Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3a lo Ridder Eppelin og vinkede til Daima, sin
hvide Hest.
„Hils ham, han faar vente! Thi nu rider vi til
vort slot mod syd." Gg han tog Blanzelistor i sine
Arme og steg op.
Det bar susende gjennem skogen.
Moder Alalith saa efter dem.
„Nu brænder du dine Vinger, det vil jeg ikke have,"
sagde hun.
Vg hun sendte Bud over begge Riger og Aong
Ramundur og den sorte Tkogprins satte efter dem med
de -ypperste Mænd. — — — — — —
Avet er lyst.
For afsted gjennem den susende skog, hele den lange
rider Eppelin med Blanzeliflor. Men
de tor ikke unde sig Hvile.
Blanzelistor sidder tryg i hans Arm, vuggende let.
Hun svarer hans sporgende Gje med smil. „Hvor kan
jeg være trcet! Jeg er hos dig!"
Vg de rider ved Nat og den næste Vag. Da bojer
hun sig og hvisker mod hans Gre: „Er der langt til
det lyse Tand? . . . For nu horer jeg min Faders Horn!"
„Blanzeliflor, du kjære! Det er Ekko i skogen.
Nu er vi der snart!"
„Eppelin kjær, det er godt ... jeg blir saa tung
i din Arm!"
„Vi er der! Vi er der!" Han sporer Daima, sin
hvide Hest, Datter af ørkenvinden. Vg det baner su«
sende gjennem skog, over lange Heder.
Men den tredie Dags Aften, siger Ridder Eppelin
sagte til sin Brud: „5e Daima, vor stakkels Ven! . . . .
Nu er de her efter os — de bryder min hvide lillie . . . .
den sorte Orins vil drikke mit Hjerteblod!"
Da lo Blanzeliflor, retted sig i dadlen og lagde
sin Arm om hans Hals.
„Du min Ridder Eppelin, du skal ikke være saa
førsagt! Aldrig stilles vimer! Den sorte Orms skal In
gensinde drikke dit Hjerteblod!"
Gg hun lagde sig tæt ind til hans Bryst og hvistede:
URD
„For rcekker vi ei frem til det lyse tand, saa rider vi
ind i Døden!"
De var under lsnbjerget ved den dybe Elleso. Da
gjaldede Tusinder af Horn, da sprcengte de ud fra skogen
og ringed dem ind Aong Ramundur og hans Mænd og
den sorte Orms med sit straalende Tog.
For ved Tsnbjerget turde ingen Mand sætte over,
der var ingen Bund og lsnlige Magter raaded.
Men Blanzelistor klapped det dsende Dyr og greb i
Tsjlen. „Daima, du min Ven! saa rider vi ind i Døden!"
Daima vendte Hodet om og saa paa dem med sit
blodige bristende Blik. 3aa rejste den sig vildt — med et
Dødsens Tkrig brod den Vej og gjorde det sidste sprang.
Vandet lukkede sig over den og over den unge Blån«
zeliflor og Ridder Eppelin.
Men den hvide Aakande er kommet der og har lagt
sig til. Den ligger og vugger paa det dybsorte Vand.
Den ligger bestandig paa Vagt. Ved at dernede er der
to som hviler ud fra et langt Ridt. Ingen maa førstyrre.
5
Men naaar der kommer en Aften som nn i Aftes,
naar Taagen stiger i Guldstimmer over Heden . . og
der kommer en Nat som denne, naar Vindens Aande er
sagte som et sovende Barns, da blir vi alle vemodige, —
vi husker paa Blanzelistor, der maatte do, der mindst hun
det vilde. Vg vi maa sukke over Menneskene. For de
har det alle paa en Vis, de som var her for, og de som
kom her siden: de kan saa lidet lade være med det at
gjore livet tungt for hinanden og Døden bedfkl
Det er det vi synger om, naar Natten er sort som
nu, og det suser scert over skogen!"
Der blev koldt. solen var nær. „Det er bedst jeg
gaar!" sagde hun og samlede sammen sit dunkelt«
straalende s>lor. „Nu blir her uroligt!" som en sky
gled hun og var vcek.
Et isnende vaadt Vindpust kom. 3olen randt. Taa«
gerne laa rundt, sine, solvvcevede.
Det var Morgen!
’/)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
