Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 28. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ristina taug. Forst efter en stunt>s Forløb sagde
hun alvorlig og rolig, men uden Aulde:
, — Retten har fceldt en retfærdig Dom,
og jeg vil ikke cendre den. 3taa op, og husk,
at den Mand for hvis skyld I amgstes, har
drcebt et Menneste, og tænk ogsaa paa, at Aarsagen til
denne Tvist ikke kan have været nogen anden end en
Ajcrrlighedsaffcere.
Donna 3uisa havde reist sig og var pludselig som
forvandlet. Hun hverken græd eller stjalv, og der var i
hendes Aasyn kommet Trods eller rettere noget bedre
end Trods.
— Gud, den Alm.cegti.ge, tilgive Eder denne Gru
somhed, sagde hun næsten rolig. Deres Majestæt kjender
ikke Ajærligheden, ellers vilde De ikke tvile paa Trostaben.
Marquis von Roche Talmont har drcebt dette Menneste,
fordi han maatte førsvare sig. Jeg ved ikke hvorfor, men
jeg tor aflægge Ed vaa at han ikke har sogt nogen anden
Avindes Gunst. Er det mig tilladt at besoge min Brudgom?
Dronningen ringede og lod en vagthavende Gfficer
kalde.
— Tedsag Donna 3uisa de Mendez til Citadellet,
sagde hun til denne. sig Aommandanten, at jeg tillader
hende at tale uden Vidner med Marquis vou Roche Tal
mont i et af statsfangernes Værelser, saa længe hun
onster. I tre Dage fra solens Gpgang til dens Redgang.
3>aa betydede hun ved en let Haandbevægelse, at Au
oiensen var forbi; Donna 3uisa boiede sig taus og fulgte
Officeren.
Cedsaget af Helene cw la (-2.1-616 begav Aristina sig
tilbage til sine Arivatgemakker. Hun sagde intet, men
man kunde se det vaa hendes Ansigt, at Tankerne ar
beidede. pludselig stansede hun og sagde:
— Hvis vi benytter den hemmelige Gang, kan vi
være i (Citadellet for Donnaen.
Helene saa forbauset vaa hende.
— Hvad vil Deres Majestæt gjore?
— s>tudere Ajærligheden, Barn, svarte Dronningen
sarkastisk. Men lad os skynde os! Du kan faa en Rappe
hos mig. Aom!
— Deres Majestcet, vovede Helene at indvende ; men
Dronningen tilkastede hende et af hine Blikke som for
maaede at bringe selv en Gxenstjerna eller Torstenson til
Tcmshed. I saadcmne Meblikke mindede hendes Udtryk,
Holdning og hele Væsen saa merkværdig om hendes store
Far, at alle boiede sig for hende. Det var som om Gu
ftav Adolfs übetvingelige Aand pludselig var blevet
levende.
Aristina indhyllede sig i en lang Ridekappe og satte
en pelshue paa sit Hode, Hofdamen fulgte hendes Eks
empel, og nogle Minuter senere viste Dronningen sig for
Aommandanten, som ikke blev lidet forbauset over dette
uventede Besog.
Hun gjentog den Vested som hun havde givet den
vagthavende Vfficer, og spurgte saa om alle statsfangernes
Værelser var førsynet med Aighuller. Da Aommandanten
svarte bekræftende, fortsatte Dronningen: For Roche Tal
mont ind i det bedste af disse Værelser og lad ham tale
alene med Donna 3uisa. Bring ind til dem et godt
Maaltid — to Auverter — og Vin ... Gg for os
nu ind i den 3oge hvorfra vi kan se og hore alt, hvad
der foregaar i Værelset.
Dronning Aristina af Hverige.
(Forts.)
5
URD
Aommandanten bukkede og forte Damerne ind i et
lidet msrkt Aabinet. Helene udstsdte et Overrastelsens
Udraab, da hun gjemmen Huller i Væggen kunde se lige
ned i Fangeværelset.
Her maa man kunne se os, indvendte hun.
— Det er umuligt, sagde Aommandanten. Hullerne
er saa klogt stjult i Vcrggens Ornamentik, at man van
stelig kan opdage dem. Desuden er det msrkt her, saa
at selv om Fangen opdagede en af Hullerne, vilde han
vanskelig kunne se hvad der foregaar her i Aabinettet.
Aristina udtalte sin Tilfredshed med Arrangementet
og affcerdigede Aommandanten.
Aort efter aabnedes Doren til Fcmgeværelset, og
Marquisen traadte ind ledsaget af Vagten.
— Det er jo henrivende her, sagde Roche Talmont
ganste muntert, idet han traadte ind i det lyse, venlige
Værelse. Her ser man den blaa Himmel — jo sandelig,
Trcerne er allerede blevet gronne l Her stal jeg altsaa
bo, indtil . . .?
Han forte Haanden op til Halsen, men hans Udtryk
forandrede sig ikke; han saa lige rolig ud. Heller ikke
havde Fcengselsluften forandret ham noget, han var kun
blevet lidt blegere.
Vagten nikkede og forlod Værelset. Alan Horte den
tunge Taas blive dreiet rundt, men det varte ikke længe,
saa aabnedes Doren atter.
Der lsd et skrig, som sik Blodet til at stivne i Aa
rerne paa de to Tilstuerinder — endnu et — og Donna
3uisa laa ved Marquisens Bryst.
Efter en stunds Forløb loste han blidt de to Arme
som omslyngede hans Hals, saa smt paa hende og sagde :
— stakkels Barn, er det virkelig dig? Jeg troede
først at jeg dromte.
— Min Far er død, Filipp, stammede hun, alle Hin
dringer er borte, jeg kom hid med et Brev <il Dronningen
fra Infantinden.
Roche Talmont bed Tcenderne sammen, og der lagde
sig en skygge over hans Ansigt.
Han drog hende med sig hen til en stol, lod hende
sætte sig og tog Olads ved hendes side. Hendes sorte
Aniplingstsrklæde var gledet ned, og Dronningen saa
hvor henrivende stjon hun var.
Roche Talmont strog kjærtegnende sin Bruds sorte
Haar og forte hendes Hacmd til sine 3ceber.
— Du ved alt?
Da strsmmede Taarerne ned over hendes Ainder,
hun boiede sig hulkende henimod ham, lagde sit Hode
til hans Bryst og omslyngede ham med sine Arme.
Hans Aande lagde sig i dybe Folder, og en Taare
stjal sig ned ad Ainden.
— Gid du ikke havde hørt noget om mig, sagde
han med tilstoret Tremme. Jeg stulde gjerne bcere al
Verdens Oine, hvis jeg kunde fri dig fra denne smerte,
du elstede. Men fat Mod! Endnu er ikke alt tabt.
Dronningen kan benaade mig.
Donno 3uisa rystede paa Hodet.
— Haab intet af den grusomme Avinde! Jeg har
ligget for hendes Fodder og tigget om dit 3iv, det var
forgjæves.
Roche Talmont sukkede, og Donna 3uisa reiste sig
for bedre at se paa ham. Han trak hende til sig og
kjærtegnede hende, som naar man vil berolige et Barn.
Der spillede et Tmil om hans 3ceber, og stemmen lsd
atter lys og freidig.
— 3ad os rolig bcere det som er bestemt for os,
sagde han. Jeg elsker Avet, og det har dobbelt Værd
for mig nu da jeg har fundet dig. Det gjør mig ogsaa
ondt at jeg ikke kan opklare Gaaden og redde min 2Ere.
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
