Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 9. April 1898 - „Marie”: Paa Bænken under Hængebirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
været hendes eneste s>elstab. Hun havde stridt og arbeidet,
haabet og lidt i stille Taalmod; men nu var hun trcrt,
trcrt til Døden, og med flov Fortvivlelse gjentog hun for
sig selv i „Hvad skal jeg gjore? — Hvad stal jeg gribe
til? — Det nytter ikke at hore efter Arbeide, aa nei, —-
det nytter ikke, for hvad jeg end begynder paa, saa vil
det ikke gaa".
En stsi paa Gaden rev hende ud af hendes haablose
Grublen. Hun aabnede vinduet og saa op mod den
stjernebesaaede Himmel, og i det samme for et stjerneskud
hen gjennem og tabte sig i Rummets Uende
lighed.
Med et s>mil, der dirrede mellem Graad og 3alter,
kom hun til at tænke paa, hvor tillidsfuldt hun som liden
pige havde fæstet 3id til den paastand, at ethvert Onste,
der blev udtalt, inden stjerneskuddet var førsvundet, ufejl
barligt vilde gaa i Opfyldelse. Og det havde jo vist sig, at
denne Tro eller Overtro holdt stik; thi den nye Dukke eller
Billedbog, som havde været hendes Onstes Maal, var
aldrig udebleven, om det end stundom havde varet lidt
lcrnge, inden den indfandt sig.
„Aa,*Herregud, — hvor fjernt alt dette synes mig
nu", tænkte hun. „Hvis jeg nu skulde snste mig noget
med den samme.barnlige Tro paa Bsnhørelse, hvad skulde
det da være? — Rigdom eller — kanhcende
var det bedst at onske sig — V s den"?
Et nyt stjerneskud, der brod frem, idet hun halvt
lydeligt udtalte det sidste Ord, gav ligesom hendes valg
Ttadfæstelse. Ven mystiske Forbindelse, der ofte finder sted
mellem Naturen og det menneskelige sind, ovede pludselig
sin Indflydelse paa hende og fremmanede en sælsom Uro
i hendes Indre.
Dsl?
var det da saa vist, at hun vilde hilse Døden son:
en ven og Befrier, naar den uafviselige Budbringer ban
kede paa og lagde sit kolde, klamme Greb om hendes
Hjerte, indtil det ophsrte at slaa?
En bcrvende Angst, der var nær beslcrgtet med Dødens
Gru, drev hende rastlsst hid og did i værelset, indtil hun
grebes af en uimodstaaelig Higen efter at komme ud i det
fri, bort fra det trange, morke Rum, hvor hun havde
grædt saa mange bitre Taarer.
Hun kastede et Uldschawl over Hovedet — Hat og
Aaabe var forlcrngst havnede i tacmeindretningen,’ — og
listede sig ned af Trappen. Det led henimod Morgen;
men endnu var det stille og folketomt i Gaderne, og
hendes eksalterede stemning lod hende desuden glemme,
at hun boede i et strsg, hvor hun var omgivet af „By
ens Vcrrme".
I tsbet af Tommeren havde hendes eneste Adspre
delse været, at hun ved Aftenstid gik op i slotsparken.
Her tyede hun som oftest hen til en Bcrnk, der stod lidt
afsides, halvt skjult af en hvidstammet Hængebirk, som
speilede sine gratisst vuggende Grene i Dammen, hvor
kvanerne henlevede sit idylliske Tommerliv.
Der kunde hun sidde Time efter Time og fortabe sig
i Beskuelsen af de Vorn, som legede i Nærheden. Det
faldt hende ikke ind at tale til dem; dertil var hun altfor
sky og tilbageholdende. Men maaste var der noget übe
vidst bedende i hendes Blik og smil, som eiede en vis
Tiltrækningskraft for de smaa; thi nu og da kunde det
hcrnde, at en af dem kom hen til hende, lagde Armene i
hendes Fang og saa hende op i Ansigtet med barnlig
Frimodighed, idet „Tmaaen" ganske uaenert aabnede Tam
talen med et interesseret: „Aa heter Du da"? eller et lig
nende af de Tpsrgsmaal, som Born sinder anvendelige
ved stige Anledninger.
Og hendes Ttemme fik en blsdere Alang, og et omt.
UR!i
kærtegnende Udtryk kom tilsyne i de milde Oine, der
endnu havde bevaret det violblaa Farvestjcrr fra Ungdom
mens vaar, naar hun svarede: „Jeg heder Dora, jeg.
vil Du snakke lidt med mig da, lille vennen min"?
saa vekslede de nogle intetsigende Ord med hinan»
den; men denne Barnesnak og Barnelatter blev snart tys
punkterne i hendes ensformige Tilværelse, og hun savnede
haardt sine smaa venner, da de ved Hostens Aomme før
svandt samtidig med Tvancrne og de snadrende ALnder,
som var Dammens Tnyltegjcrster.
Nu rugede vinterens Aulde og Morke over Jorden;
men ikke destomindre slog hun ganske uvilkaarligt ind paa
den vante vei, som forte hen til hendes Hndlingsplads.
Bcenken stod der nu som for, og hun sank trcrt ned paa
den og stirrede i haablsst Mismod ud over den tilfrosne
Dam, hvor Martssolens Ttraaler endnu ikke havde for
maaet at bryde Isdcrkkel.
Birketrcrets Grene hang dryssende fulde af Rim, og
hver Gang Vinden rustede i dem, strsede de sin hvide
Blomstersne over den bøiede skikkelse under Træet. Men
hun crnsede det ikke ; thi den legemlige Tvcrkkelse tog mere
og mere Gverhaand og gjorde hende næsten umodtagelig
for al ydre Paavirkning, medens Tankerne tog Flugt og
flakkede hid og did fra det ene til det andet.
3idt efter lidt scrnkede de txcrtte Oienlaag sig; men
det indadvendte Blik hvilede ikke. Det ene Tankebillede
efter det andet dukkede frem blandt de svundne Dages
Minder. De kom og svandt som Billederne ien
maZica, indtil Blikket endelig fæstede sig ved en af hendes
tidligste Barndomserindringer. —
Hun saa sig som en liden pige paa fire Aar eller
lidt mere. Med nyfigen Forventning i Blik og Miner
trippede hun henad en af de mange bugtende Ttier, der
krydsede hverandre i skoven bag hendes Faders preste
gaard.
Den var blot et par Ailometer i Udstrækning; men
i hendes Fantasi blev den til et stort, ukjendt Eventyr
land, som hun endnu aldrig havde betraadt. Og dybt
inde i Tkoven laa det vidunderlige pandekagehus, hvor
Troldheksen boede, der stegte og spiste alle de Tmaabørn,
som faldt i hendes morderiske Hænder.
Men nu var der ingen Fare paafcrrde. Tlige Ræd
selsscener Horte ikke Krnger til Dcigens scrdvanlige Be
givenheder, og lille Dora vidste nsie Bested om det alt
sammen; thi hendes Barnepige havde atter og atter for
talt hende Eventyret om „Hans og Grete", der havde
forvildet sig i Tkoven og med Frygt og Væven bankede
paa pandekagehusets Dsr:
„’Hvem er det, som pikker paa min Dsr’? hvcrsede
det da med strækindjagende Rost imod dem; og i det næste
Oieblik v.ir de i Utyskets vold og var allerede anbragte
paa stegepanden, da Hans med en behcrndig Tnarvending
fik puffet hende ind i den glohede Ovn, hvor hun fandt
en brat og ynkelig Død".
Men visheden herom havde vcrkket den slumrende
Evanatur hos Dora og fremkaldt en übetvingelig 3yst til
at sinde denne forlokkende Bolig, hvor man nu kunde
fraadse efter Behag. Hun gik og gik og speidede nys
gjerrig! efter Huset mellem Gran- og Furulrcrernes slanke
Ttammer; men ikke saa meget som en eneste pandekage
frembsd sig paa hendes vei.
Det varede ikke lcrnge, for Trcrtheden begyndte at
indfinde sig og dermed tillige en stigende Tilbøielighed til
Graad. Nu mærkede hun først, hvor tyst og sdsligt det
var derude i s>koven. Ikke en 3yd lod sig hore. Men
stundom var det dog, som om det sukkede saa tungt oppe
i Træernes Kroner, og en crngstende Fslelse af Forladthed
lod Barnesindet for første Gang fornemme Ensomhedens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
