Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjsremaal. Første Morgen hun torrede stsv i stuen, Jeg farer ud i Ajskkenet, tænder paa Veatricen, og da
bad jeg hende være lidt førsigtig med min Marmor- min Mands allersultneste Rost roper fra <3ntr6n: „God^
Venus. Hun vendte sig mod mig med et knusende Blik: dag, Aone, nu stal Mad smage godt" —da har mit
„Fruen tror kanske ikke, jeg har den rette Forstaaelse af gamle Ajskten byttet Aandeklædet bort med Hverdags-
Anlikens Aunst?" Jeg faldt ned ien 3cenestol af For« dragten,
f.erdelse. Vm den elstede Gudinde var gaat i Anas,
kunde jeg ikke bli mere rystet. Med en dramatisk Be
vægelse forte hun stsvekluden op til „G, den
som kunde faa se Venus fra Milo paa 3ouvre-Musceet!"
Uden al kunstnerisk Forstaaelse tilkendegav jeg, at mit
Bordtceppe maatte pistes, og snart var hun forflyttet fra
Couvres ssilehaller til en stsvsty i mit Gaardsrum.
<3n 3>sndagseftermiddag. mens min Mand snorkede
paa sofaen, og jeg tog mig en let Husmoderblund i
Gyngestolen, bankede det næsten uhorlig paa Doren.
Mariane svcevede ind. „De kan ikke faa fri iaften, vi
stal ha Fremmede," sagde jeg affærdigende, for Vidunderet
havde faat Munden op. „Tak, jeg tilbringer altid min
ssndag hjemme — jeg studerer. Hvad jeg vilde spørge
Fruen om, var, om ikke dette understjønne Digt af
Wergeland (hun foredrog første Tinjer med Oathos og
lukkede Gine) — om det ikke er strevet til Fruens Bed
stefar. s»aa, det er det. Hvilket underligt skjcebnens
j)eg, at jeg skulde komme til denne Familje, som ned«
stammer fra Helten i mit yndlingsdigt. Foretrækker ikke
Fruen Wergeland langt for U)elhaven?" „Er Aaffen
fcerdig?" var mit brutale svar, og den miskjendte
s»kjsnaand gled ud af Doren. Min Mand snudde sig
paa sofaen — „du siger hende vel op?" tordnede han
og sov hsilydt videre.
Det var en Formiddag, jeg kom lidt sent hjem fra
Byen. Mariane hadde meldt mig Dagen for, at hun
hadde ingen sans for Bagateller og var vant til mere
„aandelige" Huse end vort, hvor der ikke spilledes Oiano,
og Maaltiderne fordredes prcecis. Med en bange Anelse
stormede jeg ud i Ajskkenet, men blev staaende forfcerdet
paa Tcerstelen. Marianes Hode var tullet ind i et
Haandklæde, som sad som en Turban om hendes sorte
Haar. Hun holdt Haanden for Ginene og stsnnede.
Idet jeg streifede den kolde Aomfur med et resignert
Blik, spurte jeg hende deltagende, om hun havde faat
ssrgelige Efterretninger hjemmefra. „Aa Gud, Frue, at
De kan spørge! Hvad opfylder da ikke idag hele den
civiliserte verden med sorg?
jeg ulykkelige, profane Væsen, som tænkte paa Grsd i
en saadan stund! „Ja, det er meget ssrgeligt og op
rorende — men — men Al. er 2, og j)oteterne er ikke
sat paa." Gm jeg hadde vært Morder, kunde
han ikke i Dødens stund sendt mig et mere haablost
Blik end det, Mariane kastede paa sin Madenoder.
„Mit Hode brcrnder. Frue — og den s>legt, som
har gjort sig saa fortjent af Frankrige!" „De vilde ikke
være saa snil at sorge for, at det kom til at brænde lidt
paa Aomfuren ogsaa?" Hun tog en skuffe Rul og
oste paa Aomfuren — de tændte desvcerre ikke Ild af
hendes fyrige Blik, da hun mumlede — „den s>kurk
blir da vel henrettet! Hvis der er Retfærdighed til!"
„vær saa snil at tænd paa Aomfuren," tordnede jeg,
„scet Melken og Ooteterne over, pas Groden ordentlig
og kom til Dem selv." Men jeg kunde heller bedt Tarnot
opstaa fra de Døde. Nu svingede hun med s>leven, og
raabte: „Hevn over mens Melken dansede
over Grydekanten paa hendes sorte s>orgekjole. Da blev
jeg ræd, gik ind og satte mig mat i min kjære Gyngestol.
„Mama, Mama, stal vi ikke snart spise Aften?"
Ak, o ve, jeg har fordybet mig saa i Ajskkenminder,
at al Tanke paa Aftensmaden er strsget af mit s>ind.
URD
Ingen skjcrlven
Harmoni.
(Solnedgang ved Glaama).
rorer fig i skogens Aroner;
hist paa Elven
Himlens Farver sig fottoner:
Valens Oie opadvendt
har endnn ei sin skuen endt.
Hoie Gjester
soger hid og dvcrler Icenge:
det Vrchester,
som har legt paa Dagens strenge,
ender her den Symfoni,
det ved Daggry stemmed i.
Harmonier
nd fra Elvens Flade vcrlder,
Kvelden vier
og om salig seier melder:
det er Dagens svanesang,
ren som Himmelharpers Alang.
Aandehcrre,
Lysets Vsrn af alle ALtter,
rene, skjære,
sig ved strengelegen mcetter,
samler sig og lytter til
det underfulde sammenspil.
se hvor Edens
gyldne tys nu alting bader!
Hir dog Fredens
pris i Tonernes Kaskader!
stans dog her og stille dvcrl,
til Hvilen favner ssdt din sjcrll
Vscar Vorgersen.
s-n.
363
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
