Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 19. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 28. „Det maa hindres”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
?^
sborne Chrale blev savnet meget, og mange
samledes om hans Baare da den sortes til det
sidste Hvilested. Foruden Datteren var der kun
en s>Kegtning tilstede, — Fcrtter Hubert Thrale,
der var meget vclstaaende og boede i en af de
mest fashionable Avarterer i Aensington. Det
var en skarp, men dygtig Mand; hans Væsen var lidt
barstt, men ikke uvenligt, og han svntes synd i Hanna,
som nu stod saa ene og forladt i Verden. Da de kjsrte
sammen fra Begravelsen maatte han beundre hendes
selvbeherskelse, samtidig som han havde inderlig ondt af
hende. Han vilde ikke plage hende med 3>psrsmaal eller
Raad; men da de nærmede sig hendes Hjem, kunde han
ikke andet end sige: Hvad tænker du nu at gjore, kjcrre
Hanna? Jeg tror det er bedst, at du folger med mig
hjem. Jeg stal vente paa dig, til du har pakket sammen
de nødvendigste smaating.
— Mange Tak, Gnkel, men det kan jeg ikke, svarte
hun stille.
— Hvorfor ikke? Din Tante er enig med mig.
Vi talte om det imorges. Jeg vil gjerne gjore noget
for dig; din Far satte jeg stor pris paa, det var en dygtig
og god Mand, stjønt han havde slige besynderlige Ideer.
Jeg synes du stulde folge med mig.
— Nei Tak, Onkel Hubert, jeg kan ikke det. Jeg
vil blive her for det første.
— Men hvorledes skal det gaa an; du er jo ganske alene;
det vilde ikke engang være passende.
Hanna smilte lidt.
— Vi er ikke bundet af konventionelle Hensyn her i
Westminster Bridge Road, og desuden er jeg blandt Venner,
de eneste Venner jeg har i Verden. Ve vil tage sig af
mig, saa du behsver ikke at ængste dig for mig, Onkel.
— Nu ja, men hvorledes stal du kunne erncere dig?
der er da vist ingen penge — — —
— Nei, det er der ikke. Men du glemmer, at jeg
er vant til at tjene mit Brod selv. paa Mandag vil jeg
gjenoptage Undervisningen.
Onkel Hubert saa bedrsvet ud; men hemmelig maatte
han beundre den rolige, sikre Maade hvorpaa hun talte;
han tænkte vaa, hvor hjælpelsse hans egne Dstre vilde
være i en lignende situation, og onskede inderlig at kunne
være hende til nogen Hjælp.
— Du er en kjcrk pige, min kjære Hanna, og maaste
jeg ikke bor trcenge videre ind vaa dig idag; men jeg kan
ikke udholde den Tanke at du stal leve saa ene og forladt.
Det var alt sammen bra nok, saa længe du havde din
Far, og han havde dig, ingen havde Ret til at trcenge
sig ind mellem eder, men nu er det anderledes. Din Tante
og jeg vil bessge dig en af de første Dage, saa skal vi
tales ved. Jeg tror du vilde trives mellem dine Ausiner,
og du kan vide; at en mer eller mindre i et saa stort
Hus som vort ingen Forstjel gjor.
— Det er meget venligt af dig at tage del vaa den
Maade, sagde Hanna og saa taknemmelig op paa ham.
Men jeg tror neppe det vilde være heldigt for mig. Jeg
bor blive ved mit Arbeide; men din Venlighed har gjort
wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie 5. swan.
„Det maa hindres"
28de Kapitel.
(Forts.)
mig godt. Onkel Hubert, og jeg vil altid med Tak mindes
dit Tilbud.
URD
Han førsogte fiere Argumenter, men det lykkedes ham
ikke at overtale hende; han maatte lade hende blive tilbage
i de sniaa, triste Værelser, og Erindringen om hendes
blege, bedrsvede Ansigt forfulgte ham hele Dagen og
odelagde Middagen for ham.
Hanna var glad ved at saa være alene. Hun folte
sig saa ensom og forladt; hun ssrgede ikke blot for den
døde, men ogsaa for den levende. Til Tom havde hun
straks sendt en liden Billet med Underretning om Farens
pludselige Død; men intet svar var kommet. Denne
uventede Taushed smertede hende dybt. Hun sad med
Hodet ststtet i Hænderne og lyttede til Regnets monotone :
Dryp, dryp, da der bankede paa Doren. Hun Horte det
var Joyce, og havde mest Tyst til ikke at aabne, men
gjorde det dog.
— Jeg vidste du var her gcmste alene, Hanna, og
at du kanske ikke brod dig om at blive førstyrret; men
jeg maatte gaa til dig. Du har ikke godt af at sidde
alene, og her er koldt. Vil du ikke komme op til Fru
Hemmings og mig lidt?
’ — Nei Tak, Joyce, jeg trcenger til at være lidt
alene, og jeg synes ikke her er koldt.
— saa vil du kanske helst, at jeg stal gaa, sagde
Joyce nolende og saa længselsfuldt paa Hanna.
— Aa, det er egenkjærligt af mig at stcenge mig
inde med min sorg. Nei, kom bare ind og luk Doren.
Du kan gjerne komme, men Fru Hemmings vilde tale
mere end jeg kunde holde ud at hore paa taften. — Her
er saa ensomt, saa strækkelig ensomt.
— Ja, ja, sagde Joyce stille. Men scet dig nu ned,
og lad mig tage af dig dine vaade stsvler. saa stal
jeg tænde op i Aaminen og koge dig en Aop The. Det
vil gjore dig godt. Aa Hanna, hvor kold du er! Det
gjor mig rent ondt at se dig slig. Venindens Nedtrykthed
og Hjælpelsshed vakte Joyces Lnergi, og Hanna saa
taknemmelig og forundret paa hende. Hun var saa rast
i sine Bevcrgelser og saa saa lys og glad ud, idet hun
stellede istand Theen og førsogte at gjore alt saa lunt og
koseligt som muligt.
— Hvor snil du er, sagde Hanna varmt og trak sin
stol hen til Aaminen. Gid din Mor kunde se dig nu.
Joyce vendte sig bort.
— Har du faat noget at gjore? spurte Hanna, da
der ikke kom noget s>var. Jeg har været saa optaget af
mine egne borger, at jeg ganske har glemt andres; men
nu er det paa Tide at vaagne. Jeg haaber du har
faat Plads?
— Nei, svarte Joyce i en haablos Tone, det ser ud
som om der ikke er plads for mig i Verden. Jeg ved
ikke hvad der stal blive af mig.
— Du har den ene Udvei, sagde Hanna, en Dsr
er aaben.
— Den er ikke aaben, sagde Joyce kort; den er
lukket for mig; de har lukket mig ude for altid.
— Hys Joyce, du snakker om det som du ikke
kjender til.
— Jeg snakker om det jeg ved, svarte Joyce. De
har ikke gjort det mindste Forsog paa at se mig, og derved
har de vist, at de har førstsdt mig. Havde de savnet mig
bare en Tiendedel saa meget som du troede, havde jeg nu
været hjemme. Men jeg gaar ikke hjem og tigger om
Barmhjertighed.
Hanna Horte bedrovet paa disse Ord. De kunde ikke
lade hende i Tvil om, at Joyces sind endnu var haardt,
og at hun ikke erkjendte sin Uret mod Forceldrene.
— Jeg kan ikke være enig med dig, kjære Joyee;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
