Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 18. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
krcemmeri ; men havde han engang sagt noget, kunde det ikke nytte
at førsoge at overtale ham, det vidste Sonja af Erfaring.
— Forresten, hvad bryr jeg mig om hvem der kommer, naar
jeg bare har dig, tilfoiede hun; men inde i hendes lille nysgjerrige
Hode dansede Sporsmaalene ruudt : hvem? — hvem kunde det
være? — Onkel Aksel, ja, hun holdt saa meget af den snille Onkel
Aksel og vilde blive saa glad, hvis han kom, — men, nei om der
var nogen Grund til at være saa hemmelighedsfuld for det I
tænk, om — — — ? — nei, det var rent umuligt!
Efter Frokosten glemte Sonja alle sine Gisninger; hun havde
saa meget at ordne. Sent igaaraftes var de kommet lige fra Stock
holm, og hun havde ikke været ude paa sit kjcrre Stjarnebolin siden
Jul Forst og fremst maatte hun nu ned til Havepavillonen og
overlægge med Gartneren hvad der i Sommer stulde gjores med
Drivhusene og plantningerne. I disse Sager maatte Sonja altid
have et Ord med — for Blomster, det var hendes Liv!
250
Gartnerens Volig eller Havepavillonen, som den i Almindelighed
kaldtes, laa nedenfor Parken nær Fjorden. Lovet gjemte den ganske
bort, saa man først opdagede det lille kokette Hus i Schweitzerstil,
naar man var lige ind paa det. Ven gamle Syrsnhcek bugnede
iaar under den store Rigdom af morkeviolette Vlomsterklaser, Knop
perne svulmede i Sollyset, fcerdige til at aabne sig og udsende sin
vellugt — den unge Sommers berusende Aande. — — —.
Sonja skyndte sig hurtig opover den rigt udstaarne Trappe,
som, beskygget af det langt fremspringende Tagstjceg, forte op til
første Etage.
I den lille Entr« bankede hun paa en af Dorene og gik ind
uden at vente paa Svar. Man merkede hun var en kjendt og
kjær Gjest.
En sterk krydret Duft slog hende straks imøde. Hun lukkede
Doren hurtig bag sig, forat ikke det mindste Luftdrag stulde smyge
sig ind, og blev et Oieblik staaende indenfor Doren for at vcrnne
Oinene, som var blændet af Sollyset udenfor, til Tusmorket
der inde.
Det var hoist eiendommeligt, det lille værelse, og maatte vcrkke
fremmedes Forundring. For Sonja var det alt velkjendt. Hun havde
fra de tidligste Varneaar fcerdedes herinde i „Laboratoriet", som
gamle Fru Verg selv yndede at kalde det, og hendes livlige Fantasi
droges altid paany hid. En eiendommelig Folelse, dels af Andagt,
dels af Nysgjerrighed, gjennemstrommede hende altid paany naar
hun traadte ind ; her var saa meget underligt, næsten overnaturligt.
Naar hendes Oine lidt efter lidt havde vcennet sig til det dcempede
grsnne tys herinde, hvor Persiennerne altid lukkede tæt for Vin»
duerne, da dukkede alle de gamle merkelige Msbler og Sager som
fyldte værelset, frem, og stjont kjendte, havde de altid Nyhedens
Interesse for hende.
Rundt vceggene var der hoie, morke Hylder og Skabe fulde
af Krukker i alle Stsrrelser og af alle Farver, Glasretorter, Mortere
baade af Sten og Metal, omhyggelig tilbundne Lærredsposer, ordnede
i Rader, og en Mcrngde smaa Træsteer, alle førsynet med farvede
numererte Etiketter. Helt oppe under Taget stod H udstoppede Fugle
paa en smal Hylde; de var ikke fanget i Sveriges Skoge, men kom
fra Syden, Deres engang straalende Farve kunde kun nu anes
under det tykke Lag af Stsv fom bedækkede dem. Kjempestore,
torrede Grceskar og sjeldne Frugter af den besynderligste Form til
trak sig beskuerens Vpmerksomhed. Under Taget saaes tre svære
Ogler mellem to Skildpaddeskal med kinesiste Skrifttegn.
Fra det lcrngst bortliggende Hjorne lod en svag, melodisk Kvin
destemme: Hvem er der? Er det dig, Svend?
— Nei, Fru Verg ; det er Sonja — Sonja Stjcirne. Jeg soger
Deres Son. Men jeg vilde naturligvis ogsaa hilse paa Dem, og
hore hvorledes det staar til. papa og jeg kom igaaraftes.
— Aa er det Sonja — undskyld, Fro ken Sonja faar jeg vel
sige nu. Det er snilt af Dem at huske paa en gammel Kone!
Kom hid og scet Dem ned, saa jeg kan faa se mig mcet paa Dem.
Jeg kan ikke lamger se tvers over værelset, mine Oine bliver
stadig svagere og svagere.
Sonja gik over Tceppet, og den gamle, hvidhaarede Dame
strakte sine magre, af Iver stjælvende Hænder ud imod hende og
trak hende ned paa Sofaen ved Siden af sig.
Det var et blegt, sjælfuldt Ansigt med næsten uhyggelig sorte
Oine som vendtes mod Sonja. Trods de tusend sine Rynker som
furede det, kunde man se, at det eugang maatte have været used
vanlig vakkert. Vlandt Folkene paa det store Gods gik det Ord,
I „Laboratoriet"
il.
URD
at gamle Fru Verg nok havde oplevet scelsomme Eventyr i sine
Dage og havt tunge Sorger, men hvori disse egentlig havde bestaat,
det vidste ingen med Sikkerhed, og Gisningerne var mangehaande.
At hendes Mand havde været Skibskaptein og var blevet bortefor
en tyve Aar siden — man antog at han var forlist og omkommen
ude i det kinesiste Hav — og at Fru Verg, da hun for ti Aar siden
kom hid med sin eneste Son, Gartneren, da kom fra et af Familien
Stjcirnes Godser i Skaane, det var alt man med Sikkerhed
vidste.
Den gamle Fru Verg havde et tilbagetrukkent og indadvendt
va:sen, som forhindrede videre Tilncermelser fra Naboerskerne paa
Stjarneholm. Efter nogen nysgjerrige og lidet taktfulde Forjog
paa at udforffe Fruen, Forssg som totalt mislykkedes, indskrænkede
de sig til at stadre sig imellem og holde sig paa Afstand.
Det var kun i enkelte Tilfælde, at den gamle Frue nærmede
sig Menneskene, nemlig naar der indtraf en alvorligere Sygdom.
Da kom hun straks til Hjælp, og stort Ord gik der af de Mirakel»
kure som hun ved Hjælp af sine Salver, Miksturer og plastere ud»
forte. Selv havde hun samlet alle Urterne og tilberedt dem i sit
„Laboratorium", og da det et par Gange havde hcendt, at hun
havde hjulpet der hvor Lægen havde opgivet alt Haab, saa var det
ikke underligt, at hun af Almuen betragtedes som en der ucesten
kunde gjøre Underverker.
Den eneste som foruden Ssnnen kunde rose sig af at have
vundet hendes Hjerte, var Sonja Alt fra sit første Ves<sg som lidet
Varn havde hun fslt sig draget til den gamle Dame med de msrke,
bedrsvede Oine og det hvide, krsllede Haar. Sonja havde da netop
mistet sin Mor. Det lille bedrovede Varnehjerte fslte sig draget til
den syttiaarige, og det venstab som dengang stiftedes, vokste sig alt
sterkere gjennem Aarene.
Under hvert Vessg paa Stjarneholm havde den unge pige
utallige Gange fulgt den gamle paa hendes aarlige Votaniserture,
og oppe paa „Laboratoriet" havde hun hjulpet til med at ordne og
sortere alle disse helbredende Vlade, Rodder og Fro. Om hver
liden Vlomst, hver liden vissen Stcengel havde Fru Verg noget
interessant at fortælle, en Historie om dens hemmelighedsfulde,
helbredende Kraft.
Og naar de var fcerdig med sit Dagverk, pleiede den gamle at
tage Sonjas lille Haand i sin og trække hende med sig borttil Hjsrnesofaen
og saa til Tak for Hjælpen fortælle et eller andet merkelig: Sagn,
Ingen fortalte som hun, syntes Sonja, og aldrig, aldrig kunde
hun blive trcet af at hore paa. Hendes barnlige Fantasi fyldtes
med lyse, deilige Villeder.
Fra først af syntes Greven siet ikke om den voksende Fortro
lighed, som herstede mellem hans Datter og Gartnerens Mor. Ja,
han søgte enddog rent at forbyde hende at gaa did.
— Den gamle Tosse sdelægger dig med sine Galskaber, sine
Spsgelseshistorier og sin Overtro. Hun tror paa dem selv. Det
er ikke sundt for Vorn at høre paa sligt.
Men Sonja tiggede og bad, og Sonja — græd. Faderhjertet
er svagt, og hun fik sin vilje.
Forresten kunde han trsste sig med, at den unge pige havde
et saa fristt og lyst Sind, at dette eiendommelige venskab vist ikke
vilde virk? stadelig paa hende. Hun blev ikke sygelig indadvendt.
Tvertom — naar han søgte at vinde hende for sunde, levende
Interesser og gode Fornsielser, var hun straks med af hele sin
Sjæl.
For nogen Aar siden havde et tungt Slag rammet Fru Verg:
hendes Ven var blevet lamme, saa hun ikke længere kunde forlade
sin plads. Og dertil kom, at hendes Oine blev svagere og sva
gere. Saa samlede hendes omhyggelige Son og Sonja Urter for
hende, saa at hun dog kunde have noget at stelle med i de lange
ensomme vinterdage, naar Sonja var i Hovedstaden og Ssnnen
optaget med sin Gjerning.
Og nu sad de atter ved Siden af hverandre, og i Gjensynets
Glæde klappede den gamle Sonjas Hænder atter og atter.
— Aa, De maa ikke sige Fro ken til mig, Fru Verg, ind»
vendte Sonja bebreidende. Sig Sonja som før — aa, De maa ikke
sige noget andet.
— Nei, nei, nei, sagde den gamle og rystede paa Hodet; det
passer sig ikke, nei, det passer sig ikke. De fylder sytten Aar idag,
og Deres gamle Veninde beder Gud velsigne Dem, velsigne Deres
rige, varme Hjerte tusindfold. Jeg er saa glad over, at De kom
hid idag. Det er noget som jeg havde bestemt mig til at sige
Dem netop idag; jeg har været meget, meget i Tvil om det; men
nu har jeg bestemt mig. For ser De, Froken Sonja, jeg tror det
er det rette, det eneste rette.
Hun sad taus en Stund og vuggede Hodet frem og tilbage
som i dybe Tanker, mens hun uophorlig klappede Sonjas Hænder.
Der kom en egen hoitidelig Stemning over Sonja, hun sad stille
og lyttede til det regelmcessige Tik—Tak fra vceguhret borte i Hjor
net; Minuterne sneg sig uendelig langsomt hen, indtil hun var op
ved den gamles Stemme.
» 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
