Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UllD
67
George Sand.
(Oversat fra Engelsk).
eorge Sand er et Navn som den
engelsktalende Verden endnu nævner med alt
andet end Agtelse. Hun var ikke af
vor Race, havde ikke vor Opdragelse,
og hendes nærmeste Forfædre var i
høieste Grad Typer paa alt det i den
menneskelige Natur som ligger os og vor Mening
om det passende fjernt. Til at begynde med var
hun Datterdatters Datterdatter af den glimrende,
tøilesløse Maurice de Saxe, Marskalk af Frankrig,
som i 1745 under Ludvig den 15de og i hans
Nærværelse vandt Slaget ved
Fon-tenoy. Hendes Oldemor, en
neppe mindre merkelig Person,
var Aurora, den skjønne
Grevinde von Kønigsmark. Hendes
Bestemor, Barn af dette
berømte, lastefulde Ægtepar, var
en Dame i hvem den
aristokratiske Følelse var dybt
indgroet; stolt af sin berømte,
tvilsomme Herkomst bevarede
hun i sin Opførsel alt hvad
der kunde minde om en
tidligere Periode. Hendes
Ungdom var rig paa forunderlige
Omskiftelser. Tidlig blev hun
taget ud af Klostret i den
Hensigt at hun skulde ægte Grev de
Horn, som hun ikke kjendte det
mindste. Hun blev ladt tilbage
som Enke, endnu mens
Festlighederne for det nygifte Par
var i fuld Gang. Saa levede
hun nogen Tid af en beskeden
Pension, som var hende
til-staat af Kronprinsessen; da
denne døde, blev hun atter
hjælpeløs. Det var dengang
Mode i Europa, at de som ikke. havde nogen anden
at ty til, henvendte sig til Voltaire for at faa Hjælp,
og til ham skrev ogsaa den unge Grevinde.
Madame Sand bevarede altid blandt sine Skatte
sin Bestemors Brev til Anføreren for „Filosoferne"
tilligemed hans Svar. „Det er til Sangeren af
Fontenoy, at Marskalk Saxes Datter henvender sig
for at faa det daglige Brød," skrev Grevinden.
„Jeg har tænkt mig, at han som liar udødeliggjort
Farens Seire, ogsaa vil interessere sig for Datterens
Ulykke. Ham tilkommer det at adoptere Børn af
Helte og at være min Hjælper, som han er det for
den store Corneilles Datter."
„Madame," svarte den aldrende Digter, „jeg
skal meget snart forenes med Helten, deres Far, og
jeg skal med Indignation underrette ham om den
Stilling i hvilken hans Datter nu er." Han raadede
hende til at henvende sig til hans specielle
Veninde, Hertuginde de Choiseule, Førsteministerens
Hustru, „hun er en retfærdig, ædel og velgjørende
Sjæl."
„Uden Tvil," sluttede han, „gjorde De mig
altfor megen Ære, naar De tænkte, at en syg,
gammel Mand, forfulgt og tilbagetrukken fra
Verden, kunde være saa lykkelig at tjene Marskalk de
Saxes Datter. Men De har gjort mig Ret, naar De
ikke tvilede paa den levende Interesse jeg har for
en saa stor Mands Datter."
Dette Brev, som hun skyndte sig at vise
Grevinde de Choiseule, skaffede hende den Understøttelse
hun trængte. Kort elter giftede hun sig igjen.
Hendes anden Mand, M. Dupin, døde efter 10 Aars
Ægteskab og efterlod hende som Enke med et
eneste Barn, Maurice. For det som Revolutionen
havde ladet hende beholde af hendes Mands
Eiendom, kjøbte hun Landgodset Nohant i Berri, og
her levede hun nu med sin Søn. Denne indgik i
26-Aars Alderen i hemmeligt Ægteskab med Sofie
Victorie Delaborde, en schweizisk
Modehandler-inde, Datter af en Kræmmer, som handlede med
Sangfugle. Mademoiselle
Delaborde, 4 Aar ældre end Maurice,
en fattig Kvinde af et noget
tvilsomt Rygte, fik ikke nogen
hjertelig Velkomst i Madame
Dupins Familie. Det var
naturligt at Madame Dupin ansaa
dette Ægteskab for en Ulykke.
Ikke destomindre havde hun
Forstand nok til at skjule sine
Følelser og at tilgive en
Vildfarelse som ikke kunde
gjen-oprettes, og skjønt hun
inderlig afskyede sin Svigerdatter,
blev hun snart nødt til at
erkjende, at hun var den
virksomste og mest hengivne
Hustru, og at hun gjorde sin
Mand meget lykkelig. 5te Juli
1804, Republikkens sidste og
Keiserdømmets første Aar, fik
de en Datter, som de gav
Navnet Amantine Lucile
Aurora. Sin Barndom tilbragte
den lille Pige i Paris hos sin
Mor; hendes Far boede hos
dem, naar hans militære
Pligter ikke fordrede hans
Nærværelse andensteds. Men Kaptein Dupin, som var
Adjutant hos Prins Murat, var saa meget borte fra
Hjemmet, at hans Hustru, ude af Stand til at
udholde en længere Adskillelse, i 1808 reiste til ham
i Madrid. Lille Aurora, som var 4 Aar, ledsagede
hende og blev forestillet for Murat, klædt for den
Anledning i en Miniaturkopi af sin Fars Uniform,
Sporer, høie Støvler og et bitte lidet Sverd.
Prinsen var fornøiet med Spøgen og syntes meget godt
om sin lille Adjutant, som han kaldte hende.
Kaptein Dupin blev kort efter sin Tilbagekomst
til Frankrig dræbt ved et Fald fra sin Hest. Denne
sørgelige Begivenhed dømte hans lille Datter til i
mange Aar at leve i en Splidens Atmosfære,
Gjenstand for bestandig Strid mellem sin plebeiiske
Mor og sin patriciske Bestemor, som begge
forlangte Lydighed og Kjærlighed af hende. Lydig
var hun mod dem begge, naar deres Befalinger,
som altfor hyppig var modsatte, tillod det; men
hendes Hjerte tilhørte Moren. Indenfor Slottets
Mure tilbragte hun ulykkelige Timer, thi den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
