Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 12. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 32. Den bitre Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et havde været en lang og trcettende Dag for
Vobbie Dane. For første Gang paa mange
Uger havde ikke en eneste kiget indom til ham,
og da Alokken blev fire om Eftermiddagen,
var han rigtig ude af Humor og undrede sig
over, hvor Joyce og Hanna vel kunde være.
Det var sjelden en hel Dag gik, uden at en af dem kom
indom og fagde ham et Oar Grd.
Ndt over fire stak Hanna sit lyse Hode ind ad Doren.
— Halloi Vobbie, saa ganste alene og intet Tys tændt!
5kal jeg tamde for dig?
— Ja gid du vilde, og gid du vilde sidde lidt hos
mig I Det har været slig en lang Dag, sagde Gutten sorg
modig. Hvor har du været i hele Dag? jeg har ikke set
et Av siden Middagen blev bragt op.
— Jeg har været ude i hele Dag, Vobbie. Hvor
tænker du jeg har været i Eftermiddag?
Hos mine rige slcegtninge.
— Ja saa, sagde Vobbie interessert. Hos den rige
Mand som bor i Aueen’s gate?
— Ja netop hos ham, svarte Hanna. Gg ved du
hvad? Tænk, de vil at jeg stal komme og bo hos dem
bestandig.
— Men du vil Ikke; vil du vel?
— Nei, jeg tror ikke det; kanste en Htund, — de
var svcert venlige mod mig.
— Det var hyggeligt. Det er saa morsomt naar
Folk er venlige, og alle burde være venlige mod dig nu
Hanna, sagde Gutten og saa medfolende paa hende. —
Hvor er Joyce idag? Jeg førstaar ikke hvor hun er
blevet af; hun pleier altid at sidde lange stunder hos mig,
og idag stulde hun slet ikke ud, sagde hun.
Hanna stelte med Tampen, og det varte nogle Mi
nuter, forinden hun svarte. Hun ledte efter Grd, for saa
staansomt som muligt at forberede Vobbie paa den For
andring som maatte komme.
— Joyce blev hentet bort i stor Hast imorges, Vobbie;
det gik saa fort at hun ikke fik sagt Farvel til nogen af
os. Hendes Far kom og tog hende med sig.
— Hendes Far? gjentog Gutten med store, forun
drede Gine. Aa, jeg som troede, at hun ganste havde
opgivet dem nu og bare tilhsrte os; Philip har sagt det.
— Ja, ser du, vore Forcrldre har nu det første Arcw
paa os; ikke sandt Vobbie? Gg den stakkars Fru U)ynd
ham er syg. Tænk hvor ondt det har været for hende
ikke at have Datteren om sig, mens hun har været daarlig.
Tror du ikke det var Joyces Aligt at gaa til hende?
— Jo, det var vel det, svarte han, og drog lidt paa
det. pligten er sjelden behagelig; det siger Philip. Aa
ja, jeg tænker Joyce kommer tilbage saa fort hun kan. —
Men jeg stjønner ikke, hvorfor hun ikke sagde Farvel til
mig; det var ikke pent af hende.
— Hun sik ikke Tid; Hendes Far hentede hende med
Vogn, og jeg saa de Horte bort sammen.
— Gad vide, hvad Philip vil sige. Jeg tror ikke
han vil synes om det, sagde Bobbie betænkelig. Jeg vil
i 32te Rapitel.
Jen bitre Sandhed
Wyndhams Datter.
Ln Historie fra vore Vage.
Af Annie 3. swan.
(Forts.)
fortælle dig en stor Hemmelighed, Hanna, for jeg ved, du
ikke vil sige det til nogen, vi stal stytte ud paa Tandet
og bo i et lidet Hus sammen, Philip, Joyce og jeg; og
Joyce vil stelle Huset for os; det siger Philip.
— Det vil jo blive hyggeligt, sagde Hanna, men
Joyce maa naturligvis blive hos sin stakkars Mor, til
hun er blevet frist.
— Hun maa kanste det, sagde Bobbie med et suk.
Jeg liker ikke dette; sig mig, tror du ogsaa det er sikkert,
at hun kommer tilbage?
— Vi kan ikke være ganste visse vaa noget her i
Verden, ved du. Hanna afspiste ham med denne Bemerk
ning; hun turde endnu ikke fortælle, at der var meget liden
sansynlighed for at Joyce nogensinde kom igjen. Jeg
er lidt jaloux vaa Joyce, Bobbie. Huster du, at du for
likte mig bedst næst efter Philip, og nu er det bare Joyce.
— Ja, hun er saa frygtelig snil, ser du, og hun
kan saa mange Historier og bliver aldrig kjed af at fortælle.
— Jeg faar vist skrive en Historie for dig, Bobbie.
Men kunde du ikke gjore det selv ? Jo, det var en glim
rende Ide! Jeg stal bringe dig en pen Rotiesbog med
rode Aanter og blaa Tinjer og en vakker Blyant, saa
striver du en Historie, ikke sandt?
— Jo kanste, ialfald kunde jeg strive ned en af dem
Joyce har fortalt mig. Hvor længe tror du det vil vare,
forinden hun kommer tilbage?
— Jeg ved ikke ; hendes Mor har været syg længe,
og hun bliver vel ikke frist med en Gang.
— Aa nei, men hun vil da vel komme og bessge os,
bare for en halv Times Tid. Tror du ikke det?
— Jeg tænker nok det. Nu har jeg gjort op Varme
og sat Ajedlen over, saa nu maa jeg stelle lidt hos Fru
Hemmings. Din Bror vil straks komme, Alokken er
næsten 5.
— Han vil blive frygtelig stuffet, naar han horer
Joyce er borte. Men saa ulykkelig over det som jeg er,
kan han jo ikke blive, for han kan gaa ud naar han vil,
mens jeg maa sidde her og bare vente. Gid hun ikke
vilde blive længe vcek! Men bliver hun det, sender jeg
Philip afsted med Vogn efter hende.
Hanna maatte smile, idet hun, mens hun gik om og
ordnede i Værelset, lyttede til hans Grd. Hun styndte
sig, da hun nsdig vilde træffe Philip. Hun var siet ikke
vis paa, hvordan han vilde opfatte den Del hun havde
i Dagens Begivenhed. Imidlertid var hun forberedt paa
at førsvare sig, og sik ogsaa Anledning til det inden Afte
nen var tilende.
URb
Alokken kunde være omtrent ?. Hanna sad med en
Bog i Haanden og førsøgte at læse. Der hørtes en hurtig,
utaalmodig Banken paa Doren, og ind traadte Philip
Dane. Han, der ellers var Hofligheden selv, stormede
idag ind uden nogen Hilsen eller Undskyldning og busede
bare ud:
— saa de har taget hende bort? Du kjender vel
til det; hvad stal det betyde?
— Jeg haaber, svarte Hanna rolig, at det betyder
at hun nu bliver hjemme. Det vilde være det bedste baade
for hende og for os.
— Du mener, at hendes Giftermaal med mig vilde
være en Ulykke? sagde han med stjærende Bitterhed. 3>ig
mig, staar du bag dette, Hanna? Jeg skulde næsten
tro det.
— Ja jeg gjor, svarte Hanna aabent, og jeg ved
ogsaa, hvorfor jeg har gjort det Philip. En udenforstaa
ende ser uhildet paa Tingene, og jeg er vis paa den Dag
vil komme, da baade du og Joyce vil takke mig herfor.
— Hvad har du gjort? spurte han msrk.
— Jeg gik bare til hendes Forceldre og fortalte dem
103
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
