Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 30. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nathalie af princip ikk ynder Ajælencwne og derfor lar
sin lille Vylt i Rcev optræde med dette pompsse dobbelte
Familienavn. „Min Gut", fortsætter Nathalie, „striger
regelmæssig en Time hver Aften. Det maa han for sine
tunger, og det sparer mig for Tovnloshed". — Maggie
svarer resigneret: „Lillemor striger hele Dagen, saa det
Middel er da provet". — Det begyndte at ringe for mine
Gren af Vsrnestrig, og fortumlet flyttede jeg min Ouf
bort til sofaen, hvor Lully presiderte — en lykkelig Mo
der til et Aar prcegtige Tvillinger. „sste Thora, hvor.
dan har du det egentlig paa Aontoret?" „Jo Tak, bare
bra". Hvor deiligt, at du trives ved dit Arbeide — men
hvorfor ser man dig aldrig?" „Du ved, det er langt
fra s>t. Hanshaugen til s>karpsno; men nu har du mig
snart — „de" er vel blit store nu?" Lullys Ansigt, som
hidtil har havt et forekommende, lidt konventionelt Udtryk,
lyser nu op, stemmen, som har været dannet konversere
rende, faar en dyb, straalende Alang — „de" er lykkelig
fort ind paa Arenaen, og Lully er i sit Element. „Ja,
de er deilige, rent latterlig store, naar man tænker paa,
at de er tvillinger". Gver til lanna hyler hun: „Aa,
Hoxleth, du, ham priser jeg — noe saa letvindt!" „Er
Doktor soxleth nu den mest moderne Vornelcege her?"
spor jeg interessert. „Ha—ha—ha". Lullys hoie Latter
vækker alle Modrenes Gpmerksomhed — „tænk dere,
Thora tror, at soxleth er en af vore moderne Aristiania
lceger!" saa folger en lang Forklaring af et Apparat,
opfundet af meget omtalte 5., uundvcerligt i et Barne
kammer, og absolut uforstaaeligt for Uindviede. Talen
kommer paa Ligheder, og Lully gir et vegtigt Vidrag til
at belyse dette spsrsmaal. „Ja, se nu min lille Aige
— hun ligner paa et Haar min afdode Grandtante, som
var s’aan Tkjsnhed. Orcecis det samme Ansigt ligetil
Udtrykket i Ginene, det dybe, toenksomme, lidt vemodige,
som Tante Aaroline har paa Fotografier". Jeg indven
der intet mod, at Varnet ligner paa et Haar — uden at
eie nogen saadanne, siger heller ikke noget om det vemo
dige, stjønt det gjor mig ondt for et tremaaneders Varn.
— Maggie farer op — „aa, er Alokken saa mange, gaar
den ikke for fort? — Lillegut stal bades ? — nu rcekker
jeg ikke hjem for ti Minuter over". Det kommer lidt Liv
i de trcette Gine, en hektisk Rsdene i de blege Rinder —
den vemodige Tvilling er førsvundet fra min Fantasi, jeg
sender min Aasse en taknemmelig Tanke, fordi den ikke
holder mig vaagen om Natten, ikke stal bades og ikke
faar Tcender.
Hanna og Helga har hele Tiden siddet lidt fjernt fra os
andre, har i en tauseuse dybt og indgaaende droftet 3>pors
maalet „Tcender". Nu blir de saa hoirsstede, at vi alle
blir nodt til at lytte — de er kommet i heftig Disput. —
„Helga, er du ikke rigtig vel bevaret — hun er jo ikke
mere end 3 Maaneder. Hun maa i saa Tilfælde være
abnorm — tænk, 2 Tcender!" Indcedt rasende svarer den
abnormes Moder: „Det er ihvertfald ligesaa sandsynligt
som, at din pige smiler 3 Uger gammel. Vare Arampe
grinl Desuden — et smil kan være en Indbildning, en
Tand er et Faktum". — Og et temmelig smerteligt Fak
tum, tænker jeg — en Aavringsmule har anfaldt min
let angribelige visdomstand, og for at glemme det ulide
ligste af alle „Fakta" styrter jeg mig interessert ind i
samtalen: „Det er ihvertfald et Faktum, at Napoleon
blev født med Tcender". Hanna mumler noget om histo
rist Vrovl, og jeg foler mig overbevist om, at Napoleon
har faat en Modstander til i verden, fordi han vovede
at være født med noget, Hannas Gut ikke dromte om
engang i den hoie Alder af H Maaneder.
Men nu kommer Aftenens tlou. For lannas
Aallemand stal læggcs og bades, blir han forevist The
URD
selstabet. Han er en deilig, rund Tingest, og Icmna straaler.
Alle strsmmer over af sand Vegeistring. „Ja, ikke sandt, han
er deilig! Er det ikke fabelagtigt, hvor han ligner Ha
rald — ligetil Tcendernes stilling! (han har 3). Gg
fanden, — Haralds hoie, brede op af Dage. samme
jDandeform har professor Hansen — den er typist for
sproggenier. Du ved, Harald maatte opgive Filologien
for sin Hodepine; men nu har han jo Aallemands
Aarriere at glæde sig til".
Jeg var ikke rigtig overbevist — hverken om Vank
kassererens opgivne eller Aallemands fremtidige Aarriere,
men mig at udtale min Veundring for Haralds,
Arvtage’ ’"5, professor Hansens og alle andre brede
pander verden. — Geniets sprogovelser blir nu lidt
hsirssted , og han fanges i Doren af to udstrakte Varne«
pigearme.
lanna folger mig ud paa Trappen — „Adjs, Thora
min, jeg haaber, du har hygget dig lidt. Disse Theerne
burde bli fast Institution". „Ja, absolut", svarer jeg
med Gverbevisningens styrke, idet jeg ruser nedover Trap
pen med en underlig tom Folelse, en stikkende Fornemmelse,
jeg helst vil fare vcek fra. Men den folger mig op paa
min ensomme Hybel, den tar Alads i min Lcenestol, den
fylder spalterne i min Avis. — — Nei, en Aasse er
ikke alt her i Livet!
S-n.
redag er en uheldig Dag, heder det; man bor
, ikke gifte sig paa den, og ismand begynder
aldrig sin Reise paa en slig ulykkesspaaende
Vag. Mandag har derimod ikke noget ondt
Grd paa sig, endda den fortjener det i hoi
Grad, for jeg er sikker paa, at vi alle hver
Hde eller 6te Uge hader denne Dag af ganske Hjerte. Gg
hvorfor? Jo for det er nu engang Skik og Vrug al
holde storvask paa den. Vi er da ogsaa Traditionen
tro, og Ssndag for det store Ssslag stal staa, anmoder
jeg altid Familien om at gaa tidligt tilsengs, for imorgen
har vi Storvask, og da stal alle tidligt op. Jeg scrtter
Vækkeruret paa en Tallerken, saa det kan ramle ordentligt
og vcrkke hele Huset Al. ?. For er det heldigvis ikke
nødvendigt; thi ogsaa vaskekonerne er blit fornuftige i
den senere Tid og indfinder sig først et Stykke ud paa
Dagen; det var værre i gamle Dage, da de stod i Vaste
baljen allerede Al. 6.
Jeg sover uroligt hele Natten ; tænk om Vækkeruret
er gaaet istykker! nei endelig ringer det, saa det hores fra
Ajælder til toft. Alle Familiens Medlemmer kvackker i,
og tror mindst det er Vrand; men jeg beroliger dem med
at hyle: „vi har Storvask idag!" De kommer sig af
Forskrækkelsen, og snart horer jeg de snorker hver paa
sin Aant. Det er da for galt; jeg dunker paa Dsrene
og sier: „Men Varn, har dere da alt glemt, at vi har
Storvask idag!" —
Omsider har alle faaet spist og Vaskekonen og Oigen
er godt og vel plasert i Bryggerhuset og vasker og prceker
omkap; jeg horer ligesom en Fossedur hele Tiden og
smiler fornoiet: nu gaar nok Arbeidet, tænker jeg.
Jeg selv farer som et tort Skind mellem alle
med Hovedkvarter i Ajskkenet, rydder og steller ,og vaste!r.
Huf, det er fcelt at ha Storvask! Uafladelig ringer det:
vi har Storvask.
177
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
