Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 2. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
aulina Gonzales er Navnet paa en anden kvin
> delig Anfører blandt Insurgenterne. Det er
en meget kjcek, modig og energist Avinde.
Man fortcrller om hende, at hun engang jog
et helt Regiment af spaniere paa Flugt ved
Hjcrlp af nogen svcertede Stokke der stulde fore
stille Geværer. Hun og hendes Aorps er dygtige Skyttere,
og deres Skud har mere end en Gang anstillet megen
Gdelcrggelse i Fiendens 3eir. For saavel Maria Hermandez
som paulina Gonzales Hode har Iveyler udsat en stor Ve<
lonning, men endnu har ingen forraadt dem.
Madame Alvarez var en Generals Hustru. Da
hendes Mand var draget afsted med sit Regiment, samlede
hun en Skare Kvinder om sig, drog efter sin Mand
og forenede sig med ham. Tig de fornemme tyste Avinder
anser ogsaa Aubanerinderne det for sin første Oligt at
pleie de syge og saarede samt tage sig af sine Mænd, Vrsdre
og Fcrdre; men de deltager ogsaa i Aampen, naar de fin
der det nødvendig.
I April stod der et Slag mellem Marceo og
Spanierne i den bjergfulde Egn sydvest for Havana. Ge
neral Alvarez blev under Aampen stilt fra sine ledsagere,
og da hans Hustru saa den Fare han var udsat for, for«
sogte hun at redde ham. Det var ogsaa næsten lykkedes
hende, men i det skjebnesvangre Gieblik kom Spanierne
over dem og tog dem begge tilfange. De førsogte at
undfly, men da General Alvarez var kommen udenfor
den spanste 3eir, opdagede han til sin Skrcrk, at hans
Hustru var tilbage. Idet han vendte om for at faa fat
paa hende, saa han hende bogstavelig talt blive hugget i
stykker af Fienden. I sin Fortvilelse herover satte han
pistolen for fanden og faldt død om paa pletten.
Da en Eskadron af spanste Aavallerister engang over
faldt en Flok Insurgenter i Bjergegnene nordvest for Ha
vana, lykkedes det dem at tagt, en ung kubanst Aige,
norita Merædes Varona, tilfange. De satte hende straks
op paa Hesteryggen, bandt hende godt fast og stillede hende
i Spidsen for sin Trop. De tænkte sig nemlig at Auba
nerne, blandt hvilke der var mange af Merædes Varonas
Slægtninge og Venner, ikke vilde styde af Frygt for at
drcebe hende, naar de saa hende i Fronten. Gg denne
Antagelse var ganste rigtig. Aubanerne lod sine Vaaben
synke, og Spanierne vilde have vundet en glimrende Seir,
om ikke den unge Aige selv havde grebet ind.
— Fyr I raabte hun over til sine Candsmamd. Jeg
er rede til at do for Aubas Frihed. Bedre et 3iv tabes
end saa mange. Fyr! Fyr allesammen l Hurtig!
Svaret var en Regn af Angler, og Spanierne maatte
hurtig trække sig tilbage; men den heltemodige Senorita
var dod, gjennemboret bagfra af en spanst Soldat.
Den grusomme Grdre ved hvilken Weyler drev Lands
folket ind til Byerne, hvor de sultede ihjel 6n ma,886,
denne Grdre var det som drev Hundreder af kubanske Avinder
til at forene sig med Insurgenterne.
— !caar vi alligevel stal do, sagde de, kan vi jo
do med et INaal for Gie, ved siden af vore 2Ncend og
Fædre.
Blandt de kubanste Flygtninger i New York
ung, vakker j)ige. Rosa !Nasso, kun atten Aar gam
mel. Hun var eneste Datter af Don Jose Masso, en
mægtig Olantageeier. Hendes INor dode da hun endnu
var et Varn, og hun blev opdraget i Udlandet, hvorfra
Aubanske Rvinder.
URD
hun først vendte tilbage for to Aar siden. Tammen med
fine Brodre lærte hun at ride, styde osv., og hun behand
lede et Gevær ligesaa let som en Arokketklubbe. Vm den
Ulykke der senere rammede hende, fortæller hun selv paa
folgende Maade:
Min Bror Vallentine faldt under en af de mange
Trcefninger som næsten daglig fandt sted mellem Aubanere
og spaniere, og en Tid efter blev jeg en Morgen vækket
ved en sterk Banken paa Doren til mit soveværelse og
min Oiges hoie, førskrækkede Raab:
— spanierne er her. De vil have fat i Deres Bror.
Hvor er Deres Far? Vi er fortabte!
I min Natdragt sprang jeg straks afsted til min Fars
Værelse. Det var tomt. En sterk Rog fortalte mig, at
der maatte være sat Ild paa Huset. Jeg sprang neden
under for at soge efter min Far; ved Foden af Trappen
opdagede jeg ham —, med en Aniv i sit Bryst. Jeg
trak Aniven ud af det dode Tegeme og raabte paa spa
nierne, at de kunde komme tilbage og drcebe mig ogsaa;
men de lo blot ad mig. —
Rosa Masso fortæller derpaa, hvordan hun siden, da
hendes H,em var lagt i Aste, drog ud for at pleie de
syge og saarede, om en doende soldat der gav hende en
skrivelse til General Marceo, om de mange og lange
strabadser inden hun naaeoe ham, og endelig om den
venlige Amerikaner der tog hende med sig over til New
York paa sin egen Jagt.
(Forts).
Ivar Fatter: Ideelle Krav. A. Garathuns Forlag, Kristiania.
Det er med en vis Forventning man aabner en Vog med en
saa interessant Citel — Ideelle Krav! javist, lidt af dem har vi
jo nogen hver af os, og vi er glade over at de gjor sig gjcrldende
— under Arbeidslivets Kav holder de os oppe, under Bekymringernes
Pres taler de til os, drager de os, opad mod renere tuft, mod
klarere tys.
Ideelle Krav! vi begynder at lcrse — først det lille „vrcr
ludium", der er saa vakkert og dybt i al sin Fordringslsshet», og
saa Fortcrllingen selv.
Hvad der imidlertid staar os efter at have lyttet til den dyb
sindige Samtale ude paa den koselige veranda paa Gaarden Gimo,
det er, at man vel faar vide en hel Del om hvad de unge Menne
sker eller ialfald hvad det unge Menneske Vorge mener i enkelte
Retninger, men Menneskene selv, dem ser man ikke, ialfald ikke klart.
De eneste man ligesom faar lidt mere Tag paa, det er de to gamle
paa Gimo, to vakre gamle Folk, som man uvilkaarlig faar Interesse
for, men saa er det det slemme ved Tingen, at de siden førsvinder
— man horer næsten ikke noget mere til dem. Helten i Vogen, den
sjælesyge, indesluttede, kjceinpende scrmund solhoug, som først senere
trcvder tcrseren nærmere, er imidlertid tegnet med en fast, sikker
Haand. Forfatteren rober her et dybt psykologisk Vlik og en For«
staaelse af tivet og af livets Kampe slig som det gjærer og bryder
i en syg, pessimistisk sjæl der er rig paa „ideelle Krav", men fattig,
yderst fattig paa Midler til at virkeliggjøre sine Idealer. Min faar
Interesse for 3cemund Solhaug, man foler med ham, og da han
tiistut reiser sin vei, bort fra alt det han holder af, bort for at
„gaa sine egne veie — gaa dem alene til Død eller Frelse",
da falder det saa naturlig — ad den vei alene kunde han reddes.
det var veien for ham, som den er det for os alle. Vg denne 3lut»
ning giver Haab, Haab for ham selv og Haab for hende som nu,
da toddet er kastet, ved, at hun elster sin ulykkelige Husbond.
Fra Formens side lader det sig ikke negte at „Ideelle Krav"
lader meget tilbage at onske. Enkelte versoner er ogsaa paa en
meget umotivert Maade flettet ind i Historien; man foler at de er
iveien, og faar uvilkaarlig tyst til at give dem et lidet Ouf.
jeg kaster alt, som tivet gav;
jeg tivet selv vil gribe —
titeratur
M^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
