Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 25. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Endelig var den store, glimrende Middag forbi — endelig!
sukkede Sonja, vistnok havde hun paa den ene side havt Kurt og
paa den anden sin Far, men alle Gjesterne havde nu alligevel havi
Krav vaa hendes Vpmerksomhed og Interesse, og hun Icrngtede
efter at tale uforstyrret med Barndomsvennen.
— Hvis dn vidste hvor jeg brænder af lcrngsel efter at fore
dig omkring i vor kjære, gamle park, sagde hun, da hun efter Mid»
dagen stak sin Arm indunder hans og drog ham med ud vaa Te»
rassen. Husker du hvor frygtelig morsomt vi havde det — mange,
mange Gange! Husker du vi havde vor legestue der borte i Grotten,
at vi legte Mand og Kone og at Haven vor var poteterne og
Ressedaen? Vg saa den Virken, du, som var saa god at klatre
i, og hvor der var saa mange koselige, smaa Siddepladse, husker
du den?
262
Det var virkelig en sjelden vakker park vaa Stjcirneholm.
Slottet laa heit og frit, den store, vakre, gammeldagse Have strakte
sig terrasseformig ned til Fjorden, og vaa begge Sider langs Stran
den var Parken,
Den strakte sig langt, langt bortover; Terrcenet var vekslende
og kuperet. Her aabnede sig en iiden, grcesbevokset plads, som
lyste saftig grsn i Sollyset, hvor Egetrcerne ikke kastede Skygge, der
stod Trcrrne godt sammen i Klynger, store, morke, susende Graner,
knudrede Furuer og spåede, hvidstammede Virketrcer. Her scenkede
Marken sig langsomt og jevnt ned mod Sjsen, saa at man mellem
de afkvistede Stammer kunde se Vredden, Vaadene, Holmerne og
helt over ttl Skogen vaa den anden Side; eller der var Vakke op
og Vakke ned, med 5ten, Morads, mosbevokste Klipper, dybe
Kloster, svære Vregner, Gran og Furu og en ugjennemtrcrngelig
Kratskog, og helt ude mod Fjorden stupte Fjeldet ret ned i Vslgerne,
som altid — seiv under den svageste vind — bruste og flog hsit
opover Klippevcrggen. Vg gjennem alt dette, paa kryds og tvers,
over Sletter og Vakker, mellem Furu og Virk, under Gran og Eg
slyngede sig utallige smaa Stier, ligesaa überegnelige som Naturen
tog de af til hsire, nåar man troede de vilde bøie til venstre, hel»
dede nedover, nåar man ventede det skulde gaa mod Hoiden, lunefulde,
men just derfor dobbelt fortryllende i al sin ubundne Frihed,
) Vegyndelsen fulgte Kurt taus med. Det var ham en Nydelse
at lade det ene kjære Minde dukke frem efter det andet, mens de
passerte kjendte Steder. Sonja holdt Konversationen vedlige; uden
i mindste Maade at merke hans Faamcrlthed snakkede og lo hun i
et vcrk, talte om alt det som hun havde seet og hørt og oplevet,
siden de sidst var sammen, og hvor morsomt det var at faa ham
hid igjen til det gamle Stjcirneholm, til Haven og parken og lege«
stuen og til den gamle legekameraten.
Hvordan det nu end var, saa smittedes Kurt af hendes snak«
somhed og Munterhed; jo mere han saa ind i Kusinens skjælmske
Vine og Horte paa hendes friste, klare latter, des lettere blev han
tilsinds og — hvad han selv i høieste Grad vilde forundret sig over,
hvis han havde lagt Merke til det — des varmere blev han om
Hjertet.
Snart gik de Arm i Arm, snart ved Siden af hinanden hver
for sig; undertiden — naar de kom til den længst bortliggende og
mindst velstelte Del af parken — var veien saa igjenvokset af hoit,
fugtigt Grcrs og Vregner, at han maatte gaa foran og bane vei,
mens hun fulgte ham i Hælene. I mellem gjorde hun en liden
Afstikker snart til den ene, snart til den anden Side efter en vakker
Vlomst, et sint lidet Vlad eller Straa, eller de stansede begge to et
Gieblik for at se paa den gamle koselige Eg, som var hul paa den
ene Siden, saa man udenerket godt kunde gjemme sig der, rller de
saa ned paa den lille vik hvor de havde havt alle Varkstudene for
tsiet, eller den hoie, ujevne Klippen, Roverborgen deres, som havde
været vidne til saa mange tapre, mere eller mindre heldige Angreb,
og altsammen huskede hun saa godt, saa udenerket godt.
Tilsidst kom de ogsaa hen til „Grotten", som laa i den borteste
Del af Parken. Nogen geologisk Merkværdighed var Grotten ikke:
en kjempestor Rullesten laa udpaa Kanten af en lodret Fjeldvceg,
saa den stjsd ud som et Tag, paa den ene Side var den end yderligere
ststtet af en stor Sten, og paa den anden Side stod en Række hvid«
stammede Virketrcer, hvis lysegrsnne tov dannede en tcrt Mur.
Der inde var det deiligt og kjoligt, og gjennem Doraabningen havde
man den herligste Udsigt; mellem Grantrcerne og Grebustene nede
ved Stranden saa man langt udover Fjorden, som laa stille og glit
rede i Aftensolen.
De undersogte alle de gamle, kjendte Steder derinde i Tusmo ket,
Afsatsen som havde været deres Spiskammer og den lille Fordyb
ning i vcrggen som havde tjent til Kjokken.
Nede ved Fjorden stod Virken, den de havde klatret i som Vorn.
Det var et crrværdigt gammelt Trcr; det saa ud som om det alle
sine Dage havde anstrengt sig for at vokse saaledes at Vorn bekvemt
kunde klatre i det; Grenene delte sig og bredte sig udover, saa der
var mange prcegtige Siddepladse, og oppe i Toppen var lovverket
rigt og tcrt. Paa den korte Stamme var Trcrstskker fastspigrede til
Trappetrin.
De stansede i Skyggen, begge taug. Det var som ventede den
ene at den anden skulde sige noget, og saa stod de der tause ved
UR v
Siden af hinanden paa Gronsværet. Sonja kastede det ene lcrng«
selsfulde Vlik op i Træet efter det andet, og saa ud som om hun
havde noget meget vigtigt paa Hjertet, men som om det faldt hende
vanskelig at komme frem med det.
— Sonja, hvad tænker du paa? spurte tilsidst Kurt.
— Jo ser du, Kurt, hun stammede og lidt, da hun
modte hans sporgende Vlit, jeg - jeg vilde saa frygtelig gjerne
klatre op i Træet, bare et bitte lidet Stykke, stjonner du. )eg ved
nok at det er strækkelig galt, nu da jeg er en voksen Dame, hvad
baade papa og du og alle siger, men jeg kan ikke gjore for det,
jeg har saadcm uimodstaaelig lyst. Aa hvor morsomt det skulde være I
Kurt lo hsit.
— Ja, hvorfor skulde det ikke kunne lade sig gjore? sagde han.
Som sagt saa gjort.
Hun sendte Kurt iforoeien, og da han var kommen vel op og
havde raabt ned, at der var en udenerket god plads „netop for to",
saa klatrede hun efter. Hun var smidig og sterk. Den tcetsluttende,
moderne Dragt hindrede hendes Vevcrgelser noget, men der skulde
nu Me stor Kunst til for at komme op, og det hengik heller ikke
lang Tid inden hun sad ved Siden af Kurt og gyngede sverst oppe
i Trcrtoppen.
Kurt kunde ikke lade være at le ved Tanken paa hvor komisk
det vilde være, om nogen kom og saa de to „aamle Mennesker"
sidde deroppe akkurat som to Varn Han havde ikke paa lang,
lang Tid været med paa sligt leven, sagde han til Sonja, og saa
lo de begge, saa det gav Gjenlyd i Fjeldet.
(Forts.)
r det ikke det jeg siger, at „Ildstillingen" er en
Fristelse og en ren Gdelæggelse for selv de bedst
fyldte pengepunge.
Man gaar der ud i Følge med de allermest
grundfaste principer om at handle saa og saa
efter eget Tykke og være saa og saa sparsom
melig ... jo Tak, det gaar en som alle de andre, man
blir fanget i det fine forlokkende Net og lar fem være
lige. Man glemmer, at man er en strcevsom agtværdig
Borger eller Borgerinde, der har andet at bruge sin „surt«
erhvervede" Mynt til end til at slose den bort paa Al
verdens unyttige Tager, og man glemmer, at der maaske
kommer et surt „derefter" da man ogsaa maa tage 5vien
og Angeren ... Ak ja — og — men ... der er nu
fortryllende og „kjcekt" derude, og vi Mennesteborn er
indrettet slig, at har vi først en Gang provet det behagelige,
saa vil vi ojerne have det en Gang til.
Man gaar kanste og undres over, hvor ens bekendte
vel holder Hus om Dagene, og en 5mule grcrtten over
sin ensomme Forladthed rusler man ud i Ildstillingen, og
selvfølgelig træffer man her alle de trolose Venner og Ajen«
dinger, og pludselig er man midt oppe i en Areds af glade
Mennefter, der ligesom en selv i al übevidst Hemmelig
hed er oplagte til at se og nyde. Gg de lyse Eftermid
dage og Aftener fordrives saa let blandt alt det smukke,
og Tanker og Refleksioner vugges af Musikkens Toner
blodt til Hvile i sode Drsmme.
Udstillingen er stor og Gjenstandens mange, og der
som man saa har travet rundt et Aar Timers Tid og
seet sig trcrt og sulten paa alt det uvante og førskellig
artede, synes man rigtignok, at lidt Hvile og Vederkvce»
gelse er cerlig fortjent, og indbydende steder findes der
nok af.
Vergen.
x6^W^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
