Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 22. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et var en styrmand j)aterson, som havde gjort stere
Reiser med hendes Mand; han havde ikke været med
vaa den sidste ulykkelige Reise, da han var blevet for»
styttet til et andet Fartsi.
ljan havde ligget med 3kil> i Nærheden af det
3ted hvor „Kathe" forliste, og havde været med ved
Kaptein Vergs Vegravelse.
De eneste Cing som var fundet i den dødes Tommer, var en
stor sslvpenge og en engelst Kniv. Disse havde han med til
Enken.
Fru Verg lod arbeide to smaa Solvkors af Mynten; det ene
hængte hun om falsen paa Datteren, det andet beholdt hun selv.
Kniven blev Sønnens Arvestykke.
Som sagt, Aarene gik sin jevne, rolige Gang, sulde af Arbeide
og Kampe, og Vornene vokste op. De fik den bedste Undervisning
i tondons ypperste Skoler — intet Vffer, ingen Anstrengelse var
Moren for stor, naar det gjaldt dem.
Sønnen, som var seks Aar celdre end Kathe, havde et godt,
roligt sind og en paalidelig Karakter, men var noget indesluttet.
Han elskede Votanik, og lige fra Varneaarene af var det hans Drom
at hellige sig til det studium.
Men det gjaldt at kunne førssrge sig selv saa snart som muligt
for at lette Moren hendes tunge Arbeide, og i Aars Alderen
satte han derfor igjennem — det var halvt imod Morens vilje, hun
vilde han skulde studere, og med Gloede havde hun slidt for ham
endnu i mange Aar — at faa Tilladelse til at stutte sin skolegang og
begynde som Elev ved en stor Gartnerskole udenfor London.
Der gjorde han store Fremskridt; og kun tre Aar efter blev han
af fine foresatte paa det varmeste anbefalt, da en svensk Adelsmand,
en Grev Stjiirne, sogte en Gartner til sit Gods i Skaane og hen»
vendte sig til det anseede Institut.
Han tog mod Stillingen, stjønt det kostede ham ikke liden Over»
vindelse at forlade Mor og Soster. Men han var jo svenst, stjont
hans vugge havde staat ved Themsen.
Af sin Datter havde ikke Fru Verg übetinget Glæde.
vistnok blev hun en straalende Skjonhed, som overalt vakte
Veundring; men alt tidlig viste hun ogsaa stette Tilboieligheder, og
trods alle Morens Venner ag Irettesættelser ogedes disse.
Hun kunde være saa bedaarende, saa uimodstaaelig indsmigrende
den lille — naar hun vilde. Ja det var ncrften som eiede hun en
overnaturlig Evne til at kunne beherste dem hun fandt for godt at
anstrenge sig lidt for.
Men hun vidste sig ogsaa underfundig, i hoieste Grad egoistisk,
forfcrngelig og fornsielsessyg.
Saa ofte hun ved en logn, et lidet Vedrageri, kunde tilfreds
stille sin Forfængelighed, nyde en liden Triumf, saa gjorde hun det.
Morens Taarer og Vrorens Formaninger var spildte paa hende;
kold, ligeglad sluttede hun sig inde i sig selv.
Da Vroren reiste for at tiltroede sin Post i Sverige, var det ikke
saa farligt. Hun var jo endnu et Varn.
Men de følgende Aar blev en eneste lang, haard Kamp for
Fru Verg, en lang, sonderslidende Kamp mod Datterens daarlige
Tilboieligheder. Og hun merkede til sin Fortvilelse, at Datteren gled
lamger og lamger fra hende.
Den unge Pige vidste altid at skaffe sig nye Anledninger til at
komme ud og deltage i Fornsielser — paa Theatret og mange andre
Steder, ofte i siet Selskab. Hun vidste altid at sætte sin vilje igjen»
nem, og hjalp ikke Trods, brugte hun tist. Moren stod imod, saa
godt hun formaaede, men ofte var hun i Tvil om det ogsaa var
klogt at hindre Datteren i at gaa ud.
Hvor mange, lange Nætter havde ikke Moren ligget vaagen,
badet i Taarer og med Angst ventet paa hende, naar hun havde
stjaalet sig afsted med en af sine mange, samvittighedslose, unge
Kurtiserer I Naar hun saa endelig kom, og hendes listende Skridt
hones ude i Entreen, folte Moren sig saa trøstet over at vide hende
hjemme igjen, at hun ofte ikke formaaede at stjcrnde.
Rampen om Rjsrlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Oversættelse.
Honja
eller
(Fortsættelse).
Eftertryk forbydes.
URD
Vg saa gik det. Hun blev tilsidst troet af at bebreide hende;
det var jo til ingen, ingen Nytte! Hun vidste det saa godt, af
tusend sorgelige Erfaringer.
Fortviler, dodstrcrt havde hun ncrften opgivet Kampen I
I sine Vreve til Sønnen skjulte hun al den Sorg Kathe voldte
hende. Hun vilde ikke førstyrre ham og ængste ham, langt borte
som han var. Han kunde alligevel intet gjore, — lige saa lidt
som hun.
Da Kathe havde fyldt l.? Aar, kom Katastrofen, som i sin Tid
vakte megen Vpsigt, ja omtaltes enddog i de engelske Aviser. En
amerikansk Akrobat, en James Ventson, som optraadte i londons
storste Cirkus og blev meget fetert, især af Damerne, for sine dristige
Kunststykker og sit djerve, mandige Udseende, romte pludselig med
en ung pige af svenske Forcrldre, en i visse Kredse meget bekjendt
Skjonhed.
Den Gang fik Svend Verg et Vrev fra sin Mor, hvori hun for»
talte ham hele den bitre Sandhed.
— Jeg har ingen Datter mere, og du ingen Soster, Svend.
Hun er dod, for altid dod for os; og vi har bare hinanden. Jeg
har forbandet hende og glemt hende. Du stal gjore det samme.
Saa strev den ulykkelige. En Maaned senere flyttede hun til
Sønnen. Istedetfor den sterke, modige Kvinde, som han havde
taget Afsted med, modte han en graanet, fortidlig boiet Kone.
Kathes Navn blev aldrig ncrvnt mellem dem.
Underlige Moderhjerte, stort, beundringsværdigt i sine Mod
sigelser! Med Aars Mellemrum staffede hun sig dog Underretning
om hende, som hun for altid hcivde førstodt. Hun fik vide, at
hendes Datter kom tilbage til london og der levede i et kort, ulykkeligt
ALgteskab med en uværdig Mand, og tilsidst at Themsens vande
lukkede sig over ham en Aften da han beruset sjanglet» hjemover.
Dg hun var taknemmelig herfor. Hun vidste ogsaa at et Varn kort
derefter blev fodt. Gg alt dette maatte hun hore for at faa Fred.
Men for Vroren fortoug hun alt ... .
Gulnede Vlade, gjemt dybt i Erindringen, naar saa I sidst
Dagens tys? Gulnede Vlade, det Hjerte I engang sik til at
banke, er ikke mere!
Sonja havde allerede en Maaned været borte fra Stockholm,
fra Hjemmet, Faren og fin forlovede.
Mange og lange Vreve fra hende — Kurt fik næsten daglig
udforlige Dagbogsmeddelelser og Forsikringer om hendes varme
Kjcrrlighed — fortalte at hun trivedes udenerket dernede ved Mid
delhavet, at hun kom godt til Krcefter og at hendes Sindsstemning
var jevnere og lysere end den paa lcrnge havde været.
Ggsaa i Norden begyndte Skog og Mark at gronnes; vaa
ren kom.
Man var endnu kun midt i Mai; men Virkene og tindetrcrrne
i Djurgarden stod fcerdig i sin nye gronne Dragt, og den lyste saa
vakkert i Solskinnet, ved Middagstid rullede den ene Ekvipage efter
den anden henover promenaden; mod de blsde Silkepuder lænede sig
aristokratiske, blege Kvindehoder og elegant antrukne Spradeherrer,
mens vaarens sterke vind fremkaldte de første matte Roser paa
Kinden
Grev og Grevinde Stjarnes store engelske vogn med de fire
hoit beundrede Fuldblods savnedes ikke nogen Dag paa promenaden.
Siden Sonja ikke lcrngere stod mellem dem, omgikkes de langt
friere, og de frydede sig begge over det.
Hver Dag Kjsreture, Middag paa Hasselbacken eller i en anden
Restaurant, om Aftenen paa Theatret, bestandig ude, saa hele verden
kunde se dem og misunde dem deres lylke.
I denne deilige, sorglose Tid, da Grevinde Sijarne for første
Gang helt og uforstyrret fik nyde goderne og Behagelighederne ved
sin Stilling, havde hun sjeldnere end for Anledning til at aflcrgge
sine hemmelige Vesog hos Rose, og der kunde undertiden gaa flere
Dage uden at hun fik Anledning til at se hende.
Det Syn som Miss Vly havde hcwt — det kunde jo ikke være
andet end et Syn — havde en Tid crngstet hende, nu var det
for lcrnge siden glemt.
Ratastrofen.
XX.
K
(Forts.)
433
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
