Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 4. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
URD
moderligt lige overfor Frk. Krieger, og da hun aldrig
havde havt Grund til at tvivle paa hendes
Oprigtighed og Velvilje, betroede hun hende nu ogsaa, hvad
hun havde oplevet pua denne sin Morgentur.
„Ja, Sorg bringer Sjæle sammen", bemerkede
Lady Palmerstone alvorsfuldt, da Frk. Krieger havde
endt sin Meddelelse, „og det maa isandhed være en
sterk Sympathi mellem Eder, siden Eders Sjæle ikke
kunde have Taalmodighed til at vente med at stifte
Bekjendtskab, indtil Personerne flk Anledning til
at træffe hinanden", tilføiede hun smilende. „Paa
en saadan Sympathi maa man vel kunne grunde
Haabet om en varig Lykke".
„Ihvertfald maa Sympathi betragtes som en
Hovedbetingelse for et lykkeligt Samliv", svarede Frk.
Krieger. —
Fru og Frk. Wrangel modtog med Glæde
Meddelelsen om Sønnens og Broderens Forlovelse, og
Frøken Krieger fandt i disse en ny Mor og Søster.
Doktor Wrangel og Frk. Krieger var kommet til
det Resultat, at det første Møde mellem dem — ikke
personlige Møde altsaa — maatte have fundet Sted
hin Aften, da hun havde læst hans Anmeldelse i
Aviserne. —
Frk. Krieger skulde herefter ikke saa let blive
udsat for at overfaldes af den sørgelige Følelse af
Forladthed og Ensomhed, som hun tidligere saa ofte
hjemsøgtes af. Hendes, ja begges gjensidige Længsel
efter fuld Sympathi var nu stillet —, og den tomme
Plads i hendes Hjerte udfyldt.
To Sjæle havde søgt og — fundet hinanden.
Johanne Schønheyder.
Det polske Geni.
et var en mørk Januardag i Aaret 1834 henimod
Aften. Mørke Sneskyer bedækkede Himlen og
fordunklede de sidste Straaler fra den nedgaaende Sol,
medens Lygterne netop tændtes i Paris’ Gader,
hvor imidlertid Livet og Færdslen ikke lod sig standse
af det tidligt indtrædende Mørke. Hvad Notis tog man
overhovedet af det triste Veir? Man besøgte dog de elegante
Udsalgssteder, de prægtige Koncertsale, Theatrene og de luksuriøse
Selskabssaloner, som straalede i den mest glimrende Oplysning.
Men mellem de mange, som hurtig ilede hen gjennem Gaderne,
over Boulevarderne og Kaiene, fandtes der dog ogsaa enkelte,
som ikke var ganske ufølsomme for Veirets Indflydelse.
Saaledes lod det til, at en ung Mand, som vandrede ned ad Boulevard
des Italien, var særlig sterkt paavirket af Himlens uvenlige
Physiog-nomi, thi hans Blik søgte stadig op mod Skyerne, for derpaa
atter med et næsten smerteligt Udtryk at glide hen over de
prægtige Butikvinduer og de luksuriøse Kaffeerj og Bestauranter,
idet der nu og da trængte et dybt Suk frem fra hans Bryst,
medens en Skygge, som af en alvorlig Kummer, lagde sig over
hans skjønne, aandfulde Ansigt.
Den unge Mand var ifærd med at tage Afsked fra denne
livlige, straalende, paa Afveksling saa rige Verden, i hvilken han
rigtignok først for omtrent to Aar siden var traadt ind, men
hvor han dog allerede følte sig saa hjemme, denne Verden, som
tiltalte ham i saa høi Grad, at han kun med tungt Hjerte havde
besluttet at vende den Byggen. Nøden havde tvunget ham til
at tage denne Beslutning; intetsteds, nei intetsteds havde der
været Plads at finde for den ubekjendte Komponist, Fredrich
Chopin, i denne store Verdensstad, hvor. han var draget ind
med saa lyse Forhaabninger; det var ikke lykkedes ham at
vinde Paaskjønnelse noget Sted, og saa maatte han atter vende
tilbage til det beskedne Hjem, hvor man skattede og satte Pris
paa hans Talent og stedse var begeistret over hans Klaverspil.
Han skred over Place de la C o nc orde, vendte sig derpaa
mod Quai desTuileries og betraadte endelig
PontduCarrou-sel for endnu engang at kaste et Blik paa den livlige Færdsel
paa Seinen, og her blev han staaende ved Broens halvrunde
Brystværn, idet han tankefuld stirrede ned i det mørke Vand.
Hvad havde han ikke ventet at opnaa i Paris, hvor saa mange
Kunstnere allerede havde skabt sin Lykke, og hvor skuffet drog
han ikke atter bort.
Han gjenoplevede i denne Stund den Kamp han havde
kjæmpet for at komme frem paa Kunstnerbanen; han saa sig
atter som den lille Gut, der allerede i en Alder af ni Aar var
optraadt paa en Koncert i Fædrenestaden, Warschau, hvor han
var blevet anseet for et Underbarn; alle havde været henrykte
over hans kunstneriske Klaverspil, og straks efter Koncerten havde
den berømte Sangerinde, Catalani, foræret den meget lovende
lille Kunstner et Lommeuhr af Guld, som Anerkjendelse for den
Nydelse han ved^sit Pianospil havde beredt hende. Med denne
glimrende Debut var han begyndt sit Kunstnerliv; saa fulgte
de alvorligere Studier, og han kom ind paa Konservatoriet i
Warschau, hvor han snart blev sin tilbedte Lærer, Elsners,
Yndlingselev. Denne underviste ham saavel i Klaverspil som i
Kompositionslære. De Fremskridt, han gjorde, viste sig at svare
til de store Forventninger, man havde gjort sig om ham, thi
allerede efter kort Tids Forløb var han en Ære for
Konservatoriet, og kun de Koncerter, i hvilke han tog personlig Del,
kunde opvise et gunstigt Udbytte, ja, da Keiser Alexander
engang under et Ophold i Warschau ønskede at høre et nyt
opfundet Instrument, et saakaldt Aelornelodikon, blev Chopin,
som den dygtigste Klaverspiller i Warschau, opfordret til at
spille for Monarken. Men hans Ungdom tilbragtes ikke alene
med anstrængende Studier, den bragte ham ogsaa glade Ferier,
hvilke den kjærlige Fader og den altid omhyggelige Moder
søgte at gjøre saa behagelige^for ham som muligt. Under disse
fik han endog Lov til . at foretage en Beise til Berlin, og derpaa
i Aaret 1829 til Wien, Prag og Dresden. Visselig var Reisen
ikke alene helliget Fornøielsen, den skulde ogsaa tjene til at
uddanne den unge Kunstner, hvad især Wien— Haydens,
Mozarts og Bethovens By, ogsaa bidrog til; der lærte han
Kreu-tzer, Lochner, Czerny samt andre Kunstnere at kjende, og han
vovede sig her for første Gang frem for et Publikum, som fra
første Stund mødte ham med stor Venlighed og senerehen
begeistredes over hans Spil. Ogsaa i Prag og Dresden
erhvervede han sig gjennem sin Kunst talrige Venner, saa at han
stolt og fuld af glade Forventninger vendte tilbage til Warschau,
hvor han besteg Konservatoriets øverste Trin og derpaa aflagde
Eksamen i Musik. Han udviste en energisk Flid og sad ofte
til langt ud paa Natten og studerede og komponerede. Disse
Kompositioner udarbeidede han med den største Omhyggelighed,
og saa glimrende blev Udfaldet, at det rørte hans gode Fader
til Taarer og gjorde hans brave Lærer og Ven, Elsner,
overordentlig lykkelig.
Selv fandt han, at han var det lykkeligste Menneske paa
Jorden, ikke alene paa Grund af den fortræffelig bestaaede
Eksamen, men ogsaa fordi en lykkelig Kjærlighed var vaagnet
i hans Hjerte, der optog alle hans Tanker. Konstantia
Glad-kowska var Navnet paa hans skjønne Tilbedte; hun var en
talentfuld ung , Sangerinde fra Warschau Konservatorium, og
opfyldt af Tanken paa dette »hulde Væsen komponerede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
