Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 30. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man vil ikke bedrove Gud, men prove at være hans
lydige, glade, kjære Varn. Man vil ogsaa gjerne glæde
sine Omgivelser — sandelig, der blir ikke stor Tid til
overs til at pleie sin stolthed, selv om den faar nok saa
mange Stod og Saar.
Mangengang kan det være rent praktiske Aarsager,
som foraarsager Misstemning i et TEgtestab, og herimod
burde der gives praktiske Raad. Hustruen er s. Eks. stadig
i Alammeri med Oigen eller Naboerne, det dreier sig
maaste bare om Bagateller. Hun repeterer alt dette for
Manden, som maaste selv er trcrt og sulten, mens det
Maaltid, hun serverer, i alle Dele er meget mangelfuldt.
Han bliver trcet og kjed; han havde haabet, at Hjemmet
skulde blive en Gase i hans trcettende Arbeidsliv, og
skuffelser og Vilterhed indfinder sig. Mit praktiske Raad
til en saadan Hustru vilde lyde omtrent saaledes: f)rov
at fylde din Olads saa godt som din Mand fylder sin.
Arsv at glemme de smaa Übehageligheder. Gjem dem
ikke for at trcette din Mand med dem. Fslg med Tiden,
hor Vin Mands Mening om den. Dette giver en vis
Fristhed over det daglige Liv. Træd ikke dominerende
op med dine Meninger. Manden liker bedst en kvindelig
Avinde. Manden ved desuden, at han burde være Avin
dens Hode; dersom Hustruen bersver ham denne hans
retmæssige Alads, da saares han paa det dybeste og ser
derigjennem kun en mindre sin og nobel Natur hos Hu
struen, hvilket igjen vil blive til hendes egen Skade. Hun
har faat det Vud, at hun stal vinde Manden ved Gm»
gjængelse — ikke ved C)rd.
Jeg taler nu om almindelig normalt udviklede Men
nnester. Der gives en Mængde iog udenfor Mgtestabet,
hvis Hjerner synes uimodtagelige for sandheden og sand
hedens Erkjendelse; disse er da ogsaa sande Tugtens Ris
for sine Omgivelser. Deres Vivian.
Else wildliagen: vildkats Lgtestab. Oversat af U. S. Ja
cob Vybwads Forlag, Kristiania.
Lise som værdig Frue, og dog den samme livsglade, friske Else,
som vi i de to tidligere Bsger har lært at kjende, fuld af paafund
og Leier, og med et lyst, varmt sind der gjor tivet rigt for hende
selv og for hendes kjære. Igrunden er det mest de sidste, Elses
nærmeste, og da scerlig hendes Vorn, som kommer frem i „vildkats
Lgtestab", men ogsaa disse er godt tegnet og fcengsler Interessen.
Flere af de gamle veninder fra pensionen moder frem ogsaa her,
og man kan blive rent forbauset over at det er blevet saavidt til
Menneske af den sværmeriske Flora t. Lks., som nu steller sit Hus
paa en uvaaklagelig Maade og cerer og agter sin Mand som det
sig en Hustru hør og bør (!), og det skjsnt denne er en meget prosaist
Natur, der over alt andet interesserer sig for sine Grise og sit Korn.
saaledes kan det gaa i verden, naar man bøier sig for Livets store
Lårdomme og modtager Undervisning, om den end moder op i en
haard Form. Flora og „vildkat" er begge Eksempler paa hvor rigt
Livet kan blive selv for de mest „übekremme Materier", naar man
blot Icrrer at bøie sig ind under Livets store Love der udover sin
dannende, harmoniserende, lykkebringende Indflydelse, overalt hvor
de akcepteres og adlydes.
Norsie Gutter. Redaktsr: Per Wendelbo. Alb. Lammer
meyers Forlag, pris Kr. 2.40 pr. Aar, Kr. 0,60 pr. Kvartal,
„Norske Gutter" er et morsomt lidet Vlad, smukt udstyrt og
med et vekslende, livligt Indhold Tonen er frist og lys som den
sig en norsk Gut hør og bør, og Illustrationerne meget gode. 3cer
lig maa man sige, Hr. Aug. Verg har været heldig med sit Citel.
billede til Robin Hood i No. 5. Mindre heldig synes Anvisningen
paa „Hvorledes du stal finde ud Vågen, du kom til verden", at være.
lalfald bliver Facit, der skulde sige os hvilken Vag i Ugen vi er
født, meget ofte 0, et Tal der ikke angiver nogen Vag. Hvor ligger
nu Feilen her?
Ndt OM vor Udtale Og Stemme.
Der gives knapt noget Land, hvor der læres saa
meget fremmede Sprog som i vort kjære Norge, men
Ateratur.
URD
heller ikke noget Sted hvor Modersmaalet tilsidesættes og
vanstjsttes som her. Udtalen er det ssrgeligt bevendt med!
man kan sige om den som om Grthografien, der er saa
mange Slags som der erlndivider. Ingen Norm, ingen
Regler. Vort ellers udenerkede Skolevcesen har ikke taget
den Sag op, ialfald ikke med Araft, og Scenesproget,
som i de store Aulturlande giver en Rettesnor, hjælper
os ikke; for ogsaa paa Scenen „synger enhver med
sit Nceb".
vort Sprog er ustjønt, siges der ofte; nu vel, lad
os ikke gjore det værre ved en slurvet Udtale, lad os
lægge Vind paa selv at udtale det smukt og lære vore
Vorn det samme. Msdre og Lærerinder har her en
vigtig Gpgave. Vi ved alle, at det franske Sprog er
melodiost og klangfuldt; „det er som Solvverler, der triller
ned i en Guldstaal", blev det engang begeistret sagt. — Men
hvorledes kan det franske Sprog bevare sin Skjonhed fra
Generation til Generation? — Simpelthen fordi Fransk»
mændene eister sit Sprog og arbeider for at bevare det
rent, og iscer er det Modrene som her tilkommer Æren,
idet de omhyggelig leder Vårnets Udtale lige fra den
første, famlende Begyndelse.
De har sikkert lagt Merke til, hvilken stor Forstjel
det er mellem en klangfuld, boielig stemme og en svag,
pibende eller sturrende Dito. Hvor meget villigere og bedre
lytter De ikke til den første! Straks tiltrækkcr den sig
Vpmerksomhed, selv om Indholdet ikke er saa overvcettes
aandfuldt og interessant. — Den blode, sympatiske Stemme
og den sterke, malmfulde Rost har begge noget af Mu
sikens Trylleri ved sig, og naar vi saa huster paa, at vor
Stemme er et Instrument, som vi har med os altid og
overalt og stal og maa bruge, da har vi al Grund til
at uddanne den, til at gjore saa meget ud af den som
muligt, Saa meget som muligt, ja; for alle kan ikke
naa lige langt. Men det er næsten utroligt hvor langt
man kan naa ! En Dame af mit Bekjendtstab havde en
ynkelig Stemme; den lsd som slog man paa et sprukket
Rar, og dertil var den saa svag, at Folk havde vanskelig
for at hore hende. Hun sagde, det havde ofte plaget og
generet hende i hsi Grad; og generet saa hun ud, det
er vist! iscer naar hun stulde gjore sig førstaaelig for
nogen et Stykke borte. Tilfældigvis sik hun hore, at der
fandtes en Dame, som ved Siden af at undervise i Hsit
lcesning ogsaa uddannede Talestemmen; hun gik til hende
og tog Timer, og det var forbausende, hvor hendes Stemme
i kort Tid tiltog i Styrke ; man kunde nu uden Vanskelig
hed forståa hvad hun sagde, selv om man sad i den mod
satte Aant af Vcrrelset, og den sprukne Lyd blev vcek, der
kom saagar lidt Alang i Stemmen!
Lad os cere vort Modersmaal ved at udtale det saa
smukt som muligt! og lad os oge vore vindende Egen
staber ved at uddanne vor Talestemme! For dem, som
har et musikalsk Gre, er det ikke saa vanskeligt, de ikke
alene horer det, som er mere eller mindre smukt, men de
har ogsaa let for at sætte Stemmen an og gjentage det
smukkeste, indtil den Vane bliver en anden Natur. Værre
stiller det sig for den rent umusikalske, og her krceves
meget Arbeide og Taalmodighed, stal der udrettes noget.
Vi har her i Aristiania en udenerket Lærerinde i disse
Fag: Fru Thora Lundh, Aronprinsens Gade 6 L. —
Jeg tilfsier hendes Adresse, om nogen af „Urd"s Lceser
inder stulde snste at tage Undervisning hos hende. —
Fruen har ogsaa en dramatist Alub, og 3die fiaastedag
gav hun en Aftenunderholdning, hvor fiere af hendes
Llever optraadte. Der havde man god Anledning til at
beundre de optrædendes rene, korrekte Udtale og vel ud
dannede Stemmer. 5.
179
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
