Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 2. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
denne Dag. maa vel være et Bevis for, at han kan regnes
blandt de lykkeligt udkomne Numere i det store Aunstner
lotteri. Foruden de rige, musikalste Anlceg, eier han i
ikke liden Mon denne drivende Naturkraft, som lig
stoffet bryder sig frem gjennem Hindringerne — op til
Dagens Glans — koste, hvad det koste vil! Gg hans
musikalske Natur er først og fremst cegte norst, djærv,
kjcrrnesund, som en ung, rank, fjeldvoksen Gran, der ved
at staffe sig Albuerum, selv om der staar tcrt og tykt om
kring den af andre Trcer.
Marlin A.’s første musikalste periode i Drammen
(hvor han er fodt var ikke meget opmuntrende.
Uden nogen ststte fra Hjemmet, der oplsstes for ham, da
han var Aar, ved hans gode Moders Død, var han
nodt til at tænke og handle paa egen Haand i Valget af
sin fremtidige livsstilling. Men med Ungdommens lykke
lige Freidighed tog han fat paa, hvad der nærmest laa
for Haanden. Han sik plads i en Manufakturforretning
og holdt ud i denne Tvangstroie et Aars Tid omtrent.
Tanken paa at bryde sig en Vane gjennem Mufiken
havde dog tidlig fæstet Rod hos ham. Blandt sine Gm
givelser havde han allerede fra liden Gut havt et Tlags
Ry for at være en Helt paa pianoet. Hos sin celdste
koster, Emilie, der var Musiklærerinde, havde han mod
taget en noget spredt og uregelmæssig Undervisning og
viste sig overordentlig lærenem. Nodeskrivning og Takt
voldte ham lidet Vesvcer. Han stod aldrig fast, naar det
gjaldt at sætte ivei med temmelig svære sager. Betho
vens sirhcendige symfonier fra Bladet f. Eks., „det gik
som Vlaabcer". — Den musikalste Bevidsthed vaktes des
uden hos ham gjennem en gammel Bedstefar, for hvis
Dygtighed og strenghed han nærede stor Respekt. Denne
var Musiker i Drammen, efter sin Tids Forholde en utvil»
somt betydelig Begavelse, der ingen videre Uddannelse
havde faaet, men som alligevel havde tilegnet sig adskillig
Dygtighed i forskjellige Musikfag, hvori han underviste —
skrev dertil Noder i Bunkevis. For den gamle stod det
som en given 3>ag, at hans maalte blive Musi
ker. Efter at den unge Martin havde overstaaet Manu»
fakturen, lykkedes det ham at slide sig igjennem en Tid
ved Musikelever til 50 Vre Timen og ved at spille til
Dans om Avceldene hos Byens selskabelige Familier, —
men saa — en vakker Dag tog han en rast Beslutning.
Han strev lige til Fru Agathe B. Gremdahl i Aristiania
og spurgte om at faa Timer hos hende. Han blev an
taget, og nu begyndte et ganske nyt liv for ham. Fru
Grsndahls hent udviklede Aunstnerpersonlighed var en fuld
stændig ny Fremtoning for ham. De musikalske Indtryk
fra hende vakte tillive de sinere, beslægtede strenge i hans
hidtil ukultiverede, barnlige Natur. Men fremfor alt
lærte han at arbeide. Det gik op for ham, at i Aunsten
var der Alvor. Aun det høieste Maal var værdt at kjæmpe
for. Under denne strenge selvkritik tog han fat med den
mest ufortrodne Iver. Det var et strengt Arbeidsliv. Gp
Al. 5 om Morgenen for at faa Dagen til at strække
til. 6 Timers Gving og ligesaa mange Timer at under
vise Theoriopgavcr, for „Gamle Tonradi" maatte skrives
i lernbanekupeen mellem Aristiania og Drammen. Det
holdt haardt mangengang, men gik med godt Humor.
Fru Gremdahl førstod snart, at hun her havde at gjore
med et fremragende Talent, interesserede sig varmt for
ham og opmuntrede ham til om nogle Aar at reise til
Udlandet.
A. gjorde store Fremstridt i denne Tid og sik efter«
haanden saapas mange Elever i Hovedstaden, at han kunde
rive sig mere los fra de trykkende Forholde i Drammen;
men at reise ud — dertil var gode Raad dyre. Imidler
tid averterede han sin aller første Aonsert i Drammen.
URD
Det gik ikke videre glat. Forst maatte den indstilles paa
Grund af at Assistansen svigtede, og da den endelig efter
meget s>lrcev kunde afholdes indfandt der sig
et meget faatalligt publikum. A. tabte dog ikke Modet.
Han sik en lys Ide: solgte sit Piano, det eneste han eiede,
og strsg med nogle faa Hundrede Aroner i lommen og
et lsfte fra en gammel om lidt Hjælp senere
— afsted til Berlin Hosten Die Rsmgtiche
Hochschule fur Musik var her i stærk Opblomstring og
tillige et meget billigt Aonservatorium. Det lykkedes A.
straks at blive optaget som Elev af Prof. Heinrich Barth.
Denne var kjendt som en grundig Alassiker, solid pianist,
især Vachspiller, og et meget elskværdigt Menneste. I
ham fandt A. baade en lærer der passede for ham og en
faderlig Ven. professoren fandt i den beskedne „junge
Norweger ein tuchtiger Aerl" som ikke sparede sig. Hans
utrættelige Flid rorte ham. Det var næsten nødvendigt at
scelte en Dcrmper paa hans Fyrighed : 6 stunden zu viel,
man mutz ein Var sein um das aushalten zu tonnen! Men
A. var vant til et ganste andet slid og holdt ufravigelig
sine fastsatte Timer, levede stilfærdigt,nsisomt ogfandt Hygge
i Fristunderne sammen med nogle norste Musikvenner. s»om
Hochjchule-Elev havde han ogsaa Anledning til den rigeste
Gverfiod af Aonserter. Gm denne sin Verlinerperiode har
han selv ofte udtalt, at den horer til hans lykkeligste Ungdoms»
aar. Med Mufiken gik det udenerket. I den frygtede Vor
spielstunde, hvor alle Hochschule-professorerne sad med sine
protokoller og gjorde Anmærkninger, sik A. ofte Anledning
til at forespille. Hver Gang gjorde han sig bemærket som en
af de mest fremragende Elever. Efter det første Aars flittige
studium ved Hochschule lykkedes det A. ved professor Barths
varme Anbefaling at faa Friplads det andet Aar. En glim
rende Afslutning paa denne Tid var A.’s Gptræden paa en
vortragsabend i Juli 87, hvor han spillede Bethovens Es
durkonsert med professor loachim’s Vrkester og allerede
viste, at han havde naaet en betydelig Modenhed i Teknik
og Gpfatning. Med samme Aomposition debuterede han
saa om Hosten for Aristiania publikum i en Musikforenings
Aonsert og vakte betydelig Gpsigt.
Den hurtige Udvikling hos A. i disse Aar berettigede
ham til fortsat studium i Udlandet. — I denne Tid
Horte han store Grd om leschetitsty i Wien og opmuntredes
stærkt til at reise til ham. Han besluttede sig hertil, stjønt
det kostede ham ikke saa lidet at opgive det kjære Berlin.
— I Wien sik han rigtig fole, hvad det var at leve som
en fremmed Fugl. Han leiede sig ind i den landlige
Bydel lVæhring og levede et ganste ensomt Hybelliv paa
meget knap Fortcrring. — Det saa msrkt ud for ham
engang, da en pengeforsendelse kom bort, og han intet
havde til det allernødvendigste. Men heller end at opgive
sit Maal og reise hjem som en halvfærdig pianist sultede
han en Tid. Hjælpen kom da Noden var storst. Det
bortkomne Brev fandt endelig sin Eiermand, og han spil
lede atter vcek med ny Freidighed. Det var en streng
skole A. sik gjennemgaa dette første Aar i U)ien hos
leschetitsty. Hidtil havde hans naturlige lethed for det
tekniste sparet ham for videre Methodetvang ; men her
maatte han underkaste sig det strengeste system af Finger
tugt, han hidtil havde provet, leschetitstys specialitet var
at hjælpe over de virtuose Bjerge paa den mest praktiste
Maade. Han paastod, at hvis man førstod at lose Anu
derne rigtig, behovede man kun at ove et mindre Antal
Timer daglig. A. begeistredes herfor og optog strcrvet
meget samvittighedsfuldt, holdt taalmodig ud den lange
Vinter med alt dette tekniste strcev. (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
