Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 22. Januar 1898 - Ossip Lourié: En Drøm (med Billede). II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
foran mig
Men jeg Horte en Avindes stsnnen og Hulken, og
næsten samtidig viste sig paa Himmelen en lysende stjerne.
Dens tindrende Glans trcengte gjennem Caagen og op«
lyste Bjerget. Da fik jeg se hende, hvis Hulken gik mig
gjennem Marv og Ven.
Hun var hsi og stank, med ovalt Ansigt og langt
sort Haar, som omgav den cedle f)cmde. De dybe, morke
Gine var næsten skjulte af Gienhaarenes lange Frynser,
som kastede en let skygge over hendes sine og gjennem«
sigtige Hud . . .
Der var Tkyer rundt om mig. stormen ra>
sede, Uveiret var saa heftigt og Taagen saa
tcet, at det var mig umuligt at se et Oar skridt
Ossip Louris:
En Drom.
(Aut. Overs.)
(slutning).
11.
URD
Hyl, smertens Tkrig, Forbitrelsens Caarer, overalt døde
og blodbestænkte . . .
Det syntes, som om hele Mennestestcegtens Elendighed
havde samlet sig for at vise sig i al sin Vederstyggelighed . . .
Det tindrende Tkin fra stjernen oplyste alt dette, og
min Übekjendte græd fremdeles . . .
— Hvem er du, og hvorfor græder du? spurte jeg atter.
— Jeg kalder mig Tivet, svarede hun. Det er ikke
Verdens Elendighed, som bringer mig til at græde, — nei! —
min Gpgave, Tivets Gpgave, det er at lide. Hvis der ikke
fandtes lidelser, saa var jeg ikke, da var der intet kiv . . .
Men jeg græder ved at se dig og dine 3ige; I be
sidder Arcefter og Midler til at lindre de menneskelige
lidelser, men — ak! — I gjor det ikke . . .
Ja, min Vpgave, livets Gpgave, det er at lide; men
mine 3ove fordrer, at den ene lindrer den andens!lsd. .. Gg
jeg græder, naar jeg ser, at du opgiver 3ivets Aors . ..
— Men jeg er selv en lidende, sagde jeg til hende,
jeg elster, jeg er ulykkelig; thi jeg førstaar ikke, hvorfor
jeg stal elske og lide, hvorfor jeg stal leve . . .
Dg du skulde gjerne sdelægge dette liv, sagde hun. Men fordi om
du sdelægger det liv, som jeg har givet dig, har du derved sdelagttivet?
Gm du ophæver dine egne lidelser, har du derved ophcevet andre Men
nesters? Du tror dig ulykkelig? Forblindede I Du glemmer, at sorgen
udgjør en Del af tykken, du glemmer, at den første Vetingelse for
lykke, det er at leve og . . . handle . . .
Ja, livet, intet andet end livet med dets 3org og Zmerte kan
bringe Mennesket lykken og sandheden, den übetingede og fuldkomne
3andbed . . . Ja, lidelsen og Rjærligheden, de er de to Rildertil lykke!
Gg naar jeg ser, at du ikke mere har Mod til at leve og virke,
naar jeg ser dig rsmme min Mark — en Mark uden Grcrs og Blomster
— saa fyldes mine Dine med Taarer og en heftig smerte griber mig . ..
Men du græder ogsaa. Jeg ser Taarer under dine Gielaag ...
saa er da din sja?l endnu ren og fkjsn, den hellige Ild i den er
endnu ikke udstukket? Nu vel! Aftsr dine Taarer, berolige dit
Hjerte, staa op og gaa! . . .
Maatte din Rjærlighed og dine 3orger, maatte den Krise, som du
har gjennemgaaet, bringe mere lys og mere Energi i din sjcrl og give
dig fornyede Rrcefter til Ramven, som vel bliver haard, men ogsaa
herlig og rig paa velsignelse . . .
Ja, Rampen bliver haardnakket ... Den gamle verden falder sam
men, den er trcrt, modlos og udenattet af al sin Elendighed. Den har ode«
lagt sin Fortid, den har ingen Nutid, og den er ude af stand til at skabe
sig en Fremtid. Den ved hverken ud eller ind, den famler i Mulmet . . .
Men .. . Vetragt denne stjerne og lyt til mine Vrd ... En ny
ALra forestaar ; den nærmer sig; d?n ermoden til atvise sig ial sin Glans;
den venter kun paa en Apostel, en eneste . . .
ligesom Moses, ligesom Jesus vil han udgaa af Folket . . .
Han vil komme, og vi stal atter se den gaadefulde Fsdsel af en
ny Ide, som vil forvandle hele Jordens Overstade . . .
Gjsr dig fcerdig. du unge slcegt, staa op, gaa, lob, ssg . . . Rast
dig ned i Folkedybet, i Massen af lidende, ringe og undertrykte ... Det
er paa dem Folkestagenes velfcerd, Universets Frelse beror! . . .
staa op og vandre! . . .
Vludselig brod Tordenen lss, jeg vaagnede ... og optog igjen
lidelsens Rors . . .
Gg naar Tvilen nu sommetider kommer og bringer min 3jæl
ud af ligevægt, saa tænker jeg paa livets 3paadom, paa den
tindrende stjerne i den klare ALther, — og mit Hjerte bliver ro>
ligt og fyldes af Haabets straaler . . .
35
vervceldet af min 3>org og udenattet af den tunge
Aamv sovnede jeg ind . . . C)g jeg drsmte .. .
Jeg var paa et Vjerg . . . batten var msrk.
Hendes Blik lyste med en overmennestelig Alarhed,
en Alarhed, som endog overstraalede skinnet fra Ztjernen
paci Himmelen . . .
Jeg gik nogle skridt henimod hende . . .
— Hvem er du, og hvorfor græder du? spurte jeg.
— 5e dernede, svarede hun, og forundre dig.
Jeg saa —og en Gysen greb mig. Et frygteligt
syrl frembod sig for mit Blik ...
Jeg saa en Mængde ulykkelige, syge paa 3egeme
og paa 3>jæl. Jeg saa nsgne Fsdder og muskulsse Halse,
dybtliggende Gine, fortvilede og svindsottige og underkuede
. Jeg Horte Raslen af Ccenker, halvkvalte 3krig fra
Oprorere og Fredisse, lydelige Alageraab fra de doende.
fra dem, som har givet Afkald paa 3ivet, fra de ensomme.
fra dem, som har tabt Troen og Haabet og fra dem.
som er segnede under Aorsets Vyrde . . . Vveralt Rcedsels
> R «
M M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
