Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 19. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
et er meget smigrende. — Du har vel ikke talt
for meget, Joyce, din Mor taaler det ikke ; hun
har været meget daarlig.
— Jeg horer det, svarte Joyce, men jeg
vidste slet ikke noget om det. — ved Doktor
Ferrars pludselige Indtræden var hun blevet
blussende rod og havde reist sig hurtig. Hun blev frem
deles staaende, forlegen og forvirret, og det gjorde Doktoren
ondt at se hende.
— Hun vil blive frisk nu, du er kommet tilbage,
sagde han muntert. Gg vi vil alle livne op. Min Far
kommer og hilser paa dig imorgen tidlig, tænker jeg, og
stulde han certe dig lidt, saa bryd dig ikke om det.
— Bed ham ikke være haard imod mig, sagde hun
sagte. Jeg taaler ikke stort nu.
— Han stal ikke saa 3ov til at sige et eneste Ord,
hvis du ikke synes om det, sagde han venlig. Derpaa
talte han lidt med patienten, sagde Godaften og gik.
Joyce vilde have foretrukket, at han havde været lidt
anderledes : ikke saa rolig og fornsiet, aldeles som om hin
skjebnesvangre Aften da han friede til hende var bortblæst
af hans Erindring. Han havde nok snart overvundet
enhver Folelse i den Retning, og Joyce undrede sig over
at hun var bedrsvet fordi det var saa. Hun burde jo
være fornoiet.
— Hvad tænker du paa Joyce? spurte hendes Mor,
som saa det dybe Alvor der prcegede sig i hendes Ansigt.
— Aa, ikke paa noget scerlig Mor. Jeg syntes
bare det maatte være godt at have Jack iil 3cege. Han
har et saadant lyst, venligt Væsen.
— Ja du har Ret. Han bringer Tolstin med sig.
— Men du ser trcet ud, kjære Joyce; vil du ikke gaa
tilsengs ?
— Maa jeg sove her hos dig. Mor, sagde hun og
gik hen til sengen. Tror du Far vilde have noget imod
det, bare for en Nat? Jeg har været borte saa længe.
— Nei, det vil han ikke have noget imod; han vil
bare blive glad. Aa, min kjære, kjære Joyce, nu tror
jeg vi endelig førstaar hinanden.
— Alle maa kunne forståa dig, Mor. Du som er
Ajærligheden og Godheden selv; men jeg er saa ond og
haard og egenkjærlig. Nu førstaar jeg det, og jeg er saa
skamfuld, saa skamfuld!
— Tys! lad os ikke snakke om det. Alt det er jo
over nu, du er igjen vor egen kjære lille Oige, ikke sandt?
— Jo jeg haaber det. Men tror du. Far vil være
saadan mod mig som han pleiede i gamle Dage? Jeg
er lidt ræd for ham, og det var jeg aldrig for. Han ser
saa strengt paa mig.
— Men han er ikke vred; din Far er saa glad i
dig. Han var saa ulykkelig, da du reiste fra os. vil
du ikke gaa ned og tale lidt med ham, naar Tom er
gaat tilsengs? Han venter vist paa at faa snakke lidt
med dig.
Joyces eneste s>var var en Hulken. Hun tænkte paa
den Lcenke som bandt hende til det Tiv hun havde forladt,
paa det Tofte hun havde givet, og som nu tyngede paa
hende som Bly. Hvad vilde de vel sige, naar de Horte
hvor siet hun var, og hvorledes kunde det gale hun havde
gjort gjores godt igjen?
wyndhams Datter
En Historie fra vore Vage.
Af Annie 5. 3roan.
(Forts.)
URD
Som hun ventede, fandt hun Faren rogende sin Af
tenpibe, da hun notende og ængstelig traadte ind i Spi
sestuen, lvyndham saa op da Doren aabnedes, og An
sigtet lyste, da han opdagede Datteren. Ingen uden han
selv vidste, hvor meget han havde savnet hende i disse
sire ulykkelige Maaneder.
— Sover din Mor? spurte han, og Stemmen havde
mistet den haarde, kolde Alang som havde gjort Datteren
saa ondt.
— Nei Far, men hun vilde jeg ffulde gaa ned, og
jeg vilde ogsaa selv saa gjerne tale med dig. Maa jeg
faa 3ov til at sove hos Mor i Nat?
— Javist maa du det; det glæder mig, at du vil
det. Du ser selv, det ikke er rart med hende, ikke sandt?
— Jo jeg ser det, svarte Joyce og blev forlegen
staaende, som vilde hun bede om noget, men ikke turde.
Alfred wyndham lagde Merke til det.
— Nu, hvad er det du har paa Hjerte, Joyce? Vi
er meget glade og taknemmelige, fordi vi har dig hjemme,
igjen, og jeg haaber du vil blive hos os?
— Maa jeg faa 3ov at blive? spurte hun ivrig.
— Der er ikke Sporsmaal om Tilladelse eller tkke,
sagde han irritert. Du ved jo, vi ikke sendte dig bort; du
gik af egen fri vilje; heller ikke stcengte vi Doren for dig.
Men du har ikke behandlet os meget hensynsfuldt,
min Ven.
— Aa jeg ved det, og der er mere, en hel Del
mere, end du kjender til. Aanffe du ikke vil lade mig
blive, nåar du faar vide alt; men jeg kan ikke sove, for
inden jeg faar fortalt det.
— Jeg er lutter Gre, kjcrre Joyce, sagde Ivyndham.
— Det som jeg har at fortælle, vil baade saare og be
drsve dig. Aa Far, jeg har ikke bare forladt mit Hjem,
jeg har ogsaa lovet at cegte en Mand som du vist ikke
vil synes om.
— Jeg vil synes om enhver hcrderlig Mand som
ikke stammer sig for at arbeide, naar du er glad i ham,
Joyce; men han maa være crrlig og bra.
- Ja det er han ! udbrod Joyce synlig lettet. Han
er cedel og god, ffjsnt han er Arbeidsmand og fattig.
— Gg du onffer at cegte ham? spurte wyndham
langsomt og lagde fra sig.
— Jeg har lovet det, svarte hun med usikker Stemme.
Gm jeg onffer det, ved jeg ikke.
— Er du glad i ham? Foler du, at du med Glæde
vil leve 3ivet sammen med ham?
— Jeg ved ikke; jeg er bange for at jeg har gjort
et stort Feilgreb. Men jeg har givet mit tofte, ser du.
— Et Tofte — men under hvilke Gmstændigheder?
— Aa, jeg var saa nedtrykt og Ulykkelig, fordi jeg
ikke havde Arbeide, og Fremtiden var saa mork. Saa
var jeg glad ved at blive modt med Sympathi, og han
— han er saa glad i, mig.
— stakkars Fyr! sagde Alfred Wyndham, og Tonen
sagde meget mere end Grdene. Du har i Cankelsshed
bragt Sorg over mange. Jeg haaber, dette bliver dig
en Tcerepenge.
— Jeg er saa ulykkelig, saa ulykkelig! hulkede Joyce;
nu førstaar jeg, at det var den pure Egenkærlighed som
drev mig. Aa, hvorledes kan jeg gjore dette godt igjen?
Oapa, se ikke paa mig med saadanne,alvorlige ogbedrs
vede Gine, du strcemmer mig. Huff, at jeg engang var
din lille som kom til dig med alle sine Sorger; vil
du ikke ogsaa nu hjælpe mig?
Alfred wyndham skjulte Ansigtet et’Oieblik i sine
Hænder, da han saa op, kastede Joyce sig om hans Hals.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
