Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 29. Lørdag 16. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
an havde store, klumpede Fodder, det er sandt, men han
havde ogsaa et stort, barnligt Hjerte, og naar han rev
op Dsren til Morens værelse og den lille Kone sprang
op fra sit Arbeide for at onske sin Gut velkommen, saa
kyssede Henrik hende saa smt og inderlig, som om de
havde været skilt ad i Vage og Aar istedenfor i Timer.
Vordet stod altid fcrrdig med Aftensmaden, og den blev snart
ekspedert. Derpaa satte Henrik sig i Sofaen og passiarede, mens
Moren tog af Vorder, vajtede op og rydde vcek.
Indenfor Fru kagers værelse, der ogsaa tjente som Rjskken,
laa et enduu mindre Rum, det var Henriks. !?aar Husstellet var
bessrget, pleiede Fru Tager at tage Lampen i den ene Haand og
Sommen i den anden og nikke til Henrik med et lidet betydnings
fuldt Smil:
— Nu min Gut!
Man kunde straks se, at det lille værelse derinde var Familiens
Helligdom og stod under Husmorens specielle Veffyttelse, saa pyntet
og fint var der altid. I vinduet under de hvide Gardiner stod
Vlomster, foran vinduet stod Henriks skrivebord med Voger og
papirer i den skønneste Grden. Saa var der en Seng, en liden
Kommode og et var Rorstole; dermed var værelset saa fuldt, at
naar Henrik havde taget Plads i Kurvstolen foran Skrivebordet,
kunde hans Mor saavidt klemme sig forbi og komme hen til Stolen
i Hjornct.
Her inde var det man kunde trcrffe Sværmeren og Poeten
Henrik.
Naar han var snnket ned i sin bekvemme Skrivestol og havde
purret dygtig op i sit lyse Haar, saa det stod som en Sky omkring
det store, cerlige, stjceglose Ansigt, hvorfra et var lyseblaa Gine
drommende stirrede frem, da sad Fru Tager ganste stille ved sin Som,
Hun vovede neppe at aande for ikke at førstyrre Sønnen i hans
poetiste Flugt. Undertiden tænk>e han hoit udeil at vide af det og
deklamerede lange Stykker. Va lod Moren Arbeidet synke ned i
Fanget og lyttede til med spændt Vpmerksomhed. Af Udtrykket i
hendes Ansigt var det let at slutte sig til, at noget saa skjont og
herligt havde hun aldrig hørt eller tcrnlt sig.
Den kjcrre Henrik havde digtet i mange Herrens Aar. Han
havde en Gang — det var straks efter at han havde faat Posten
hos Hr. Hippman — siddet og halvdromt over Vsgerne paa Kon
toret og ladet sine Tanker flyve viden om, mens han striblede paa
Vagsiden af et gammelt Følgebrev. pludselig antog hans Tanker
en bestemt Form, de samlede sig. rettede paa sig, og inden han vidste
af det, havde han et helt lidet Vigt paa ’papiret foran sig. Et
Vigt! Et Vigt som han havde strevet I Vel var Moro! Aldrig
havde han nu tænkl sig, at han var Vigter!
Saa sad han og gjennemlæste sine vers atter og atter, forbauset
over sig selv, sin poesi og sit uanede Talent, da han med en Gang
stk hore en ildevarslende Lyd bag sig. Forstrækket vendte han sig om,
Ver stod hans Principal og lceste over Skulderen paa ham. Lager
rodenede helt op til Haarroden, men Hippman greb papirlappen og
deklamerte med skarp, haanlig Stemme følgende vers:
Alle Kontoristernes Gine var rettede mod Lager, mens hans
Storverk læstes op, og da principalen sluttede, lod Fnisen og halv»
kvalt Katter omkring ham, og han syntes Jorden gyngede noder
hans Fsdder.
— Jasaa, Ve har ikke vinger til at styve bort herfra med? spot-
Vg saa gik de derind; hun, foran og han efter.
Ak, hvorfor fik jeg ikke vinger
at flyve langt, langt bort herfra
did Lcrrkesangen lystig klinger
og Sommervinden frit sig ivinger
opunder Himmelhvælvets Vlaa?
Rampen om Rjærlighed
Sonja
Af Johan Nordling
Autorisert Ooersættelse.
(Fortsættelse).
eller
5
Eftertryk forbydes.
URD
tede Hr. Hippman. Vet er rigtig stemt det, ikke at faa komme op
i det Vlaa! Men saa kunde han ikke bare sig Icrnger, men brast
ud i en skraldende Latter.
Signalet var givet, og med tidobbelt Styrke brod Lattersalverne
Iss fra hver eneste pult og hver eneste Krog i det gamle Kontor,
saa at Ruderne klirrede og Folk stansede ude paa Gaden og spurte
hinanden, hvad der i al verden gik for stg oppe paa Hr. Hippmans
Kontor idag, der hvor det ellers pleiede at være saa hsitideligt og
forretningsmcrssigt.
Va Hr. Hippman langt om lcrnge kunde komme til Vrde, sagde
han alvorlig og strengt:
— Huff paa det, at vi under ingen Dmstændigheder taaler noget
sligt Cul og Tov paa vort Kontor.
Han krsllede papiret sammen, kastede det paa lagers pult
og gik.
Vet var første og sidste Gang, tager skrev vers paa Kontoret.
Men da han gik hjem om Aftenen, tog han Digtet med og
læste det op for Moren. Forst blev hun liaesaa forbauset som
han havde været, men da hun havde summet sig lidt, omfavnede hun
med Taarer i Ginene sin lange, gode Gut, som var en saa stor
Vigter og nok med Tiden skulde blive en bersmt Mand.
Fra den Vag af red Henrik sin pegasus Aften efter Aften til
langt paa Nat. Han havde allerede poesi i pundois baade oven«
paa og i sit Skrivebord uden at have offentliggjort noget andet end
ct par Smaating i en illustrert Avis, som faa havde læst og alle
glemt med Undtagelse af Fru lager, den gode Sjæl, hun havde
klippet dem ud og havde dem som Merker i sin Vibel, og hver Aften,
forinden hun sovnede, fcrldte hun Glcrdestaarer over dem.
Men nu holdt han paa med et stort Arbeide, og det var snart
fcerdigt. Vet skulde trykkes og nok med en Gang gjore ham bersmt,
det var baade Mor og Son vis paa. Vet var en Idyl i 1.2 Sange:
„Rosen i Haven", en rigtig Idyl med Kjærlighed, Sværmeri, Vlom
ster, Fugle og Solskin, vaar og gronne lunde i Gverstod.
Endnu sad Fru lager og syede paa sit Arbeide, stjønt det store
Uhr ude i Kjskkenet for Icengesiden havde slaat tolv. Hendes
Gine sved og Lampen osede, men Henrik holdt endnu paa med sin
„Rose i Haven"; han fulgte hende netop til et Stevnemsde i den
ffyggefulde Lund, drsmte med hende i den kjslige Sommeraften, mens
hun saa Solen gaa ned i Gnid og purpur, Horte Maaltrøstens dei»
lige Sang og Aftenvindens Suk gjennem Trcrkronerne og græd med
sin „Rose" over ham, den haardhjertede, som lovede at komme, men
ikke holdt sit Loste.
Hvordan kunde den kjcrre gamle vel førstyrre ham I Naar hun ikke
longere kunde se at sy, satte hun sig til at se paa sin Gut; hans Kinder
glodede, Ginene lyste, og hans store Hode vuggede frem og tilbage
som et Skib i Sogang, mens Haanden og Pennen for hurtig hen
over Papiret.
Vet var en Tirsdag Aften, Henrik lager fuldforte sin kjcrre
Idyl. Ve tolv Sange var lykkelig fuldendte vel afrundede, finpud
sede og nedskrevne laa de paa hans Skrivebord, som et Geled
Soldater paa Parade. Han havde fnat hende, og hun ham,
tre Gange havde de truffet hinanden i Skumringen og tilsvoret
hinanden evig Trostab og Kjærlighed, alle Hindringer var stoffet
tilside, Himmelen var klar og Virtene svalede lystig frem og tilbage
i Haven, hvor de frydede sig i sin unge Lykke. Hvad mere behsvedes ?
Ja, hvad mere behovedes der vel? Henrik gik frem og tilbage
paa Gulvet og læste op hele Stykket for Moren, som sad i
Kurvstolen foran Skrivebordet og lyttede til. Hun skulde kritisere,
havde han sagt. Jo, det blev en deilig Kritik! Ven gamle Kone
græd som et Varn af Gloede og Vevægelse; jo lcrngere Henrik læste,
des mere hcevede han Stemmen, og Fru lagers Taarer randt altid
stridere og stridere; naar han saa med falsk pathos ndstyngede
et velklingende Rim eller en udfordrende Frase, da saa hun op
til Ssnnen med Gine som straalte af Moderstolthed og — Kjcrr
lighed. Tilsidst blev ogsaa Henrik smittet af hendes Vevcrgelse,
stemmen slog Klik, han kunde ikke faa frem ct Grd, men sank ned
i Stolen ved Siden af hendes.
Ve kom overens om, at det var bedst Henrik gik til en For»
lcrgger for at faa det solgt. At det kunde blive vanskeligt at finde
en Kjøber, faldt dem ikke et Gieblik ind, det gjaldt kun at afgjore
hvem der skulde blive den lykkelige.
Gg da de ikke havde nogen Grund til at foretrække den ene
for den anden, blev det bestemt, at han skulde gaa til den første
den bedste.
Rcrste Aften forlod tager til sine Kameraters store Forbauselse
Kontoret en hel Time for den sedvanlige Tid. Havde de kunnet
folge ham paa hans hurtige Fcerd gjennem Gaderne, og set den
store papirrulle som han trak op af Frakken, straks han kom ud paa
Gaden, eller hans halvt viglige, halvt urolige Mine, da vilde de
nok have undret sig meget mere.
(Forts.)
-^>
293
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
