Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 19. Mars 1898 - L. B.: Om Skjønheden i Hjemmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
et tror jeg ikke! Den kan ligge nede i lange
Tider, og smagen kan svækkes og fordummes;
men 3cengslen vil altid, bevidst eller übevidst,
rsre sig paa Bunden og tilslut bane sig Vei
til Gverfladen. Dette har vi da oplevet og
seet for endel i vor Tid. Gg sker det end,
som altid under Reformernes Tider, med Gverdrivelser
og som Udstag af forvirrede Vegreber, saa kommer der
nok noget godt ud deraf alligevel; og vi haaber, at gamle
Grundtvigs Vrom: „at folkeliggjøre Aunsten uden at scenke
dens Niveau" — maa gaa i Vpfyldelse engang. —
Jeg ffal medtage lidt af et Ztykke, der for en Tid
siden stod i „Verd. Gang" om Arkitektur og Aunstindustri
i Icorge:
„Fsr lagdes der Glæde og 3kjsnhed i hver Ting: Husets Ud
styr, værelsets Tapetsering, hver stol, hvert Vord, hvert Husgeraad;
nu kjøber vi i Butikkerne Fabrikarbeider, reproducerede i tusindvis
efter en Model, til hvilken intetsomhelst Krav er stillet til vakre
Liuier eller harmoniske Farver, vi vcrlger ialmindelighed det. som
er billigst, i bedstefald det sterkeste og mest praktiske (og de som vil
være flotte, det dyreste, det som koster mest i Aroner), og dermed
moblerer vi nogle rædselsfulde teiligheder, ved hvis Indredning
samme cedle Hensyn udelukkende er taget. Og naar saa teiligheden
er pyntet med lidt ekstra 2tas af et antikt Aaklæde, — det horer
nu gierne til — vanvittigt opspigret paa en strekkelig bemalet
lærredsvceg, et var fjerde Klasses Auktionsbilleder i brede Guld
rammer og nogle Dopheides Nipsgjenstande, saa er keiligheden scerdig,
og mange aner ikte engang, at den knnde være anderledes. Ve ved
ikke om, at hvis der var lagt lidt Kunst paa hver Ting, lidt mere
Mmhu i valg af Farve og Former, saa linierne i hver stol og
hvert Vord kuude glæde Giet, — saa Dugen ikke skriger mod Gulv
matten og ikke Lampestjcrrmen mod Dugen; at Dekorationen af
vcegger, Tag og Dore stemmer lidt sammen, saa at det hele staar
i Harmoni; da vilde bare dette stabe mange lune, behagelige stunder
og hjælpe paa Hygge og velbefindende mangen god Gang, som nu
gaar hen i Nervssitet og Uro paa Grund af denne stjærende vild
rede rundt om os. Beboerne aner de,t, som sagt, ikke selv. Og
hvordan stulde de ane det! Der skrives og diskuteres jo nok om
de rene Kunstarter, om kiteratur, Konserter, Malerier og Theater;
men faa er de, som taler om disse Ting. Der er faa, som fortcrller,
at Kunsten, naar den faar knytte sig til det daglige 3iv og sige ind
i alt, bliver til Nydelse, Hygge og Glæde paa en meget mere intim
Maade end før. At Kunsten da ikke bliver en Luksusblomst til kyst
for nogle Udvalgte, ikke bare ydre Forsiringer og Vynt paa sam
fundsbygningen, men et bærende ked i Konstruktionen .... Naar
Interessen først blev vakt for disse Ting, vilde der hos Ungdommen
gjøre sig gjældende større skje»nhedskrao ogsaa i vor Tid. Der vilde
vaagne en Kritik over det nuværende, over alt det rædselsfulde
Dusinarbeide, som brydes i alle Genre, og ogsaa over den missor
staaede Maade at benytte gammel norsk stil. at optage den raa uden
førstaaelsesfuld Bearbeidelse for vor Tids smag og Brug".
Gg saa lidt specielt om Farverne.
3)et kunde vel ikke før førstaaes saaledes, at jeg
mente, at saakaldt „simpel smag" stulde ytre sig ved
sterke, grelle Farver? det var isaafald galt udtrykt. Efter
min Gpfatning: so klarere en Farve er, desto vakrere;
men den maa passe der, den anvendes ; og man stal være
førsigtig med at stille for sterke Farver ved Tiden af hver«
andre. Er f. Eks. et Vordtceppe kirsebcerrodt med brun
gule Monstre, vilde det vel jkke se saa godt ud, om Trcekket
paa stolene var karmoisinrodt, Ouder og Tcepper i rene
gronne eller blaa Hvis man selv udforer
sine Broderier og Dekorationsarbejder, var det jo let nok
at holde sig inden en vis Grundtone i Farverne saaledes,
at alt kunde harmonere med Ttolebetrækket, Gulvtceppet
osv.; en Forcering er en anden s>ag; den faar man an
bringe, som man har Hjerte til!
s>aavidt jeg førstaar, er Gerh. Munthes Farvesam
menstillinger i hans ejendommelige Eventyrmsnstre (n<rrmest
for Villedvcev til Aaklæder o. lign. kanske) meget smukke.
Vm Skjonheden i Hjemmet.
URD
Han er ikke bange for at sætte sterke Farver ved s>iden
af hverandre, — noget eget umiddelbart, forekommer det
mig; og dog virker det hele naturlig, harmonist og stem
ningsfuldt.
Andreas Aubert opfordrer os til at bruge vor skjsnne
Fantasi — „vor egen Forestillingskreds og førsoge at stabe
nye Ideer og ikke altid gaa Antikkens, Gothikkens og
Renaissancens optrukkede Veie, — men til vore Broderi
monstre førsoge at benytte vor egen plantevekst f. Eks."
Ja — Blomsten! Livets hoieste Forherligelse i sin
stjønne, festlige Farvepragt — den er nok vcvrd at efter»
ligne og endda bedre: at eies! en stjønnere pryd sindes
neppe for vore Ttuer.
Herved maa jeg huste paa, hvad en danst Dame
engang sagde til mig: „Jeg bedømmer altid Folks Dan
nelse efter deres Urtepotter" — en original og kanste
temmelig übefsiet Maade at være psykolog paa; — men
jeg maa allid siden tænke derpaa. Man elster vel Blom
sten for dens egen s>kyld ; kan vel Rosen, Tillien eller
pelagonien blive smukkere ved at staa i en fin Blomster
potte? Gg alligevel kan en vakker Arukke eller Urne
gjore stor Nytte og pynte meget i et Værelse; — en
Bregne eller Bladplante tager sig jo deilig ud i en smuk
Urne!
Alen at give Regler for et smukt udstyret Hjeni
er en vanstelig sag, — kan vist neppe gjøres. Alt det
ydre maa afhcenge af okonomiste Forhold og Vilkaar,
dernæst af den individuelle smag og synsmaade.
Vi Avinder er „Hjemmets Bcerere", hedder det. 3ad
os da gjore alt, hvad der staar i vor Magt, for at hcrvde
vor Plads i sandhed — enten saa Zkjcebnen hae givet
os at dele dette Hjem med en Mand, med Forceldre, med
en soster eller med — ingen.
„Avindens Aald er at besjæle, førstjønne og forædle
det huslige 3iv" — og „Hjemmet er Avindens «Meste
og rigeste Virkekreds", hedder det videre.
Mon alle er enige — — — —?
Aanste sinder nogle, at det er en forceldet Anskuelse,
der ikke passer i vor Tid, da Arbeidet for Avindens
selvstændighed har fremkaldt saa mange for ukjendte
Tanker og Folelser, stukket ud saa mange nye Veie for os.
Men — om det saa er Eventyrdigteren, siger han:
„Alt paa sin rette Plads!"
Hvor den gifte Avinde har sil egentlige Aald, kan
der vel ingen delte Meninger være om; og den ugifte —
i hvilken stilling hun end besinder sig — er glad i sit
Hjem, dette Fredens Asyl, hvor baade Legeme og Aand
kan hvile ud. At der gives dem, og kanste mange, for
hvem det er en Hvile at komme ud fra de hjemlige For
hold, det ved vi desvcerre.
ligesom Mennestet er den stjønneste skabning i Na
turen — „den guddommelige Tanke selv i dens Helhed
og Almindelighed" — saaledes, tror jeg, man tor sige
om Avinden i Hjemmet.
Gg ikke alene den gifte Avinde.
Naturen har nedlagt i de allerfleste af os Moder
folelsen — Trangen til at yde Ajærlighed, Trangen til
at bestytte og drage Gmsorg for vore Medskabninger —
var det saa bare en Aat! Vi har sikkerlig faaet denne
stjønne Fslelse i langt høiere Grad end Manden, der af
gammel Hævd mere horer samfundet og det offentlige
Liv til. (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
