Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
n Regnveirsdag i Byen kan ofte være velgjo«
rende, det vil si, naar man slipper at reise i
Trikken sammen med 30 vaade, lugtende Gutta
perkakaaber. Det er rent en lettelse at kunne
bestemme sig til at sidde inde i en hel Efter
middag og scrtte skonning paa Ajolen eller
gjore fra sig andre Ting, som man opscrtter og opsætter,
naar det er deiligt s>olstinsveir.
Men det er anderledes paa Tandet. 3ad stedet
være saa deiligt, det være vil, saa blir det alligevel fcelt
i Regnveir. — —
Vi besinder os paa et saakaldt Tommersanatorium.
Det ligger hoit, saa det kan by paa Fjeldluft, er desuden
omgivet af skov, saa Granduften heller ikke mangler;
det har et stort Vand nedenfor sig, har styrtebad og
Kroketspil, Triumfstole paa verandaen, springmadraser
i Hengene og pickels og Ansjos som fast Dekoration paa
spisebordet — kort sagt, det er et Eldorado, i pent Veir
da. Men nu har det regnet en hel Uge. — I lange
grsskolde Dage; de 8H Timer vi har tilbragt i vaagen
Tilstand har været svære at komme igjennem. Det første,
vi horer om Morgenen, er spsrsmaalet til Oigen, som
kommer efter skoene: „Aari, hvordant Veir er det idag?"
og saa hendes urokkelige ensformige svar udenfor hver
Dsr: ..det regner!" — Vi kommer ned i spisestuen, hvor
hver sidst ankomne af alle Gjcesterne turvis faar den op’
byggelige Meddelelse: tænk, at det regner idag ogsaa da!
Ja, paa Opfordring tænker vi denne Tanke 60 Gange,
om den end ikke er, hvad Fotografen kalder : en behagelig
Tanke.
Rcgndraaberne falder tunge og tcrtte ned i det morke
Vand, Aroketkuglerne svsmmer paa Grcesplænen; der er
styrtebad at faa ikke alene i Badehuset, men under hvert
Tag; det er koldt og uhyggeligt overalt, saa alle smaa
fryser og selv strien i Triumfstolene krymper sig. I den
lille „s>alon" sidder mindst Damer, de værdigste i
Rurvgyngestoler og Resten paa gule Pindestoler saa tæt
paa hinanden, at de neppe har Plads til at trcrkke Tynaalen
til sig, da den derved har let for at komme i Kollision
med Naboens Gine; de arbeider ihcerdigt, som om de
hadde Akkordbetaling ; kun enkelte førsigtige Generaler tar
sig imellem en liden Hvil af Rcedsel for ellers at komme
i Arbeidsmangel inden Husarresten er over. En venlig
Tjcrl underholder dem med at synge af fuld Hals Dyvekes
Tange: vildt, vildt, vildt suser Blcesten
og Regnet akkompagnerer hende. — Det skulde være godt
at faa varme sig lidt ved Peisen, tænker jeg, og vover
mig ind i peisstuen; men der sidder den faste Alik og
spiller Kort fra Morgen til Aften. Grand—pas
— H Beter — ha, ha, ha, hores imellem; men jeg, som
er paa Tandet for sundhedens Tkyld førsvinder hurtigst
fra denne deilige Atmosfære, en Blanding af Tobak og
peiserog. paa mit eget Værelse er det imidlertid heller
ikke noget tiltalende, for over mig slaas Fru Olsens 6
Varn og ved Tiden af mig trcetter Fru Nielssens 7. Uaf
ladelig lurer de sig ud, kommer ind dyvaade, faar torre
Ttrsmper og Ukjend og gaar saa til en Afveksling paany
ud. Ja, baade store og smaa er fortvilet, men værst er
det med en ung, energisk, begyndende Malerinde; ingen
Tteder finder hun 3ys nok til at fuldfore sit: Regnveirs
stemning. Hun trækker rundt med sit tunge Ttaffeli og store
Kan der MKes noget mere lnngtMeW end
en WnnelrMg M Mdet?
URD
graa Tcerred, der i sig selv har en udenerket Grundstem
ning, der formodentlig førsvinder under hendes Behandling.
Og saa fatalt som det er, at Posten heller ikke kommer
idag l Den unge Backfisch venter længselsfuldt, for hvem
ved, om ikke en Flamme netop idag sender hende nogle
Trøstens Ord i denne triste Tid, den Forlovede venter med
Hjertebanken paa nogle Tolstinsord fra „Hans", og Fruen
haaber paa et pengebrev fra sin Gemal, der ikke har
fri Ttakkar og derfor desvcerre ikke kan være med Fa
miljen i dette deilige Tommerpensionat. — Den eneste,
som kan finde et lysglimt i Tilværelsen, er Frsken Feuer
furcht; hun bor paa Kvisten, og da hun har hørt mange
fcele Historier om, hvad en liden Gnist kan udrette i ct
tort Trcehus, foler hun sig nu stille taknemlig og beroliget.
Det er snart Middag; nogle modige Lærerinder finder det
er for galt at sidde inde hele Dagen; de maa motionere
lidt for Middag for at faa Madlyst, tar paa sig nogle
merkelige Kostumer og traster nedover den lerede Vei; et
„oplsftende" Tyn for dem, der promenerer lidt frem og
tilbage paa den trcekfuldr Veranda. —
Frikaseen er graaere, Tvestekompotcn seigere og
Floden vandrigere end scedvanlig; stemningen har nok
fundet Vei ind i Ajskkenet og Melkeboden med, lader
det til. En god Middagslur styrker, og man kommer
med nye Arcefter ned til Aaffen; men Aavringerne er
blode, har mistet sin oprindelige Tprshed og smager af
Blikkasse. Man tænker med Tcengsel paa den Aaffe-s
–tur med Aager og Vafler, som Vertinden har lovet,
nåar det blir tort; hun er kjendt med de lokale Forhold,
saa hun ved det tar Tid, inden hun behsver at indfri
tsftet. — Veirprofeten Ola udspørges af alle om Udsig
terne og svarer altid: „det maa vel snart bedre sig, lel!"
„Ja, holder det paa slig, saa reiser mine 6 og jeg", sier
Fru Olsen, „ja vi og", sier Fru Nielssen, „men saa er
det det, at min Mand saa nsdig vil ha os hjem
— ja, for han tror, vi har saa godt af Tuften!"
Om Eftermiddagen er der smaa Tlaberaser paa
Værelserne; Invitationerne gaar for sig i al Hemlighed,
de hvistes rundt, men siver alligevel ud og staffer fuldt
af Fornærmelser. Ud paa Aftenen blir det saa raat og
koldt, at det er nødvendigt at stue sig sammen i „Talonen".
I samfulde ? Dage har vi nu legt „Amor kommer" paa
alle Bogstaver, saa vi har bare L, !? og Z igjen, og
det klarer vi ikke. Men en geschæftig Dame har fundet
paa at stille Tableauer: svinedrengen og 3 nordiske
piger. Tænk, saa morsomt! vi klapper begeistret ved
denne Overraskelse og forbauses ved at sinde igjen lige
til vore mestintime Alædesplag fremstillet for Offentligheden.
Men alt kan jo tillades 2500 Fod over Havet. Tnart
er Alokken !l.0; en mægtig Dame, der har Værelse over
Talonen, sier med hsi Rost: Godnat — Godnat til hver
enkelt; vi stjønner Vinket og tripper til Tengs ligesaa
samvittighedsfuldt som Toldaten, naar Natsignalet lyder.
Naar vi nu stal ligge i l. 2 Timer, er det rigtigt godt at
ha Tpringfjærs Madraser, naar de bare ikke peb saa;
bare vi tænker paa at rore os lidt, frembringer de en
ynkelig 3yd, der i Forbindelse med Regnets plasten virker
uhyggelig, men paa samme Tid sovndyssende — og
inden vi ved Ordet af det vaagner vi næste Morgen for
atter at begynde en ny, ligesaa begivenhedsrig Dag.
S. v.
365
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
