
der maaste vandrer nogen ved Tiden af en der lamges
efter et Trostens Grd. en lun liden stund da han kan
saa aabne sit Hjerte. Man maa ikke glemme, at man
har andet at leve for end Mad og Alæder og et velstelt
Hus, og at der ligger Forhaabninger, Tcengsler, Toner og
vibrerer i hvert Mennestebryst, Toner som blot venter paa
at blive anslaat for at lyde ud, fuldtonende og klare.
skal Hjemmet bygges, da maa alle tage i, og tage
i sammen, med et opofrende Hindelag, rede til at hjælpe,
til at give, til at lide med hinanden.
Hjemmet
ii.
A. V.
URD
Hvorledes vi bor husholde med
vore Nerver.
Ethvert Menneske har bragt en vis 5um Nervestyrke med fig
til Verden, en Kapital som det har arvet efter Forceldre og For
fcedre, og med denne Kapital maa det husholde hele sit kiv. Gjen
nem en fornuftig Sparsomhed kan denne foroges; men den tan
ogsaa forminskes eller ganske sdelægges. Den som giver nd mere
af sin Nervestyrke end han tager ind, befinder sig allerede paa 5kraa
planen, og fortsætter han dermed, bliver han tilslut bankerot, til
og med om han var Millioncor mange Gange.
Ven vigtigste Indtcegtspost paa vor Nervekonto er 3svn. Har
vi sovet godt, kan vi i denne indføre en post paa Kreditsiden: Ner
verne har vundet tilbage den Elasticitet som de tabte, da vi trcette
og stappe gik tilsengs. 5aa længe vi kan sove godt, staar vore
Nerveaktier hsit.
Ulykkeligvis betragtes 5ovnen af mange Mennesker som noget
übehageligt man helst vilde holde paa Afstand saa længe som
muligt. ) det mindste synes det saa, nåar de fleste Mennesker
bliver saa fent fcerdig med sit Arbeide, sine Maaltider og sine For
noielser, at 5ovetiden forminskes i betydelig Grad. Va opstaar den
store Underballance i Nerrenes Hovedbog, vor Tids umcettclige
Fornoielsessyge og feberagtige Higen efter at tjene Oenge gjor, at
alle mulige Midler gribes til for at fornye den Vexel som man vil
drage paa Arbeide og Fornoielse.
Til al Lykke er ikke 5svnen det eneste — om dog det bedste —
Middel til at holde Nervernes Elasticitet i Vrden. Ver findes
nemlig noget andet som kaldes „Rekreation" — et stadium mellem
Arbeide og 5svn. Men det maa vi ncermere betragte.
Hvorfor finder f. Eks. den som hele Aaret arbeider haardt,
under sin tre til fire Ugers Ferietid ikke den Rekreation han venter?
Fordi Vvergangen fra Arbeide til Hvile (og tvertom) er for stor.
Netop for man skal begynde sin Ferie, samler man sammen en hel
Mcengde Arbeide som man først vil „ha fra sig," og saa begynder
man dsdstræt sin Hvile, Vet er aldrig heldigt. Ligesaa skadeligt
for Nerverne er det, at man for pludselig gaar over fra Lediggang
til anstrcengende Arbeide, Vet kan jo hænde at denne Vvergang
er uuudgaaelig; men kan den undgaaes, er meget vundet derved.
Gm nu den moderne Rekreationsmethode med en længere Ferie
om Aaret viser sig utilstrækkelig, saa maa man tage sin Tilflugt
til den gamle 5ats: „5eks Vage skal du arbeide, men paa den
syvende hvile." Menneffet behsver denne oste gjentagne Hvile og
Vederkvægelse for at styrke sit Nervesystem og godtgjore Forbruget
af Krcefterne. 3—H Ugers uafbrudt Ledighed kan ikke stilles ved
5iden af 52 Sabbaters Hvile. Under en Uges feks Vage behsver
man med en fornuftig Arbeidsmethode ikke at anstrenge sig mer end
man kan holde ud, og under en Hviledag kommer man ikke ud af
de daglige Arbcidsspor, hvilket er af stor Betydning. Thi ofte be
hsves der efter en længere Hviletio ligesaa store Anstrcengelser for
paanyt at „komme igang" som for at fortsætte Arbeidet uden Af
brydelse.
Men skal Hviledagen betyde en Indtcegtspost i Nervernes Hus
holdningskonto, saa maa man være førsigtig med hvorledes man
anvender Vågen. Vet er udenfor al Tvil at Nerverne behover Ad
spredelse og Oplivelse; men dette sidste maa ikke være ophidsende,
og Adspredelsen ikke virke slappende, thi i saa Fald gaar den )nd
tcegt, man gjorde Regning paa over paa Debetsiden.
3om vi saaledes ser, er sovn og Rekreation de virksomste Mid
ler til at bibeholde vort Nervesystem ved dets fulde Kraft. Men
der gives endnu et tredie Middel, og det hedder Elvelse. „Gvelse
giver Færdighed", det ved vi alle, og ved fortsatte Ovelser falder
Arbeidet altid lettere. Gjennem Arbeide bliver ikke alene Musklerne
kraftigere; men de finere Nerver styrkes ogsaa i betydelig Grad. Til
og med kan gjennem Gvelse førsges betydelig.
Men her ligesom overalt gives der visse Love som man respek
teres, om Midlet stal virke ifølge sin Bestemmelse. Man maa ikke
lade Folelsen af Trcethed blive upaaagtet. Ven har Naturen givet
som et Tegn, hvilket man maa nsie give Agt paa.
Hvoraf kommer det, at der i vore Vage sindes flere nervesvage
Mennesker end før i verden? Vore Forfcedre vaagede jo ogsaa
mange Ncetter og arbeidede lige fuldt. Er Menneskene nu ander
ledes? Er hele slcegten bleven aandelig og legemlig svagere?
Vet kommer uden Tvil af, at Livsforholdene idag er ganske
anderledes end for. Ven store 3ammenpakning af Mennesker i de
store Vyer, de lettere Forbindelser mellem Vyerne, den kjæmpestore
Trafik og Handel som er nødvendig, for at alle disse Mennesker i
det hele taget kan eksistere — med et Grd : alt som Tiden forer
med sig, overfører store summer i Nervernes Konto paa Debetsiden.
Udgifterne overstiger Indtcegterne, og Underballancen følges ofte
af en fuldstændig Ruin.
(Efter et engelsk Tidsskrift).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
