Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
URD
var ikke mange Skridt; for den var saa nær, at Havskummet
mangen Gang vædede Vinduerne.
Men var Sjøen rigtig blikstille, kunde hun gjerne staa der
i Timevis, saa deilig syntes hun, at hun var.
En stille Sommerdag stod hun slig, saa fortabt i det vakre
S37n, hun saa nede i Vandet, at hun ikke lagde Merke til, at der
stod en Mand lige ved Siden af hende.
„Saa vakker en Jente skulde ikke gaa i Værkenskjole", sa
en indsmigrende, blid Stemme.
Hun skvat op og saa en Mand i almindelig Fiskerdragt,
Sydvest og Oljetrøie. Haaret var sort, men Øinene skiftende,
urolige.
„Saa vakker en Jente skulde være klædt i Fløil og Silke",
sa han.
„Ja, det skulde vel passe for en fattig Fiskerjente, det", sa
Agnete og lo, saa hun fremviste en prægtig Rad med skinnende,
hvide Tænder.
„Saa vakker en Jente skulde være smykket med Perler og
Guld", sa han.
„Ja, hvor faar jeg dem fra?" lo Agnete.
„Det kan du faa, dersom du vil bli Dronning i Blaaland",
sa Manden.
„Hvor er det Landet henne da?" spurgte Agnete.
„Derude", sa Manden og pegte ud imod Vest, hvor det ikke
var andet end Hav og Himmel at se.
Saa greb han Agnetes høire Haand og satte en Guldring med
en skinnende, rød Sten i paa hendes Finger.
Agnete stirred paa Ringen. Det var, som om den holdbandt
hende, og hun lod sig viljeløst føre ned til Stranden, hvor en
vakker, grønmalet Baad laa og vented pua dem.
„Hvorfor er der ingen Seil i Baaden?" spurgte Agnete.
„Vi trænger ingen Seil", sa Manden og trak Agnete ned paa
Toften.
„Men der er ingen Aarer heller", sa Agnete og blev dygtig ræd.
„Vi trænger ingen Aarer heller", sa Manden og lo.
Baaden skvulped allerede op og ned paa Sjøen: da saa Agnete
foran Baaden en stor, stor Fisk, der trak den efter sig. Det gik
saa fort, at Agnete næsten blev ræd.
Da tog Manden en Sydvest og trak ned over Hodet hendes.
Og rundt omkring Baaden fik hun se en Rad med mangefarvede
Glasklokker, som ringed og klang: „Ding, dang, ding dang!"
,,Hvad er dette?" raabte Agnete.
„Det er Manæterne, som ringer til Dronningen af Blaalands
Bryllupsfest", sa Manden.
I det samme begyndte det at gaa nedad, men Vandet gjorde
ikke Agnete noget, syntes hun. Det kjendtes bare, som om en
frisk Strøm risled omkring hende.
Men foran og efter Baaden saa hun nu alleslags underlige
Uhyrer; mangearmede Blækspruter, Fiske i alle Størrelser og i
alle Farver, ligefra Kjæmpehaien til de vakre smaa Guld- og
Sølvtiske.
„Hvad er dette for noget?" spurgte Aguete.
„Det er Dronningen af Blaalands Bryllupsfølg’e", sa Manden.
Nu var de nede paa Bunden.
„Velkommen til Blaaland!" sa Manden og hjalp Agnete ud
af Baaden.
I det matte, grønlige Lys skimted hun en Skog af Koraller.
De saa ud som Trær med deilige, røde Blomster. Men da
Agnete rørte ved dem, blev liun ræd. Det var Dyr! Smaa urolige
Lys glimted her og der mellem Grenene; da hun blev vant til
Lyset dernede, saa hun, at der gik en Vei gjennem Skogen.
„Hvad er disse Lys for noget?" spurgte Agnete.
„Det er lysende Fiske", sa Manden- „De har faat Befaling
til at lyse ved Dronningens Bryllupsfest".
De gik igjennem Skogen og stansed ved Indgangen til en
Klippehule, der var oplyst af Millioner af smaa, lysende Dyr.
Da hun gik ind igjennem Døren, faldt det som en Regn af
tindrende Smaastjerner over Agnete, og Manæterne ringed: „Ding,
dang! ding! dang!"
„Dette var Morilden", sa Manden. „Den vil ogsaa være med
og smykke Havets Dronning. Inderst inde i Klippehulen, paa
en Trone af gult, gjennemsigtigt Rav, sad Havets Konge.
Morilden havde smykket hans mørkeblaa Kaabe, saa den g’litred og
lyste, hver Gang han rørte sig. Paa det kulsorte Haar havde
han en Krone af skinnende Perler, og to store, sørgmodige Øine
lyste ud af et blegt Ansigt.
„Velkommen, du Lysets og Solens Barn!" sa han med blid,
sørgmodig Stemme. „Jeg har ofte set dit vakre Ansigt, naar det
speiled sig i Sjøen. Alle Havets Skatte skal være dine." Han
klapped i Hænderne, og store Rækker af Havmænd og Havfruer
kom ind.
Alle havde det samme urolige, skiftende i Øinene, og alle
saa lig’e blege ud i det grønlige Lys der nede.
Den ene satte den skinnende Perlekrans paa hendes Haar,
den anden hængte Morildkaaben om hendes Skuldre; den tredie
holdt Speilet foran hende.
Saa deilig saa Agnete ud i sin kongelige Pragt, at hun længe
glemte alt andet for at stirre paa sin egen Skjønhed.
Men om et Par Dage begyndte Kindernes Roser at falme,
og hun blev blegere og blegere for hver Dag. Tilsidst var hun
ligesaa bleg som alle de andre der nede.
Kongen saa det, og han blev rent utrøstelig.
Han spurgte alle sine Vise tilraads, baade Dyr og Havfolk;
tilsidst sa en gammel Hai, der var klogere end alle de andre,
fordi den havde spist saa meget Menneskekjød.
„Dronningen er et Lysets og Solens Barn, hun kan ikke leve
hernede hos os, uden hun faar den varme Sol ned til sig".
Da stamped Kongen i Jorden og befalede alle Havets Uhyrer,
at de skulde bente Solen ned til ham.
„Den gaar jo hver Kveld ned i Havet", sa han. „Det kan
ikke være saa vanskelig at fange den".
Og alle Kjæmpedyrene la sig paa Lur for at fange Solen,
langt, langt i Vest, der hvor den pleied at gaa ned.
Hvalerne sendte den ene Vandstraale op efter den anden,
Kjæmpeblækspruterne slrakte sine Fangarme ud, og Sjøormen
ruiled sig sammen paa Bunden.
Men Solen gled rolig og" majestætisk hen over Himlen; den
kom længere og længere ned mod Havet Nu dypped den sine
yderste Straaler i Sjøen, hvor alle Uhyrerne laa og ventede. Den
sank dybere og dybere ned, og Himlen og Havet blev flammende rødt.
Da sank den helt ned i Havet; det blev mørkt inde ved
Stranden, og alle Havuhyrerne for slukørede hort igjen.
„Hvor er Solen ?" raabte Kongen.
„Vi havde den; det er sikkert, men den slukned for os paa
Veien", sa Sjøormen.
Men den næste Morgen viste Solen sig atter paa Himlen,
lys og skjøn som før. Straalerne trængte lige ned til Havets
Bund og lo af de dumme Uhyrer, som havde forsøgt at fange
den.
Kveld efter Kveld laa de paa Lur, men aldrig fik de fat i
Solen; tilsidst maatte de opgive det.
Dronningens Kinder blev blegere og blegere for hver Dag.
Kongens Vismænd laved en kunstig Sol af Millioner lysende
Dyr, som de fæsted til hverandre, men det hjalp ikke det
mindste.
Tilsidst sa den gamle Hai: „Dronningen maa dø, hvis hun
ikke faar fat i den varme Sol. Hun kan ikke leve her nede
hos os".
Kongen grunded paa dette. Men en Dag gik han ud i
Ko-ralskogen med sit Scepter i Haanden.
Han rørte ved de skinnende, røde Blomster, og de vokste
opad, fortere og fortere. Han stamped med sin Fod i Jorden,
og Havbunden begyndte at hæve sig.
Da Morgenen kom, havde Koralskogen naaet Havfladen; alle
de rosenrøde Blomster blev faste som Sten, og Havet skylled
Jord indimellem.
En nyfødt, ringformet liden 0 laa nu og" speited sig i Sjøen.
„Skal vi give den Gaver?" sa Fuglene, og de gav den alle
de Frø, som de havde samlet i Landene rundt omkring.
„Skal jeg give den Gaver?" sa Solen og klædte den Nyfødte
med Grønt og Blomster og deilige Palmetrær.
„Skal jeg give den Gaver?" sa Vinden og førte til den Fugle,
Sommerfugle og alle de yndigste, vingede Væsner, som fandtes.
Om Kvelden, da Kongen og Dronningen af Blaaland gik iland
paa sin lille 0, var den deilig som Paradisets Have.
De bygged sig en Hytte af Palmeblade, smykked sig med
Blomster og skinnende Perler, og Agnetes Kinder blev atter saa
røde som Roser.
Men rundt omkring skjød låve Øer op af Sjøen, og alle
Havfolkene begyndte at flytte op.
De var mørke i Huden; Øinene og Haaret var sorte, og de
svømmed og clukked som Fisk. De gik nøgne og pynted sig
med Perler og Muslingskaller.
Kommer du engang rigtig langt ud paa Havet, der hvor
Solen gaar ned, saa kanske du linder Blaaland.
Gaade.
I følgende Sætning er gjemt to Kvindenavne, et Mandsnavn
og en By:
Hans Kone var død i daa".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
