Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 27. Nær det ukjendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Hanna blev siddende et Gieblik stille. Hun var bange
for at aabne Brevet; i Uvisheden var der Haab, maafke
det skrevne vilde tilintetgøre Haabet. Tilsidst brod hun
det dog og lceste:
Elstede!
Du ventede rimeligvis at hore fra mig igaar, men
jeg har ventet med at skrive i Haab om at kunne bringe
dig den bedste af alle Efterretninger, straks jeg kom
hjem, talte jeg med Far, og han var — hvad han altid
er — god og venlig og hensynsfuld. Gud velsigne ham!
Mor tager sig meget nær af det. Jeg synes det er rettest
at fortælle dig det ganske aabent, fordi jeg ved at intet
andet vil tilfredsstille dig. Hun siger ikke stort, vil heller
ikke tale om det, hvad jeg stulde onske hun vilde; for
mangen Gang er Vanskeligheden forbi naar man har talt
ud. Hun var ikke saa bitter som jeg havde ventet; hun
er virkelig glad i dig, som alle er og maa være. Det
er bare Joyce og Tanken paa Forviklingerne med hende
som gjor det broget for hende. Min elstede, jeg stoler
paa, at disse Hindringer snart vil være ryddet af Veien.
Imidlertid har jeg dit Tofte. Intet kan bedrewe mig
eller ængste mig meget, siden jeg ved, at du elster mig.
Jeg kommer snart og besoger dig; imidlertid respekterer
jeg dit Gnste om ikke at komme for ofte, saa længe ikke
alt er klart.
Da hun havde lcest Brevet blev’hun en Stund siddende
stille med foldede Hænder og straalende Gine. Hele
Verden laa saa herlig for hende, hvad Fremtiden maatte
bringe, vidste hun ikke, men Visheden om at elste og
være elsket fyldte hende med Glæde og Jubel.
Nu vendte hendes Far sig urolig i sengen. Er du
der, Barn? spurte han.
Hun bøiede sig smt over ham, lagde sin Hacmd
varsomt paa hans og sagde : Foler du dig bedre Far?
— Nei, jeg er ikke bedre. Jeg er meget daarlig,
Hanna, og jeg fkjsnner det lider mod Enden.
— Aa nei. Far, udbrod hun angst; du maa ikke
sige det. Der er ingen Grund til at tro det. Du vil
endnu faa leve mange Aar; Gud kan ikke ville tage dig
fra mig.
— Det er bare Tanken paa at stulle forlade dig,
min Ven, som ængster mig. For uden mig vil du blive
meget ensom. Jeg har ofte været ængstelig for at jeg
stulde miste dig, at du stulde fatte Ajærlighed til en
Mand; nu stulde jeg onste, at jeg kunde overgive dig til
en A3gtefcelles Gmhu; da vilde jeg saa let kunne do.
Hun nslte lidt. Hjertet bankede, og Haanden som
holdt det dyrebare Brev stjalv. Acmste det vilde glæde
ham at faa vide, at der var en hvis Hjertens Gnste det
var at drage Gmsorg for hende, og dog nolte hun —
nslte, fordi hendes Hemmelighed var ny og dyrebar, og
fordi hun var bange for, at Efterretningen kunde ophidse
den syge for meget. Hans starpe Faderoie saa dog der
var noget som hun gjemte for ham.
— Har du noget at fortælle mig, mit Barn? Dit
Ansigt straaler. Hvis det er en Glæde jeg kan dele med
dig, saa fortæl mig den hurtig, for Tiden er kort.
Hanna faldt paa Ance ved Tiden af Hengen, lagde
sit varme Aind ind til Farens kolde Hacmd og fortalte
ham alt. Gsborne Thrale lyttede undrende; men da han
saa den dybe Ajærlighed som talte ud af Datterens Stemme
og Grd, folte han sig glad og tryg for hende.
— Jeg kjender ham bare af Gmtale, men naar
han har vundet din Ajærlighed, mit Barn, tror jeg ogsaa
at han er dig værd, og han lagde sin Hacmd kjærtegnende
Dm altid hengivne
Tom wyndham.
URD
paa hendes Hode. Jeg vil gjerne tale med ham for jeg
dor, og han vil nok komme, haaber jeg.
— Ja, det vil han med Glæde, Oapa, svarte Hanna.
Han vilde saa gjerne talt med dig igaaraftes. Aa, men
du er ikke saa daarlig som du siger; jeg kan ikke og vil
ikke tro, at du stal forlade mig.
— Der er noget som siger mig, at Opløsningen er
forhaanden, sagde Gsborne Thrale, og jeg er glad, fordi
striden snart er tilende.
Alen stjont han talte med dyb Gverbevisning, troede
ikke Hanna, at Dødssieblikket var nær. Tcegen som havde
været der om Morgenen, havde nok fundet Tilstanden
betænkelig, men ikke haablos, og selv syntes Hanna at
Faren heller saa bedre end værre ud.
— Du vil seude Bud efter ham straks, ikke sandt,
Hanna; for der er ingen Tid at spilde. Jaften eller senest
imorgen tidlig tænker jeg alt vil være forbi.
— Aa Far, Far, hvordan kan du snakke om at
forlade mig ! Jeg kan ikke og vil ikke tro det; andre har
saa mange kjære, jeg har bare dig ! Aa, bed Gud, at
jeg maa beholde dig lidt længere!
Gsborne Thrale rystede paa Hodet.
— Jeg er udslidt Barn, og for den trcette er Hvilen
sod. Jeg har i den sidste Tid tabt Interessen for de
Ting som horer dette Tiv til, og higer mod det ukjendte.
Det er besynderligt at Tyset kommer mod Aftenen. Mangt
og meget som for er forekommet mig uforstaaeligt, ligger
nu for mig i det klareste Dagslys, og min Tro, som er
blevet rystet under Tivets Sorger og Aampe, staar nu fast
og sikker. Horer du paa mig, Hanna? Det er en dsende
Mands Vidnesbyrd, og jeg onster at du baade stal hore
og forståa mig.
— Jeg horer paa dig, Aapa, svarte hun med graad
kvalt Stemme.
— Der er mange falste Tcerdomme i vore Dage, mit
Barn, vedblev den syge hoitidelig; men der er bare et
Evangelium og en sand Gud, som kan frelse os paa den
yderste Dag. Jeg har førsogt at gjore hans Vilje, og
stjont jeg ikke har formaaet det helt, saa er jeg dog
ikke bange.
— Aa nei, det behover du ikke at være. Far, raabte
Hanna; der er ingen saa god som du. Tænk paa, hvor
god du har været mod andre, hvorledes du har ofret hele
dit Tiv for at tjene andre.
— Jeg har kun udrettet lidt; et Mennesteverk bliver
lidet og usselt i Evighedens Tys. Tov mig, Hanna,
at hvad din Tod end bliver, hvad du end stal gjennemgaa,
saa vil du holde fast ved den Tro som jeg har førsogt
at lære dig; den vil i alle Storme yde dig sikkert Ty.
Da han havde sagt dette, lukkede han Ginene; hans
Arcefter var udtomte.
— Herren er god og barmhjertig, Horte Hanna ham
hviske; det var hans sidste Grd; thi den Nat sov han ind.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
