Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 11. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
Dronning Uristina af Sverige
eg takker Eders Majestæt for Eders naadige
sindelag, svarte han med fast stemme. Jeg
skulde gjerne tjene Eders Majestæt med alle de
Arcefter og Evner som den Almægtige vilde
forunde mig. Med mit Hoved, mine Arme og
mit Blod. Men Donna 3uisa er min trolovede
Brud, og intet uden Magten stal stille mig fra hende.
Jeg maa give Afkald paa Eders Majestcets Naade, naar
den gives paa den Betingelse.
Dronningen saa paa ham, og det lykkedes hende
ikke helt at skjule sin A3rgrelse. Hun blev rod, Men
brynene trak sig sammen og det fine Aniplingslomme»
tsrklcrde krammedes til en Bold i Haanden.
— I giver ellers ikke Indtryk af at være nogen
forlibt Nar — Hr. Marquis, sagde hun med en stemme
som stjalv af Ophidselse. Ver kunde vel findes en
Avinde for hvem det var værd at leve 3ivet. Men denne
— denne Donna 3uisa! Hvad er det for en Trylledrik
hun har givet Eder, siden I for hendes s>kyld vil bort
kaste Eders 3iv og Anledningen til at naa livets høieste
Lykke!
Roche Talmout svarte ikke straks. Hans Blik var
rettet mod Dronningen, og dog var det som saa han ikke
hende men langt bort, ud i et Vidunderland, hvor 3ykke
og Glæde vinkede ham. Han smilte, og der gled et suk
over hans 3ceber idet han svarte: — Jeg elsker Donna
3uisa. siden jeg lærte hende at kjende, er det som var
hun en Del af mig selv. Gg selv om vi var adskilte,
saa var vi dog sammen; hun har fyldt hele min sjæl,
og jeg lever i hende. Eders Majestæt kan sinde andre
Avinder, stjønnere, bedre, klogere! men der gives kun en
Donna 3uisa, hvis hele Væsen er et med mit. Arcenker
jeg hende, krcenker jeg mig selv; gjor jeg hende lykkelig,
bliver jeg ogsaa lykkelig. Jeg er ingen Halvgud, men
kun et svagt Menneste, og jeg foler hele Fristelsens styrke.
Jeg snster at leve, virke, stabe! ingen f)ris synes mig
for hsi til at jeg ikke stulde haabe at naa den. Men
drceber jeg min Ajcrrlighed, vilde jeg drcebe mig selv,
al min Freidighed, al min Evne til at handle og virke.
Rjærligheden, Eders Majestcet, er en Tilskikkelse, en sod,
salig Tilskikkelse. Man kan ikke komme vcek fra den,
og førssger man det alligevel, drceber man det bedste i sig.
Mens han talte, var Aristinas Ansigt stadig blevet
haardere og koldere. — Hos hvilken Filosof har I lært
det, Hr. Marquis? spurte hun haanlig.
— Eders Majestcet, 3ivet var min 3ceremester.
Fristelsen er ofte kommet mig nær, men hver Gang jeg
Zav efter, vceltede smerterne ind over mig. —
Aristina havde vendt sig bort; nu afbrsd hun ham
koldt: Det er nok, Hr. Marquis. Vend tilbage til
Eders Fcengsel ! Jeg stal overveie sagen med mine Raad
givere, og uden at kaste et Blik paa ham gik hun heni«
mod Doren.
I sin Gphidselse glemte Dronningen sin uvante
Dragt. .Hendes Fod viklede sig ind i Tlcebet, hun gled
og vilde være faldt, hvis ikke Roche Talmout var sprunget
hende til Hjælp. Han lagde Armen om hendes 3iv, og
da hun ststtede sig til ham, felte hun hans Aande paa
sin pande. I samme nu farvedes hendes Ainder, Hals
og skuldre purpurrode, hun aandede tungt og besvcerlig,
og det saa ud, som var hun en Afmagt nær. Helene
(slutnmg).
URD
de la Gardie ilede ogsaa til, men ved Tynet af Hof
damen kom Aristina til sig selv. Hun rev sig los og
stirrede forvirret paa dem begge. Hun saa at de var
dodblege, og hun saa paa Marquisen at han havde for«
staat — at han vidste, at han blot behovede at udstrække
Haanden og en af Verdens mcrgtigste Aroner være hans.
— Jeg takker Eder, Hr. Marquis, sagde hun med
bævende stemme. Gg endnu et: Jeg tror ikke at Eders
Theori passer for alle. Men jeg vil at I stal leve og
være fri. Vend tilbage til Fcengslet, og vent til man
lsslader Eder.
Roche Talmout kncelte ned og berorte hendes Ajole
med sine 3ceber.
— Vend tilbage til Eders Hjem og vær lykkelig!
fortsatte hun med Anstrengelse.
saa rakte hun ham Haanden til Rys — Helene saa
hende skjælve og saa den fugtige Glans i Roche Tal
mouts Mne. Hun kunde ikke helt forståa disse Minuters
Betydning, men Taarerne rullede ned over hendes Ainder,
da hun fulgte Dronningen ud af Audienssalen
Fra denne Dag striver sig hin paafaldende For
andring i Aristinas Aarakter, som Historien ved at
meddele os. Hun, der allerede som ganste ung pige
havde imponeret Ttatsmænd som Vxenstjerna og Felt
herrer som Torstenson ved sin klare glimrende Aand, sin
politiste Dygtighed, sit Alvor og den utrcettelige Arbeidskraft,
ved sin faste og cedle Aarakter, blev nu med en Gang
lunet, odsel og fornoielsessyg. I Aaret sik hun
sat igjennem, at Aarl Gustav skulde vcelges til Tron
folger, og i — kun 28 Aar gammel — nedlagde
hun Aronen. ledsaget af nogle faa Venner, deriblandt
Helene de la Gardie, drog hun til Udlandet. Reisen gik
over Vryssel til Italien. I Bryssel gik hun over til
den katholfke Airke. paven jublede. Da hun ankom
til Rom, blev hun modtaget med store ALresbevisninger,
og den ene glimrende Fest afloste den anden. Alle vilde
være med paa at hylde den unge, begavede Dronning,
denne glimrende og karakterfaste personlighed, som ikke
tog i Betænkning at frasige sig en af Europas mcrgtigste
Croner for frit og helt at kunne folge sin religisse Over
bevisning og dyrke Videnskaben. I Begyndelsen morede
al denne Hyldest Aristina, men længe tilfredsstillede den
hende ikke. Gvergangen til den katholfke Airke gav hende
ingen Fred eller Hvile; hun havde forlængst opgivet
enhver religiss Gverbevisning, og der var kun ydre
Hensyn der havde bragt hende til at gaa over til Aatho
licismen. — saa drog hun igjen paa Reiser, besogte paris,
blev feiret og hcedret, men opførte sig saa ekcentrist at
hendes Gpforsel enddog blev Frcmstmændene for broget.
Hun førsøgte ogsaa at faa sin Arone tilbage; men sven
sterne viste ingen" Tyst til pacmy at bytte Herre. sine
sidste Aar tilbragte hun i Rom, hvor hun dode
April Hun blev begravet med stor pomp og
pragt.. Den Nimbus som havde omgivet hende, var
forlængst svunden, ogsaa paven var blevet hende en
kjolig Ven; men han vilde ikke lade Teiligheden gaa
übenyttet hen til at minde Verden om, at „Ajætteren"
Gustav Adolfs Datter var vendt tilbage i den ene salig
gjorende Airkes 3kjod. Vg saa sik Dronning Aristina
en fuldt kongelig Begravelse, stjont hun havde levet sine
sidste Aar i fuldstændig Übemerkethed og udtalt Gnffet
om at begraves i stilhed.
Den Hemmelighed som stak under Marquis von
Roche Talmouts Eventyr, blev først mange Aar senere
opklaret. Roche Talmouts Tjener havde ladet falde
pralende <Vrd, som var blevet førstaat didhen at Roche
Talmout strcebte efter Dronningens Gunst. Nogle Adels-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
