Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 2. April 1898 - Ester: Februarbetragtninger. Brev fra Fjeldbygden - Et Ord i Tjenestepigespørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lands mange solforladte Vale, om Elektrisiteten blev taget ogsaa
paa den Maade i folkeoplysningens Tjeneste.
Store Ting vilde der opnaaes, det er uimodsigeligt. — (Ng det
ikke i fysisk lienseende bare; med den videre Horizont skulde man
kunne vente, at der vilde følge videre Syn paa Tingene, Interesse
udover de nccrmeste Agre; det vilde ikke vere saa lidet det, der
hvor Levereglerne er stygt islegt med: „Trold ver dig selv nok!"
— Det er ikke givet alle hertillands i vuggegave, det vi kalder
Fedrelandssind, maa du tro. —
— Familieinteresser er der nok af, Bygdeinteresser, ja det med,
men Interesse for det heles vel, Tanke for dem der hinsides Fjeldet,
eller endda urimeligere, for hvad der kan give et Areal saa stort
som fra den til 58de Vreddegrad, ved du hvad, det maa man
lede en Stnnd efter.
Derfor er det jeg vil have ind et elektrisk Vatten her og der.
vi skal ikke skjemme vort naturskjsnne Land for det. Langt i
fta; - „De gamle Fjell i Syningjom", dem ml vi nok ikke af
med. — Der blir ogsaa nok af dem igjen til at fryde os ved, om
vi end la’r det ramle lidt af og til. —
Min visdom angaaende Fædrelandssindet stal du ikte knipse
med Fingrene ad; den har jeg bekommet paa Erfaringens knudrede
Fjeldveie.
— Du forståa!- dct nok, naar jeg fortæller dig, at vi i sin Tid
har strevet med Forsv.rrssagen heroppe ogsaa. — Jeg vil forresten ikke
skjere alle over en Ram heller, thi hint Aar, da Drolsum lastede
sine første vækkende ud over Landet, var her virkelig
enkelte baade Kvinder og Mænd af Folket, der, modige nok til at
hceve sig over Vygdesnakket, straks med Interesse tog Del i det
aktuelle Arbeide sor Foisvarssagen,
Men dette første Arbeide: Husbessg til Indsamling af penge
eller Naturalia var i Sandhed at ligne med Spadetag i Nylendet,
rigtig lidt af et Rydningsarbejde.
Der var da mangesteds ikke fjerneste Forstaaelse af Sagens
Realitet.
Gang paa Gang maatte jeg lofte Stueveggen for dem i Haab
om at skaffe et lidet Ud kit til Fedrelandet, delte vakre Landet, Gud
har givet os, og pligterne mod det, og til Slut <aa fik jeg ogsaa
nogle Navne paa min Liste. —
Du husker Rnut Raase, den lille Uhrmageren. han maatte ogsaa
til. — Lidt paaholden gaar han for at være; men det viste sig,
som jeg tenkte, at han dog havde Hjertet paa det rette Sted.
Ingebjsrg, den staute Enken paa Thorshaug, hører ogsaa til
dine bekjendte heroppe, hvis jeg ikke husker feil,
Historien om mine üblodige Indhug paa dem, dengang „For
svarssagskrigen" raset som strieste, stal du faa en anden Gang, hvis
du bryr dig derom. —
EtGrdiTjenestepigesporgsmaalet.
et j)ar af de Udtalelser, som er fremkommet i
denne saa aktuelle sag, er det som Botemiddel
mod det utilfredstillende i Tjenestepigernes For
hold anbefalet Husmsdrene at omgaaes sine
f)iger paa en venlig og hensynsfuld Maade, drage
mere Gmsorg for deres Ve og Vel, behandle dem „som
en af sine" — saa bliv de nok brave.
saa langt fra den Tro, at gigerne nu for Tiden
med Rette har noget at beklage sig over i saa Henseende
og med endnu mindre Tro paa dette Botemiddels Virknin
ger, er jeg af den Formening, at der er dcegget vel meget
for gigerne, og at Husmsdrenes Feil er at soge paa ganste
andre Felter end det oven antydede.
sagen er den, at man ialmindelighed gjor sig altfor
afhcengig af sine Tjenestepiger. Visse stal og maa forståa
og kunne alt, fordi Husmodrene selv intet kan eller vil
gjore. Raar en ung Dame i vore Vage stal gifte sig
og sætte Hus, gaar hun kanste nogle Uger iforveien hen
i en spiseforretning eller paa et Hotel — i Hjemmet har
hun neppe nogengang sat sin Fod i Ajokkenet eller taget
Haand med i Husets Gjerning — lærer kanste at kjende
Forstjel paa Gkse- og Faarekjsd, brette servietter og
anrette en Vel sinere sager, som man kun har Brug for
Din Ester.
NR?
til Selstad, og gaar saa trøstig til sit Husmoderkald, sikker
paa, at klamma nok staffer hende en flink j)ige. En
fiink j)ige ja, som kan baade kjobe ind og lave Maden
og overtage hele Husets stel; for selv har Fruen liden
Indsigt og Erfaring i de hele og endnu mindre lyst til
at erhverve sig den. Tid har hun hellerikke dertil; hun
har jo sit Aiano, sit stafeli, sine Veninder og Foreninger,
sine visitter og Butikindkjøb og mange andre langt vigtigere
og interessantere Gjsremaal end det at stjstte sit Hus og
sin Husholdning. Det faar Oigen besorge. Men Oiger,
som kan overlades dette og virkelig førstaar sine Ting,
vokser ikke paa Trcer, som man siger, og har man faaet
en saadan, saa maa hun aflonnes og behandles paa en
Maade, som mangen Gouvernante kunde misunde hende.
Med snar Forstaaelse af Fruens Ukyndighed og Magelighed
og i Vevistheden om sin egen Uundværlighed stiller en
saadan Aige altid stivere og stivere Fordringer og lægger
sig til et vcesen og en Gptræden, som man kan vente
det af Mennesker paa hendes Dannelsestrin. Men Fruen
sirer og sirer, taaler Næsvishederne, lægger paa Tonnen,
sger Friheden og Medhjælpen, syr hende stadig nye Auder
under Armene, indtil alle Muligheders Grændse er naaet
— og saa stytter hun.
En saadan j)ige gjor alle Nabolagets Oiger gale
og er naturligvis umulig i et Hus, hvor Husmoderen er,
hvad hun stal være, har Rede baade paa, hvad hun har,
og hvad der bliver borte. Rede paa, hvad der stal og bor
gaa til saavel af det ene som af det andet, og efter gammel
god skik og Grden holder sine sager under laas og
lukke. Ja, jeg ved nok, at man nu for Tiden vil slaa
Hænderne sammen over dette „under laas og lukke";
tænk at laase Spisekammer Alædes, linneds- og Tslvstab
for Oigen — bevares, hvilken Fornærmelse ! Men maa
jeg saa sporge, hvorfor har man da laasfcerdige skuffer
og 5kåbe? Hvorfor ikke ogsaa lade Gjemmerne for sine
Aenge og pretiosa staa aabne for Oigen? Det ene er
jo værdier som det andet, og hvad kjender jeg til den
Oige jeg faar?
Nei det horer nok til sjeldenhederne nu, at man
laaser for sine Ting, men saa hcender det jo ogsaa, at
jDigen bruger Fruens Ttrsmper og andet Undertoi og gaar
paa Val i hendes sko; det hcrnder, at man en vakker
Dag opdager, at man kun har Hacmdklæder istedenfor
2H, og at man af den Fuglesteg eller laks, som var igjen
fra forrige Dags Middag, og som man havde tænkt at
scelte ind tilaftens, kun sinder skind og Ven. Men spørg
efter eller paatal noget, saa er Hundrede og et ude —
frygtelig Forncermelse: „Tror kanste Fruen jeg stjæler" —
„jeg maa da faa spise det jeg behsver" — „aa de Vitene
tog jeg rigtig til Mellemmiddag" o. s. v.
Dette med Maden har nu en anden side ogsaa. Jeg
kan aldeles ikke sinde det appetitligt, at Oigen med fri
Adgang til at spise, hvad hun vil, og naar hun vil, stal
rode i mit smsr eller befingre min Vst — ikke paa nogen
Maade sinde det nødvendigt eller billigt, at jeg stal fylde
hendes Mave netop med de 3ager, jeg kjøber for min
egen Mund. En Tmagebid er det rimeligt, hun faar,
men hun bor ikke kunne forlange at spise sig mcet paa
Gaasesteg eller laks for Eksempel.
Men Tendensen gaar jo nu — og har længe gaaet
— i Retning af at jevnstille Herstab og Tjenere, og naar
saa Herstabet selv hjælper til at udviste alle gamle og
naturlige Grændser og hverken tor eller vil hcevde sin Ret
og sin Autoritet, hvordan kan man da vente Respekt og
Disiplin?
lidt strammere Tsiler, tror jeg, vilde være baade mere
paakrcrvet og virksommere end den anbefalede storre Hen
synstagen og venlighed. Ikke saa at forståa, at man
139
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
