Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 11. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
URD
Fræmieopgauen.
En Karakteristik af vor Tids Kvinde.
VIII.
Naar det gjælder at udfinde
slig en Karakteristik
af den gjængse Nutidskvinde,
som kan passe paa en Prik,
da tør man som givet tage,
hun i bredest Strømmen gaar,
hun kan vælge, hun kan vrage,
og paa egne Ben hun staar,
diskuterer, hylder Fremskridt —
Ski- og Hjulsport vel især,
liker alt, som stræber opad,
alt til Hattepynt og Fjær.
Gaar paa Egenhaand til møde —
gjf/r ei Manden Bryderi,
liter ikke alt det søde —
bedre Salt og Krydderi.
Læser Ibsen, naar den kommer,
förste Dag fra Perm til Perm,
planter Kaal og sylter Plommer,
staar for »Skaffen" frisk og ferm.
Mænd faar ikke Grund til Klage,
hun i Kogning godt det gjør,
laver Mad, som kan ham smage,
thi hun steger alt i Smør.
Hvad hun vil, det kan hun lære,
Lyst til Viden bær hun paa,
Mandens Medhjælp kan hun være —
hans Forsørger ligesaa,
løser freidig en Bevilling,
sørger kjækt for Mand og Barn,
sender Vare til Udstilling:
Skjørter, Tepper, Strømpegarn.
Danner Klub- og Fagforening,
røgter resolut sit Hverv,
til Kontor- og Diskbetjening
yder hun sin rige Skjærv.
Punktlig, grei i Færd og Tale
om i By hun virke faar,
eller som den nationale
hun paa Sæterstien gaar.
Hun paa Drømme ei vil leve,
denne Platform er passert;
nu hun skriver korte Breve —
det er hurtig ekspedert.
Hun ei haster med at jage
ind i Ægteskabets Havn,
hun vil Maal af Manden tage,
om han svarer til sit Navn.
Vesiret aabent — Kortet fremme,
lad det være ærligt Spil,
da en Mand kan stelle hjemme,
om det engang trænges til.
Vanadis.
X.
Jeg husker saa vel en Tusmørkestund —
nogle Aar tilbage,det hændte:
endt havde Mormor sin Middagsblund,
JeS — da en 17 Aars Jente
-laa og tænkte paa Teppet ved Siden,
tænkte og grublede paa — Fremtiden.
Og Mormor fik mine Tanker serveret:
„Mon tro, hvad jeg helst skulde bli?
Lysten er størst til noget studeret,
du Mormor, hvad vilde du si’,
om jeg tog Artium — og videre frem,
som Doktor gi’ Trøst i Lidelsers Hjem.
Først naar jeg faar en selvstændig Stilling —
og tjener selv hver eneste Skilling —
først da har jeg Ret til at leve!" —
— — — „Du lille Brushoved — hør nu paa!
Du dømmer mig rent jo fra Livet, —
din gamle Mormor — rynket og graa —
som Leveaar mange er givet,
har levet uden selvstændig Stilling —
og har ikke tjent en eneste Skilling, —
saa vil du med al din Prat mig lære,
jeg har ikke Ret til at eksistere. —
–Hør her, min Kjære! — bekymre dig ei.
Vent kun lidt, saa faar du en Mand,
den første, den bedste, du gjør som jeg, —
ham tar du sikkert — og saa gaar det an
ved Siden af Manden at eksistere — —
med største Ret til at leve — min Kjære!
— — — Nei, slig det var ei i mine Dage, —
selv om man havde Døtre ti —,
de vented taalmodig - hver paa sin Mage,
og Manden vidste sin Pligt at fri. —
Da Kvinden skabtes, Gud satte hende
ved Mandens Side — og ei alene.
Hvem har saa Ret af os to, min Lille?
Din Snak om „Fremtid" er rigtig ilde."
— — Og Mormor talte sig ganske hed;
jeg vogted mig vel for siden at nævne
om alle de Tanker, — alene jeg stred
og kaved mig frem efter bedste Evne.
Jeg syntes, det var et daarligt Raad
— at sætte mig rolig til at „vente".
Det gik ei slig, som af Mormor spaa’d,
fremdeles jeg gaar her alene som Jente.
Men Livet er rigt — og takker jeg glad,
jeg fødtes blandt Nutidens Kvinder;
selv om jeg ei naa’de Doktorgrad,
jeg Ret til at leve dog finder. — —
Ved Præmieopgaven randt mig ihu,
hvad her jeg nys har berettet:
Den gamle Mormor, som hørte med Gru
og næsten rent gik fra Vettet
for 17 Aars Jentens Fremtidsplaner,
som laa saa fjernt fra den Gamles Vaner.
Men tør jeg nu ogsaa vove at svare,
for første Gang jeg skriver i „Urd",
paa en saa indviklet Præmieopgave?
Den Dristighed synes mig noget absurd.
Naar skildres der skal en Nutidskvind’,
da blir det at vrænge sig selv ud og ind.
Hun gjennemgaar vel en Gjæringsproces,
hvis Udfald sees med Tvil og Spænding,
imens hun ofte med liden Succes
forcerer Gangen i Tidernes Vending —
og mener at være alt færdig støbt,
før Osten i Melken sammen er løb’t.
— — Overløbere ansees sjelden,
formeget, forlidet, fordærver alt;
men hvem tør hænge paa Hatten — Bjælden?
Og hvem tør si’: jeg er Nutidens Salt?
— — Det er nu vort Haab, at naar Tiden er inde,
Processens Udfald skal blive godt, —
og frem skal der staa en fager Kvinde
i skjøn Udvikling, som Evne har jaa’t
til i Ordets sande og bedste Forstand
at være en Medhjælp ret for sin Mand, —
og fylde Pladsen som Hustru og Moder
bedre end Kvinderne kunde før.
Men og for hende, hvem disse Goder
negtes i Livet — ja hun dog tør
tro og haabe som Nutidskvinde
at leve rigt — og ei gaa af Minde.
„Paas".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
