Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2
URD
Eftertryk forbydes.
Eua.
Af Matilde Serao.
Oversat fra italiensk af F. R■
i,a Olga flk Øie paa alle dem, som var komne for at
hilse paa hende, og saa Venindernes Hænder række
sig frem for at trykkes af hende, og de deilige
Blomster, som bragtes hende, og al den Kjærlighed
og Deltagelse fra alle Kanter, kom en heftig Skjælven
over hende. Hun kunde ikke græde, men hendes
Øine brændte, og hun var nær ved at kvæles af
Sindsbevægelse. Lidt efter lidt drog hun sig til Side med alle
dem, som havde været hendes Veninder; og hun havde et
kjærligt Ord, et Løfte, en Beklagelse, en Fortrøstning tilovers for
hver af dem. Massimo underholdt sig ligegyldig og med et træt
Udtryk med sine Venner, havde Hænderne i Lommen og Hatten
trykket langt ned i Panden, et Billede paa fuldstændig
Nedslagenhed.
— Vi har bragt dig disse Boser, Olga, sagde den ældste af
Søstrene Sannicandro med Taarer i de store Øine, som hun
fæstede paa Bruden.
— Det er til et Minde om Neapel, glem ikke det, Olga,
til-føiede den yngre Søster.
Hun bøiede sig over Boserne, lugtede længe til dem, lossede
dem, og uden at sige noget kyssede hun de to Børn paa begge
Kinder. Disse barnlige Sjæle begyndte da at stirre paa hinanden,
som de altid pleiede, Underlæben traadte samtidig frem paa
begge to, og de ståk i at græde.
— Nei, Kjære, Kjære, græd ikke, sagde hun rørt og vinkede
til Maria Gulli-Pausania, at hun skulde komme hende til Hjælp.
Deres tilkommende Svigerinde nærmede sig med kongelig Anstand,
kyssede ( lga let paa Panden og sagde rolig:
— Jeg haaber, vi sees igjen i Paris om et halvt Aar, Olga.
Jeg reiser did med Peppino ved den Tid, og da er vel du
ogsaa der*?"
— Ja — jeg ved ikke rigtig, hviskede Olga Daun forlegen,
idet hun kastede et flygtigt Blik paa sin Mand, som utaalmodig
havde nærmet sig Udgangsdøren.
Maria Gulli-Pausania tog sine to smaa Svigerinder, som
vedblev at hulke og græde, med sig bort i et Hjørne af Ventesalen
og begyndte at tale dem tilrette næsten som en Bedstemor; og
de lyttede til hendes Visdom, idet de saa hende tillidsfuldt ind
i Øinene som Børn, der ærbødig føier sig og stoler paa, hvad
Bedstemor lover dem.
— Her! — tag disse Hyacinterne, Deiligste, sagde Eugenia
d’Aragona. Og velkommen snart igjen, Olga min.
— Tak, det gjør jeg gjerne, Eugenia.
— Ja, kom bare snart hjem igjen; det er frygtelig koldt der
langt i Nord, og her har vi det saa deilig varmt, kjæreste lille
Olga.
Imens lænede hun sig fortrolig forelsket tæt op til Giulio
Vargas, hvis Arm hun havde grebet.
Glem ikke al den Tid, vi har tilbragt sammen, Olga, hviskede
Tekla Brancaccio sagte. Nu har du faaet det, du saa længe har
ønsket dig. Gid du maa blive lykkelig, Kjære.
— Tror du ikke, at du ogsaa vil faa dit Ønske opfyldt,
Tekla?
— Jeg vil sætte mit Liv ind paa det, svarede Tekla fast.
— Vil du paatage dig en Kommission for mig i Petersburg,
Olga? spurte Julia Capece Bruden. Skulde du ville kjøbe en
russisk Bæveskindspels til mig? Jeg er færdig at forgaa af
,Lyst til at eie en saadan en.
— Jeg skal prøve at huske det, svarte Bruden med svag
Stemme og saa sig om med et omtaaget Udtryk i Øinene, som
om hun ikke rigtig sansede, hvor hun var.
— Kjære Olga, gid du maa blive lykkelig hele Livet
igjennem, og Kjærligheden aldrig slukkes i dit Hjerte, hviskede
Karina Althan sagte til hende.
— Hvorledes vil det blive mig mulig, Kjære ! svarte Olga
ligeledes hviskende og med et sørgmodigt Udtryk.
— Tænk da ikke saa! Det skal nok blive godt, kan du tro,
sagde Veninden beroligende og kyssede hende paa Panden til
Afsked.
Men nu begyndte Massimo Daun, som stod paa Dørtrinnet i
Vognen, for Alvor at blive utaalmodig. Konduktøren varslede
med høi Røst Togets Afgang til Rom, alle skyndte sig ind paa
sine Pladse, og Bruden, fulgt af hele Venindeskaren, gik ogsaa
bort imod Toget.
Et sterkt Vindstød for ind under Toget paa Perronen og
bragte Gasblussene til at flimre. Massimo stod inde i en
reserveret Kupé og kastede ærgerlig Sjaler og Blomsterbuketter
omkring paa Sofaerne.
Alle de, som havde fulgt Olg’a for at se hende reise, blev
grebne af en vemodig, næsten smertelig Følelse. Det rørte dem
at tænke sig den unge, tyse, vakre, blomstrende Kvinde, god og
kjærlighçdsfuld, opvokset under Neapels Sol, nu i Færd med at
reise ud paa Verdens store Hav i saa stor Fare for at lide
Skibbrud. Ja, ligetil den skarpe gamle Frøken, Anna Doria, var
blødgjort ved Synet af det lille Væsen, der uden Vern, ubeskyttet
skulde optage en Kamp, der med saa stor Sandsynlighed spaaede
om Nederlag.
— Glem ikke at skrive, Olga — skriv endelig, lød det fra
flere Stemmer.
— Ja, ja ... . jeg skal skrive .... svarte hun som i
Drømme; Læberne skalv og Øinene brændte; hun kunde ikke
græde
— Lykke paa Reisen, kjære Olga, hviskede Elfrida Kapnist
til hende. Vær ved godt Mod, lad dig ikke forknytte.
— Levvel. Elfrida, svarte Bruden støttende sig mod
Vogndøren, paa Vei til at falde i Afmagt.
Angiolina Cantelmo traadte til, og de to Veninder saa et
Øieblik dybt rørt paa hinanden uden at kunne ytre et Ord.
Angiolina trykkede Olgas Haand krampagtigt i sin, ligesom for
magnetisk at meddele hende alle de ømme Ord og Ønsker, som
hun ikke formaaede at fremføre; Stemmen svigtede hende.
— Deu hellige Jomfru . . . kom det endelig skjælvende ud
af hendes Læber.
— Angiolina . . . stammede Bruden bevæget.
Og endelig kom de befriende Taarer; hun græd stille, og
Eva Muscettola, som nu havde lagt Armene om Halsen paa
hende, følte hendes Hulken mod sine Skuldre.
— Husk paa, sagde hun, at vi altid vil blive ved at holde
af dig, Olga min. Vi holder saa uhyre meget af dig ....
Klokken ringede.
— Kom nu da, Olga, lød det tørt og skarpt fra Massimo.
— Nu kommer jeg, svarte hun sagte.
De tilbageværende fordelte sig nu i Grupper paa Tre og
Fire og tog Afsked med hverandre ved Udgangen af Stationen,
hvor de steg i sine Vogne for at kjøre tilbage til Byen. Eva
var faldt tilbage til sine Funderinger og Ængstelser, og det
nyttede ikke, at Karina prøvede at opmuntre hende.
— Hvor er der blevet af Junico? udbrød Eva pludselig.
— Ja — hvor kan jeg vide det? svarte Karina overrasket.
— Karina — tror du, at han elsker mig? Aa, hvad skal
jeg gjøre, hvis han ikke holder af mig!
Og hun kastede sig hulkende om Halsen paa sin Veninde,
og imidlertid kjørte Vognen dem hjemover, og Karina gjorde
alt for at trøste hende med kjærlige og ømme Ord og kjærtegnede
hende som et sygt Barn.
Men i sit Hjerte var Karina Althan urolig og bedrøvet.
IV.
Herskabsvognene rullede ind i Santa Ghiaras Klostergaard,
som var helt beskinnet af Vintersolen, gjennem den Port, som
var slaaet op mod Gesu Nuovogaden; Gj esterne steg ud foran
Kirkedøren, fra hvis halvt til Siden dragne Forhæng man kunde
skimte de brændende Kjerter, og gik derpaa længere ned til et
af Hjørnerne paa den store, øde Plads ved den anden Port, som
var lukket og som vendte ud mod Botondagaden, hvor de
stillede sig op og ventede. En Flok Nysgjerrige samledes ved den
aabnede Port og anstrengte sig for at faa se; men ingen uden de
Indbudne fik træde indenfor. En og anden af disse kom til
Fods, klædt i sort med hvidt Halsbind, der ståk frem af
Yderfrakken, i „gibus" og lyse Handsker som til en Brudevielse,
fremviste sit Adgangskort, steg ind i Klostergaarden og forsvandt
gjennem Aabningen i Kirken, fra hvis Indre en Lysstraale
udstrømmede fra Vokslysene. Damer, klædte i sort og glitrende
af Perlepynt, traadte ind med Bønnebogen i Hænderne. De
Nysgjerrige troede, at det gjaldt en elegant Brudevielse og stod
taalmodige og ventede paa Gesu Nuovopladsen, paa Hustrapper
og i Portalen foran Normalskolen for at faa se Bruden.
Kirken, hvis Indre helt og holdent var dækket af Forsiringer
i Stukkatur og Guld, var pyntet som en Salon, venligt og vakkert,
og de røde Forhæng var trukket ned over de store Vinduer for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
