Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 23. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ind i al privat Gmgang — selv de bcerer dog gjerne den
Aand, at de, saasnart de er blevne presenterte for en Mand,
maa se at faa vide, om Manden er politisk en Mod
stander eller Meningsfælle.
Tænk iscer paa Valgtiderne, og man vil sande
mine Grd.
Men den eneste, der kan lære os at arbeide for og
med politiken i Tide og at lade det være i Utide — den
eneste, der formaar at fange vort Hinds Gpmerksomhed
ligesaa intenst for noget andet end politik og offentlige
Hverv — den eneste, der formaar med blod Haand at
jevne de haarde Modsætninger, at skabe vacwentilstand,
Fred, Flersidighed og den deraf kommende sundere, mere
normale aandelige Diaet — den eneste, der formaar alt
dette, er den Avinde, der ikke selv tager direkte, aktiv Del
i det offentlige 3ivs Rivninger, med andre Grd : Avinden
uden den politiske stemmeret.
Hun er det eneste samfundselement, der er forholds
vis überort af den offentlige Aamps Skyggesider.
Gg samfundet trcenger et saadant Element bevaret;
des synes let at indse.
Hermed er det ikke sagt, at Avinden ikke bor soge
at ore nogen Indflydelse paa det offentlige 3iv — tverti
mod; gjenncm sin Son, sin Mand, sin Broder, sin Ven
har hun ovet, og vil hun altid kunne sve Indflydelse;
men det gjor hun lettest i human, forædlende og jevnende
Retning, naar hun sclv staar udenfor de direkte Rivninger.
!iu er Avinden i en vis Forstand hcevet over parti
kampen; fra dette Stade kan hun tale som den, der bliver hørt.
Trukket ned i Dagens Agitation vil hendes Rost
kun lyde som et af de mange Bidrag til den almindelige
Sumnien.
ved Tiden heraf kan hun nu, som foran ncevnt, begramse
alle Interessers gaaen op i den ydre, politiske Interesse.
En dobbelt Gpgave.
Hun er Hjemmenes Bcerer par Excellence. Gg hvad
er Fædrelandet andct end de tusen smaa og store Hjem?
Hertil kommer, at Avindens stemmeret er overordent
lig vanstclig at virkeliggjøre: Man kan ikke sige, at kun
de Avinder, der i selvstændig stilling erncerer sig selv, skal
dave Stemmeret; thi det blev en i hsi Grad uridderlig
Urelfcrrdighed overfor de gifte Avinder.
Rent absurd var det at tage med en Del af de gifte
Avinder — de, hvis Mænd har en vis Intcegt eller For-
MUL" — rent absurd; thi det Arbeide, som en fattigere
Mands Hustru udforer i det tarvelige, men kanste renlige
og velstelte Hus, kvalificerer ikke det ligesaa meget til
stemmeret som den rige Frues Arbeide i de større, mere
elegante Rum i lettere Aaar?
Man ser, at opfattes stemmeret for Avinder som et
Retfærdigheds- Spsrgsmaal, bliver almindelig Stem
meret for Avinder den eneste mulige Losning.
Men da vil jeg stille den tænkende, dannede Dame
det Spsrgsmaal: Er dette fornuftigt?
vinder vi større Betryggelse ved de offentlige Svorgs
maals løsning ved at gaa til almindelig Stemmeret
for Avinder?
Men Sagen har endnu en Side: Hvis det blev et
almindeligt Arav fra den store Flerhed af norske, gifte
og ugifte Avinder dette: vi vil have politisk Stemmeret!
Hvis det blev et Arav ikke bare fra enkelte, spredte Avinde
foreninger med forholdsvis faa Medlemmer, hvoraf de
fleste af et bestemt Tilsnit, af en vis „Skole", om man
vil, men et Arav, der helt og holdent var „den norske
Avindes Arav", ikke kunstig fremkommet ved en mo
derne, agitatorisk Bevegelse fra enkelte faa, men frem
-’!:
URD
kommet som et umiddelbart Arav fra den norske Avindes
Hjerte — hvad da?
Ja, da maatte vi, Mænd af min Gpfatning, advare;
men levede Aravet trods de advarende Roster og gav det
sig utvetydigt Udtryk, da maatte vi for at handle relfcerdig
og rigtig indfore almindelig Stemmeret for Avinder,
mener jeg.
Aort prceciseret bliver Standpunktet altsaa dette:
Bedst er det, at Avindernc frivillig renoncerer paa den
politiske Stemmeret; de taber intet derved; men hvis et
almindeligt, naturlig tilblevet Avindekrav trods advarende
Roster stilles, har vi ingen Ret til at forholde Avinden
Stemmeret; thi som jeg foran strev: „Mcendene har
ingen Ret til noget socialt Hegemoni, endnu mindre til
en social Eneraadighed".
„Fruen fra Havet" maa træffe sit „valg i Frihed
og under Ansvar". —
Uosenlranh Joynsen : Vobbelt-Ronsulen. En Rristianianovelle.
Andet Oplag. Alb. Eammermeyers Forlag (lårs Swanstrsm).
En ung, cergjerrig Mand der ved Intriger og Spekulationer
baner sig vei adskillige Trin opad samfundsstigen, kjøber en ven
hist og en Ronsultitel her, hvilken sidste igjen „indbringer" ham en
vakker Uone, der ovenikjøbet er Vatter af en nybagt Statsraad.
Oaa kort Tid har „Vobbelt-Aonsulen" naaet sine Onsters Maal,
men lykken gjør ham en Smule omtaaget; den før saa førsigtige
Agent indlader sig paa de berygtede Terminspekulationer, der fra
de storre Borser i Udlandet ogsaa har naaet hid ; han taber alt
hvad han e er, forgriber sig i Haab om Redning paa Missions
pengene der er ham betroet, og staar igjen som en Mand, ruinert
paa Gods og paa ALre.
Dette er i korte Vrag de ydre Omrids ; men mellem disse
brede Grundlinjer er der meget som interesserer og griber. Vet
er med sto ven Forfatteren tegner de forskjellige Hovedstadsfigurer,
saaledes som man saa ofte ser dem i en Vpkommerby som Kristi
ania, blotter Forfængeligheden og Tomheden og Humbugen, og la
der Retfærdigheden ste Fyldest. Og det er formelig rystende at
følge Udviklingen i Bogens Gang, følge Helten fra tykke og Rus
til Fald og Ruin, mens Forfatterens godenodige tune gjør, at man
dog lægger Vogen fra sig med en Smnle Haab for „Vobbelt-Ron
sulen" og for hans smnkke, gode unge Kone.
Vet er rimeligvis den Terminspekulationsaand som for en
to—tre Aar tilbage herjede vor Forretningsverden, og forte fiere
yngre Firmaer til Fald og Ruin, som har givet Stsdet til „Vob
belt-Konsulen"s Tilblivelse, og med disse Begivenheder som Bag
grnnd faar Vogen naturligvis sin dobbelte Interesse.
Emmy von Moden: vildkats Forlovelsesdage. En Fortæl
ling for unge Piger. Oversat af U. 5. Andet Vplag. Jacob
Vybwad, Aristiania.
„vildkat" i en lidt celdre Udgave og alligevel den samme vild
kat, frist, lys, umiddelbar og — med en god Vel af det gamle
trodsige Gemyt. Vet blev bøiet i Oenssionen, dette stive Sind,
bøiet og lagt Baand paa ved Ujærlighed og Forstand ; men det
var der endda, tildels ialfald, og det skulde da ogsaa komme til
at gjøre sig gjcrldende. En liden Tvist vildkat har med sin For
lovede, nogen heftige Ord, en ilsom Flugt, og Fslgen er mange
bitre, tunge Stunder for den stakkars lille vildkat. Haardt faar
hun bode for sit Stivsind, og bitre er Fslgerne af et Skridt taget i
vrede, men ogsaa dette Feiltrin stal give vor lille vildkat en lære
penge for hele livet, og ydenyg og boiet vender hun tilbage til
sine Forceldre og rcekkec den Mand hun har saa inderlig kjær
Haanden til Forsoning.
Skjsnt Bogens Heltinde naturligvis først og fremst samler In
teressen om sig, er der ogsaa en hel Vel andre unge Mennesker i
„vildkats Forlovelsesdage" som er ypperlig tegnet. Ver er den
unge, vakre Russerinde, som ved Tabet af sin Fvrmue beslutter selv
at stabe sig en Stilling i verden, men som istedetfor at blive lcege
bliver indbjerget i Egtestabets lykkelige Havn; der er Flora, den
hsitflyvende Sjæl som trcetter alle med sine mange poetiske Udgy
delser, og der er endelig den vakre lille Nelly, vildkats god
Skvtsengel, der som Frue og Husmor dog fremdeles har et Hjerte
som slaar varmt for hendes gamle veninde.
„vildkats Forlovelsesdage" er scerlig en Bog for Ungdommen,
men der er da saa meget af Interesse i den baade for unge og
gamle, og for Bsrn med, at den sikkerlig vil blive lcest med For
nsielse af alle i hv’s Hænder den falder.
Ateratur.
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
