Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 9. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
reservert for hende. Hun felte sig saa tom, som havde hun med
en Gang mistet det bedste og kjæreste hun eiede i verden.
Idet hun trykkede sin brcrndende pande mod Ruden og stirrede
ud i Tusmsrket, mindedes hun pludselig den gamle Fru Vergs Vrd,
og hun gjentog halvhsit for sig seiv:
Ln Strid — — en stor Strid . . .
Som Ungdommen saalcdes var ogsaa den unge Sommer meget
lunefuld.
Efter en Dags grundig Regn viste Solen atter sit straalende,
leende Ansigt, og hertil kunde Hovedstaden ilke gjore andet — let
bevægelig som Stockholm altid er — end af Hjertens Grund at
le tilbage.
Ver havde ogsaa været et broget Mylder paa Gader og pladse
hele den lange, sommervarme Dag.
Endnu var ikke den elegante verden spredt for alle vinde —
til Landsteder, Sanatorier og Vadesteder.
Lndnu sprcengte „den vakre Grevindes" kastanjebrune Forspand
med sit glimrende Sceletsi i Spasertiden gjennem KungstrcidgHrds
gatan og videre gjennem Strandvagen ud imod Djurgarden. mens
beundrende Vlikke og elegante Hilsener sendtes den stjonne,unge
Dame som magelig lænede sig tilbage mod vognens blåa Silke
puder, skygget af den fine Kniplingsparasol . . .
Kurt havde været paa Farten hele Dagen, optaget af mange
Slags Gjsremaal, sidst havde han gjort sin Opvartning hos
Regimentchefen. Netop som Klokken siog syv, traadte han ud paa
„Rydbergs" Trappe ester at have spist Middag.
Det ferste Kærlighedsbrev til Sonja, rigere paa emt Nonsens
— og dog hvor indholdsrigt! — end paa noget egentlig nyt havde
han netop afsluttet, mens han rsgte sin Ligaret derinde, vistnok
vilde det ikke naa hende paa to lange Dage, hun var jo ikke selv
naaet frem endnu — men Aftalen maatte ikke brydes.
Nu fslte han sig oprsmt og glad, varm tilsinds i sin unge
Kjærlighed. Gg da den kjelige vind slog ham imede og bragte
Tonerne fra lanitscharmunken med sig, fandt de Gjenklang hos
ham, og sorglsst stemte han i med.
Vver Skeppsholmen var han kommen ud til Djurgarden.
Det var ikke muligt at bestemme sig til at gaa hjem en saadan
Aften som denne.
Han havde et Vieblik bebreidet sig, at han kunde være saa
let tilsinds, nåar stakkars lille Sonja, hans egen Sonja, vistnok var
alt andet end glad, der hun skyndsomt reiste sydover til sin syge
Vnkel — men det var som forgjort, han kunde ikte andet end være
glad en slig vakker Aften.
Naar det kom til Stykket, var det vel ikke saa farligt med
Sygdommen — og den anden Affcere — bah sligt noget
var jo saa almindeligt, det fik man ikke tage for heitideligt!
Ude . paa DjurgHrden fik han pludselig et kraftigt Slag paa
Skulderen.
Han vendte sig om, det var Varon Ruda, en gammel god
Kamerat og ven fra Regimentet, en velset Gjcest i Hovedstadens
aristokratiske Kredse paa Grund af sit gode Humor og elskocerdige
vcescn.
— Nei se, Kurt StrcUe, udbrod denne. Rygtet har da ikke leiet,
da det meldte at du var kommet ustadt fra Klimatfeber og Ka
baler, velkommen hjem igjen!
— Tak, Tak — jo det er virkelig mig, skjent jeg selv neppe er
klar over det, saa har jeg kjsrt paa i de sidste Dage.
— Hvorledes det?
— Jo, ser du. Forst Dampstibstur til Marseille, Marseille—
varis. paris—Stockholm. Jernbane, Dampskib, reise Dag og
Nat. Ankomst hid igaarmorges. Telegram ventede — straks afsted
til Stjcirneholm. Det var min vakre Kusines Fsdselsdag — her
redenede den unge lsitnant, stjent han anstrcengte sig for at se
ligegyldig ud — og saa vilde Vnkel Karl gjerne se mig. Tilbage
til Stockholm samme Aften og idag tusend Ting at ordne.
— Godt; saa har du ogsaa rigtig god Grund til at hvile dig ud
og more dig lidt, og jeg glæder mig over at være den første af
Kameraterne som faar Tag i dig. vi tilbringer Aftenen sammen
— ikke sandt? tidt nyt er altid hcendt siden sidst, og lidt inte»
resserer du dig kanske endnu for gamle venner.
—Jo vist — jeg gaar med Glæde ind paa dit Forstag. Jeg
enstede netop at træffe en god, gammel ven iaften. Men hvor
stal vi saa gaa hen?
— ved du hvad! Jeg har just studert Lirkus waldenfeldts
Mtsmo Vosca.
V.
5
«
URV
rode plakat — det stal være en rigtig god Trup. Igaar herte
ieg,,!„Kulan" snakke om lille Miss Lvelyne, og hvis man stal tro
den gamle Kvindekjender, saa maa hun være rent guddommelig,
vil du som jeg, gaar vi først paa Cirkus, siden kan vi jo soupere
paa „Vacken".
— Jeg folger dig blindt, og det saa meget hellere, som pro
grammet hores meget lovende.
Vg som sagt saa gjort.
Evelyne viste sig at være en baade kjcek og stink Saltomortal»
rytterske, Klownerne gjorde sit bedste for at more Galleripubli»
tummet; skoleridtet gik precist og elegant, Hasselbackens isters
havde været udenerket — kort sagt, begge Herrerne havde al Grund
til at udtale for hinanden sin Glæde over den vel anvendte Aften,
da de efter Souperen tændte sine Cigarer nde paa den oplyste
veranda, hvor de nsd sin Kaffe avec.
Vver den vakre Terasse nedenfor dem kastede de store Vue
lamper sit blaahvide lys.
paa Plcenernes dybgronne Flsil tegnede Vustadserne sine
groteste Skygger, Springvandet kastede sin lysende Regn hsit op, og
Aftenvinden forte Draaberne udover Blomsterbedenes brogede
Rigdom.
paa den sandstrsede plads nedenfor Musikpavillonen trcengtes
en stor, tæt Mængde af sorglsst passiarende Mennesker, og naar
Musiken sank ned til et elegisk Pianissimo, star klingende latter
og Issslupne Udraab gjennem den almindelige, monotone Summen.
ved Vordet nærmest de to Officerer havde lidt efter lidt samlet
sig en Skare heirestede Artister. De kom næsten lige fra Manegen;
Sminken var tun delvis tsrret vcek fra Mændenes sortsmustede
Ansigter og Kvindernes runde Kmder, og de forte med sig en
Atmosfcere af skarp parfume og Staldlugt, som spredte sig vidt
omkring.
Midt i Kredsen tronede Evelyne i lyseredt Silkeliv med Albu»
erne nonchalant oppe paa Vordet og en Ligaret mellem de skinnende
hvide Tcender.
Hun lo og snakkede og sendte varme Vlikke til de mandlige
Kamerater, som gjorde Kur til hende, og til de speidende Gjcester
ved det nærmeste Vord. Man kunde se hun var stolt og glad over
at være den feirede primadonna.
Klowner og Jockeyer var nu forvandlede til lapsede Dandyer,
klædt paa denne udfordrende, banale vis. som er et Scerkjende for
den „frie Kunsts" udsvere — Slipsnaale med kolossale ucegte
Stene, tykke Ringe, kulsrte Skjortebryst, flagrende Slips, lyse vester
og storrudede engelske Venklæder.
lidt afsides ved det ene Vordhjerne sad den svcerlemmede
Direktsr indhyllet i sin værdighed og lod det ene Glas Absinth
efter det andet glide ned under de vceldige Knebelsbarter.
Fra sin plads havde de to unge (Nfficerer fulgt den livlige
Scene ved Vordet med den Interesse som udenforstaaende pleier
nære for alle Slags Kunstnere, da Ruda pludselig griber Kurt
om Armen, bøier sig frem mod ham og hvisker:
— Se, seder – det er jo ham — det er ikke muligt andet —
det Ansigt tager man ikke feil af! Men han var ikke med ved
Forestillingen! Hvor underligt, at jeg skulde faa se ham igjen!
Hvem? Hvor? — spor Kurt. Han kan ikke se nogen
nyankommen.
Ruda peger mod Indgangen til Spisesalen.
I Doren stod en hsi, msrk Mand og tændte sin Ligaret. Man
saa straks paa Dragten, at han Horte til Truppen.
Naa, og hvad saa? Hvorfor interesserer netop han dig? <Ln
Klown mer’eller mindre! Lller tiender lm ham?
I 3ted?t for Svar siger Ruda: «H>
— Saa se, se da paa ham!
Mandens Ansigt oplystes netop af den brccndende Fyrstikke, og
Kurt StrcUe maatte ertjende, at det var hsist eiendommeligt.
Det var hverken regelmcessigt eller vakkert, og dog vilde ingen
falde paa at kalde det stygt.
Under et par vceldige, sterkt fremspringende Vienbryn glodede
dybt liggende, morke Gine. Næsen var stor og lidt stjæv, men
Formen var ikte flyg. Kjæverne var sterkt udviklede, og Hagen og
Vverlceben var dækkct af et blaasort Skjceg.
Hvad der iscer bidrog til at give hele Ansigtet en ejendom
melig Karakter, var et langt ZikZakformet Ar som gik sra den
venstre Tinding ned over Kinden og førsvandt under den kulerte
Snip. Det blege, hvide Ar stak meget af mod Ansigtets morke Hud.
— Det er virkeligt et eiendommeligt Ansigt, sagde Kurt og saa
spørgende paa sin ven.
Denne fulgte med spændt Interesse den fremmedes Vevægelser.
Han kom langsomt henimod Vordet hvor Kameraterne sad.
Det siog Kurt, at det stolende Selskab pludselig blev alvorlig
eller førstemt — vistnok kun for et Vieblit — da den nye Gjcest
kom til. Selv den lille, snakkesyge Lvelyne lod Munden staa stille
et helt Minut, mens hendes msrteblaa Gine undrende fæstedes paa
5
281
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
