Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 02. Lørdag 14. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Vorgere, vogter Eder for vaaren!
denfor mine vinduer staar Havens Trcer i glin
sende Anopper. Vi har havt tre Dages Vaar;
og de tre Dages solskin har jaget Taften op
igjennem Trcrstammerne og ud i de nye spirende
Aviste.
W Gg ret over Gaden ser jeg, at min Gien
boer har sat sine Blomster ud paa Brcetterne udenfor Vin
duerne. Den lsierlige Ttatsraad, som bor i Villaens nedre
Etage, gaar og soinser omkring i Hcwen iført slobbrok
med cai moifinrsde Gvslag. Gg han rsger paa en Aibe,
der er ligesaa lang som han selv.
I de to Avistvinducr sverst oppe bor en ung f)ige,
som tænker maa være Hypige. — Hun har denne
ængstende hvide Hud, hvorunder Blodet rinder saa under
lig farvelost, men som dog undertiden kan komme vceltende
op fra Hjertet og gjore det tendre Ansigt brændende rsdt.
Jeg saa hende idagmorges, da hun traadte ud af
Gadedsren. — Vaarsolen stormede gjennem Gaden, det
blinkede og glittrede, det var varmt og friskt, og en feiende
Vind fog henover Tagene. —
Ajender Ve den Folelse at træde udi kuften slig en
Vaardag? Jeg saa paa den unge Aige; jeg saa, at
hun fslte dette svimlende forventningsfulde. — — Hun
stansede — blændet af Holen og Vaarfristheden, hun strsg
sig med Hacmden henover Ansigtet og saa gik hun nedad
til Havegrinden.
Men netop da hun skulde aabne denne, blev hun
staaende med Hacmden paa Alinken og stirre nedad
Gaden. Jeg saa uvilkaarlig i samme Retning; — der
gik et ungt forelstet Aar deroppe i solstinnet — smilende
ind i hinandens Gine.
— Den tendre lille sypige stirrede paa disse to; —
jeg saa en svag Rsdene gyde sig opfra Halsen og indover
Aindet.
Haa aabnede hun Grinden og gik nedad Gaden.
Hun saa rankere ud end ellers: Barmen høiere og i
Ginene et Blik og om Munden et smil
„ — G, Borgere, Vaaren er kommen I Tag jer iagt
for Vaaren!"
(3r det ikke saa Maupassant skriver i en af sine mest
mesterlige, skisser? — Vm Vaaren, siger han, naar alle
kommunale Vænke og Alankegjærder bliver malet, da
slaar man store plakater op : ?renc2 g. la peiMurs,
3. V. P.
Men man burde heller slaa op plakater, — store,
isinefaldende plakater, langs Seinen, paa alle store Aladse,
overalt, — og paa de plakater stulde der staa med uhyre
Bogstaver: „Vorgere! Vaaren er kommen. Tag jer iagt
for Vaaren!"
Ja, naar j<’g ser selv den blege sypige blive hoi
barmet og blank i Blikket, da førstaar jeg, at saadanne
plakater maaste burde staaes op ogsaa her nordpaa.
— Gg jeg kommer til at tænke paa den lille Mar»
guerithe, — pauvre Marguerithe, som Naboerne kaldte
hende tilsidst. -
Men naar jeg ffal fortælle om pauvre Marguerithe,
saa bliver jeg helt skamfuld, fordi Historien hverken bliver
ny eller scelsom. Der har været tusener Marguerither i
Verden; der bliver tusener denne Vaar og næste Vaar og
hver Vaar, saalænge Verden staar og Menneskene elster.
Men jeg vil alligevel fortælle om hende; jeg vil be«
s «
URD
rette om hendes Hkjcrbne, paa det at det stal være som
en af Maupasscmts plakater, der minder Eder, Vorgere
og Borgerindcr, om at Vaaren er kommen; — tag jer
iagt for Vaaren!
Det var for nogle Aar siden, jeg havde gjemt mig
bort i Aaris for at være iRo og arbeide. Gm Mor»
genen drak jeg min Chokolade paa et Melkeudsalg, hvor
Vertinden var saa magelos pratsom og elstværdig,
Ln Morgen, da jeg kom der, stod en ung Aige ved
Disten for at betale sin Chokolade. Jeg lagde ikke videre
Mærke til hende, men da hun var gaaet, kom Vertinden
og fortalte mig, at se det — det var nu Marguerithe,
den gode, brave Marguerithe, der var saa flittig og gik
i Magasinet hver Dag og arbeidede. —
Dermed var vi fcerdig med det Emne, og Vertinden
gik nu over til at prcrke socialisme for mig; — thi det
Thema kunde ikke udtommes. —
Det var netop i den første Foraarstid. Aa, Aariser
vaaren! Jeg elster den over alt; jeg elster disse blode,
lune Aftener, naar Nattergalerne slaar og naar Macmen
kommer op udpaa Natten og lyser over den dunkle Havn,
hvis Marmorststter synes at faa 3iv og rsre paa sig
bag de morke stammer. —
Ln deilig Morgen, da jeg skulde gaa min scedvcmlige
Morgentur til Melkeudsalget, saa jeg et ungt Aar, som
gik lige foran mig tæt omslyngede og kyssede hinanden.
G, ja — man tager det ikke saa nsie sorpaa; —
en gammel Herre kom forbi og smilede til de to: „Det
er rigtig!" sagde han.
Vg det var endog en sin Herre med Grdensbacmd
og Aammerherre-Mine.
Men hvad giver De mig for, at jeg — da jeg gik
forbi Aarret — gjenkjendte den brave Marguerithe —!
Jeg tænkte paa at fortælle delte til Vertinden, men lod
være for ikke at forarge og bedrsve hende. — Næste Dag
spurgte jeg førsigtig, om hun vidste, hvor den brave Aige
var bleven af; — men se da trak den tykke Madame
paa sine vceldige skuldre og star en Grimace, som om
hun svcelgede en s>ke «Lddike. — Hun vilde ikke fortælle
noget; hun var ikke af dem som for med sladder; hun
var en brav Dame, førsikrede hun, som lod andre Folk
ifred, og hun blev tilsidst saa begeistret for sig selv at hun
ligefrem gysede.
Men næste Dag kunde hun ikke mere; hun var gcmste
udenattet af denne besvcerlige Diskretion, og hun fortalte
mig hele Historien med det samme jeg satte min Fod in»
denfor Doren.
Ak, det var Galstab; det var det sande Vanvid,
Vaar-Vcmvid (follis cm plinwnier, som hun gcmste for
træffeligt kaldte det.
Marguerithe havde rendt fra Magasinet for at være
sammen med en Htudent fra Avarteret — og tilmed en
rigtig fattig, luvslidt student, som hverken kunde give
hende Alæder eller andre Forceringer. Hun har førspildt
sin Aarriere, sluttede Madame, — baade paa den ene og
paa den anden Maade. —
Og leg gik ud i den deilige Vaardag og jeg saa
fyrener springe ud og Hvaner bruse med alle Fjær, —
og jeg førstod Marguerithe — jeg førstod, at man kunde
førspilde sin Aarriere paa alle optænkelige Maader stig
en vanvittig deilig Vaardag! —
dommeren kom; en langvarig, hed, ond Tommer.
Dagene var gule, opfyldte af et tort, brændende Holstin,
Ncetterne sorte, klamme, uden stjerner, men med en Him
mel, der saa ud som den var fyldt med tyk, stillestaaende Rsg.
-’i’
5
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
