Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 6. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
— En fremmed Dame!
Sonja forbausedes. Her — paa et fremmed Sted —’ hvem
kjendte hun her — og hvem kjendte hende — hvem vidste i det hele
taget, at hun var kommet hid?
En übehagelig Anelse bemægtigede sig hende.
’ — Hvem er hun? Sagde hun ikke sit Navn?
> — Nei; jeg bad om hendes Kort, men hun svarte, at hun kun
vilde ncrvne sit Navn for Frskenen selv.
Sonja blev siddende stille et Gieblik med fast sammenpressede
lcrber. Ja — det maa være hendel
Vet var, som om Hjertet holdt op at slaa, som om alt, hver
Tanke, hver Fornemmelse, hver Fslelse af liv var borte. Hun blev
overfaldt af en legemlig og aandelig Mathed.
Forskrækket sprang Marie hen til hende.
— Frskenen er ikke frist; De er endnu trcrt efter Reisen; Ve
kan ikke, Ve maa ikke tage imod den fremmede Vame. Jeg gaar
ud og siger, det er umuligt.
Men da reiste Sonja sig pludselig op; hendes Gine fik nyt Liv,
der glimtede en msrk Trodsighed i dem og hendes Rinder rodenede.
— Nei, sagde hun med fast Stemme, bed Vamen komme ind.
Og du, Marie, kan blive i detydre værelse.
Hun fslte sig rolig og bestemt, ja hun glædede sig næsten ved
Tanken paa, at nu i næste Gieblik stulde hun stilles Ansigt til Ansigt
med denne Fiende, som havde forekommet hende saa strekkelig, saa
rent forfærdelig, fordi hun ikke kjendte hende.
Ve stulde maale sine Krcrfter, og hun stulde vise hende, at hun
var den overlegne ....
Ver hørtes en Raslen af silke i det ydre værelse, og portieren
droges tilside for en hsi, slank Skikkelse.
Vet første Indtryk var overvældende.
Sonja havde vanskelig for at undertrykke sin Beundring. Hun
kunde ikke ncrgte det, Kathe Ventson var den stjønneste Kvinde
hun havde set.
Ver var noget blændende ved hende; over hendes Ansigt,
Skikkelse og hele person var der udbredt denne underbare fortryl
lende Hnde, som man en enkelt Gang kan trcrffe hos Kvinder, og
som omgiver dem som en straalende Atmosphcrre.
Ansigtstrækkene var crdle og harmoniske; Kindens Runding, den
hvide, ikke for høie pande, der omgaves af et gyldent Haar, den
lige, sine Næse med de rosenrode Næsebor der dirrede ved hvert
Aandedrag, de rode, buede lcrber og de store, msrkeblaa Gine, som
svcermerist skuede ud i verden — alt forenede sig om at gjore dette
Ansigt fuldkomment.
Skikkelsen var middelsstor og smidig.
Hun bar et i al sin Enkelhed udssgt raffinert Toilette, som i
hsi Grad fremhcevede hendes Skjsnhed.
Vet b stod af en sort Silkedragt af kostbart Stof uden nogen»
somhelst Garnering, kun med en enkelt Fold paa livet. Hendes
eneste Smykke var en liden Vrosche, som holdt Kraven sammen
oppe i Halsen.
Gftcr den første stumme, gjensidige Msnstring, som rimeligvis
varede nogle Sekunder, men forekom Sonja uendelig lang, droges
hendes Gine magnetisk til dette Smykke.
Vet var saa besynderligt; hun kunde ikke huste, at hun havde
set noget lignende.
Vroschen bestod af en liden sammenrullet Orm, dens Hud
stiftede i perlemorsglans fra grønt til violet, langs efter Ryglinien
gik en fin Tegning af smaa Guldplader. I Midten lsftede Hodet
sig; det var rent uhyggeligt, saa godt var det udfort, med gronne,
skinnende Gine af Smaragder og en liden starp, fremspringende
Tunge af Rubin.
Sonja fslte sig frastodt af det besynderlige Smykke.
Vet lykkedes hende endelig at beherske sig saa meget, at hun
med en Haandbevcrgelse kunde indbyde den fremmede til at tage
Plads.
Kathe Ventson satte sig langsomt uden at sige et Ord. Hun
syntes beherstet af en underlig, nervss Uro, som bandt hendes Tunge.
Hun reiste sig straks igjen og kastede et uroligt Vlik mod Voren
til det ydre værelse. En sagte Stsi derudefra havde underrettet
hende om, at Kammerjomfruen — efter Sonjas Vefaling, var
blevet derude.
Sonja førstod hende og sagde:
— Vet er bare min Kammerjomfru. Hun er min ven, og jeg
har ingen Hemmeligheder for hende. Jeg har sagt, hun stulde
blive der.
— Jeg beder Vem, Froken Stjcirne, kunde jeg ikke saa lov til
at tale et par Minuter alene med Vem uden tilhører. Jeg beder
Vem inderlig, jeg bonfalder Vem ....
Kendes Stemme havde en forunderlig blod vellyd ; den lsd saa
oprigtig og inderlig, at Sonja rent fslte sig greben.
Hun nslte et Gieblik, men gik saa hen til Voren og gav Marie
Vefaling til at gaa og blive borte, indtil hun ringede paa hende.
Va hun kom tilbage, takkede Kathe med et varmt Vlik.
URV
Sonja fslte en uforklarlig Veklemthed, eu Keitethed, som hun
kun med største Msie fik bekjæmpet saa vidt at hun kunde sige:
— Gg nu — hvormed kan jeg være Vem til Tjeneste?
Hun syntes hendes egen Stemme lsd saa haard og fremmed, at
hun ikke kjendte den igjen.
— Ve ved, hvem jeg er, begyndte Kathe Ventson med lav,
febrilsk Stemme, og hendes hvide Kinder farvedes af en svag Rsdene;
jeg førstaar det, fsler det, at Veres Far har talt til Vem om mig.
Men Ve ved dog ikke hvad jeg er , han kan ikke forståa det
eller begribe det. Jeg er kommen hld for at sige Vem det, kanske
Ve vil kunne tilgive mig, Ve som selv er Kvinde, en elskende
Kvinde ....
Vet gik i Sonja. En elskende Kvinde — hvorledes kunde denne
fremmede kjende Historien om hendes unge Kjcrrlighed, der var født
— saa at sige — igaar?
Men Kathe Ventson gav hende ikke Tid til at forundre sig
eller spørge.
— Ve er kommet hid, Ve og Veres Far, for at styrte mig, for
at jage mig bort fra Grev Aksels Side — vedblev hun, og hendes
Stemme blev heftigere og heftigere. Ve er kommet for at træde
mig under Fsdder, mig, den nværdige, den besmittede, Eventyrersien,
hvem Ve foragter som et urent Vyr l Er det ikke saa ? Svar mig
— er det tkke saa?
Hun bøiede sig langt fremover mod Sonja, som kjendte hendes
hede Acmde, fslte hendes Vlik brcrndende hvile paa sig. Sonja sad
ursrlig med nedslagne Gine og knugede det tynde Vatistlomme
tsrklcrde krampagtig mellem Fingrene.
— Ve svarer ikke — lige godt, jeg behsner ikke at vide mere.
Greven, Veres Far, har allerede fundet os. Alt igaaraftes, sent.
var han hjemme og spurte sig for hos Portneren i det afsideslig
gende, stille Hus, hvortil vi flyttede fvr nogen Vage siden. Gg —
jeg som troede, vi havde gjemt os saa vel! — Gg nu, nu i dette
Gieblik har de truffet hinanden, taler sammen — og alt, alt glider
bort fra mig!
Ve sidste Grd undslap hende med lidenskabelig voldsomhed, næsten
som et Skrig, en druknendes Nødraab.
Saa blev det ganste stille, og da Sonja efter nogen Gieblikkes
Forlsb saa op, sad Kathe Ventson og vuggede frem og tilbage med
Hænderne sammenknugede, som led hun store fysiste Smerter.
— Ve har dog selv telegrafert efter min Far, sagde Sonja.
— Jeg? — ja desværre — i et svagt Gieblik, i den første
Forstrækkelse gav jeg efter. Feberen var saa sterk i Vegyndelsen —
og jeg troede der var Fare for livet — selv troede han det’ ogsaa
— og saa bad han mig — bad mig, indtil jeg maatte gjøre Ket.
— Men nu — han er jo saa meget bedre — og efterpaa, aa
livor grcrnselsst angrede jeg det ikke I Jeg stulde have givet alt,
hvad jeg eiede, om jeg kunde have gjort det stede om igjen. Gg han
selv! Gud stal vide, at han ligesaalidt som jeg snstede eder hid
— han ved, at I vil gjøre alt muligt for at stille os ad.
— Gg saa overtalte jeg ham — og vi flyttede fra Hotellet
hvor vi havde boet, ud til den stille, skjulte villa, forat ingen stulde
finde os. længere kunde han ikke føres, fordi han endnu er saa
svag, saa svag . . . Vet var med Nød og Neppe Voktor Strsm
vilde gaa ind paa dette.
Sonja reiste sig og gik hen til vinduet.
— Hvorfor siger Ve mig alt dette? sagde hun med en Stemme
som hun forgjæves søgte at gjøre rolig. Ve kan vel indse, at jeg
for vort Navns, for min Fars og vor Slcrgts Skyld ikke kan andet
end tage parti: mod Vem.
Men Kathe Ventson styrtede hen til hende, kastede sig paa Kncr
og brast i krampagtig Graad.
— Ve er Kvinde — som jeg — hulkede hun — sdelcrg mig
ikke — hjælp — hjælp mig — for jeg elster ham — elsker ham
høiere end mit eget liv — end alt i verden — — Jeg vilde ofre
— mit Hjerteblod for hans Skyld Aldrig — aldrig stal I
tage ham fra mig — horer Ve — saa lcrnge mit Hjertebanker —
saalcrnge jeg lever — —. lad os i Fred — — vend tilbage did
hvorfra I kom — — glem, at vi lever — vi stal skjule vor Kjcrr
lighed saa langt, saa uendelig langt borte fra eder, at I aldrig stal
blive erindret om den. Jeg besværger Vem — Ve kan formåa
Veres Far dertil — Ve alene kan afværge Ulykken — med et Grd,
et eneste ....
Sonja blev voldsomt rystet af denne uendelige Smerte; hun
stjalv over hele legemet.
— Reis Vem op, sagde hun med vanskelighed, jeg kan ikke
taale at se Vem ligge saaledes. Jeg er en svag Kvinde og kan
intet gjøre — uden min pligt.
— Uden min pligt — Ordene kom saa tungt, saa stille, som
en svag hendsende Hvisten.
Men den anden hørte dem ikke; hun omklamrede Sonjas Knær
og vcrdede hendes Kjole med sine Taarer.
— Jeg slipper Vem ikke — forinden Ve lover mig ....
— Aldrig — nmuligt — aldrig — og Sonja skjulte Ansigtet
i sine Hænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
