Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 18. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
URD
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ores Værelse laa ovenover hans. Han hørte Broren
ile opad Trappen, Døren aabnes og lukkes, et svagt
Skrig af Forundring og Glæde, derpaa en utydelig
Mumlen af to Stemmer.
Nu, nu lagde hun Armene om hans Hals!
Hermann rev Vinduet op og lænede sig langt ud. Han var
saa lied, og han fandt det velgjørende at føie den iskolde
Vinterluft paa Kinder og i Tindinger. Efter en Stunds Forløb gik
han ind i Spisestuen, hvor han fandt Faren, Svigerinden og
Broren ved Frokostbordet.
— Goddag, Bruno! Jeg saa du kom! Han gik hurtig hen
mod Broren, idet der gik et Glimt af hin engang saa
sværmeriske Barnekjærlighed til Bruno over hans alvorlige Træk.
— Goddag, Hermann! Det lød noget kjølig. Som jeg hører,
har du taget Aaget paa og slider paa Akademiet. Nu, saa vil
vi ofte kunne sees i Berlin. Du har jo allerede hørt det, ikke
sandt, at vi ogsaa skal bo der? Pokkers koldt idag! Og han
holdt Hænderne hen foran den varme Ovn.
— Klokken 6 idag Morges var det 10 Grader, sagde den
gamle Weynitz, idet han tilnikkede sin ældste Søn en
Morgenhilsen over Avisen.
— Du kommer direkte fra Paris? Jeg kom hid ogsaa først
igaar, henkastede Hermann, idet han lod Lore skjænke sig en
Kop Kaffe.
Bruno vendte sig raskt om. — Ikke ganske direkte — jeg
var fireogtyve Timer i Berlin for at søge efter Leilighed.
–■ Derom har du intet sagt mig, og Lore saa forbauset op.
Bruno lo sorgløs og gik hen til hende.
— Behøver da Fruerne at vide alt de første Minuter efter
Gjensynet? Som god Familiefar bekymrede jeg mig om det som
laa nærmere. Om fjorten Dage maa jeg tiltræde min Post;
foreløbig har jeg medbragt en Plan over Leiligheder. Forøvx’igt,
Hermann, du reiste vel da ogsaa fra Berlin igaar Morges Kl. halv ti?
Der hørtes en vis Spænding i Lyden af hans Stemme, uagtet
han syntes ganske ligegyldig og skjødesløst undersøgte sin
Brystlomme med den høire Haand.
— Ja. Femogtyve Minuter over ni, svarte Hermann.
— Saa! — Aha, her er Planen ! En yndig Bolig i
„Tier-gartenstrasse", siger jeg dig Lore, et Boudoir, en Furtekrog med
spidse Vinduer! Uvilkaarlig stod dit kjære Billede for mig.
Værelset ligger mod Vest, altsaa Aftensol. Tænk, dit Haar i den
rødglødende nedgaaende Aftensol, Lore, og dertil din lyseblaa
Pariser-Negligé ....
Han tog hende under Hagen og saa hende ind i Øinene.
— Smigrer! udbrød hun rødmende, idet hun truede ad
ham med Fingeren, mens et glad Smil dog gled over hendes
Læber.
En Stol blev heftig skudt tilside. — Jeg glemte mit Uhr i
Soveværelset, sagde Hermann og gik ud.
— Han er dog fremdeles en stiv, kjedelig Filister, sagde
Bruno, idet han tændte sig en Cigar.
— Det ved jeg ikke noget om, svarte Lore. Kan gjerne
være — men der findes ikke et saa paalideligt Menneske i hele
Verden.
— Saa? Og hvorledes bliver det saa med mig da, Lore?
udbrød Bruno. Ilun saa paa ham uden at svare. Hajj foldede
nervøst sammen Avisen, der laa foran ham. Fruen har vænt
sig til en afskyelig Maade at se paa mig! tænkte han. — —
— Du saa mig igaar paa „Lehrter Bahnhof," Hermann? spurte
Bruno om Aftenen, da de vare alene.
— Ja.
— Sammen med hin Dame?
— Ja! Hermann trommede tilsyneladende rolig med
Fingrene paa Bordpladen.
— Bruno følte sig opirret.
— Det var idetmindste ikke meget nobelt at sætte mig
saaledes i Knibe i Morges. Du kunde dog have ventet til jeg selv
var begyndt at tale derom.
— Vilde du holde det hemmelig?
— Hvilket Spørsmaal! Jeg vidste ikke om du havde fortalt
min Kone, at du havde set mig sammen med en Dame. Damerne
er skinsyge, lugter noget overalt, og især er Lore en kvindelig
Othello. Ak, et uskyldigt Bekjendtskab! En Pariser-Sangerinde,
som jeg havde tilbudt min Beskyttelse under Reisen til Berlin,
intet videre!
— Jeg har heller ikke anstillet nogen Formodninger, sagde
Hermann skjødesløst. Bruno stødte sagte Foden mod Gulvet,
men i samme Øieblik traadte Lore med Barnet ind i Værelset. —
I de næste Dage undgik Brødrene at være alene sammen.
Især blev Bruno mere og mere tilbageholden ligeoverfor Hermann,
og denne forstod den Følelse som bevirkede dette. Han maatte
jo altid bringe hin attende August tilbage i Brorens Erindring.
Hvilken Mand kunde taale Omgangen med den der saa ham i
hans Livs svageste Øieblik, der saa det aabne Saar som neppe
endnu var lægt!
Imidlertid følte Lore sig pint af Forholdet mellem Brødrene.
Hun følte tydelig den Spænding der herskede mellem dem. Hvor
forskjellige var ikke de to Brødre! Det ytrede sig ved enhver
Samtale, enten den nu angik Politik eller en eller anden
almindelig Livsanskuelse. Hermann stiv og fast, ikke med noget Blik
hverken til høire eller venstre afvigende fra den lige Vei, helt
igjennem preussisk Officer, opfyldt af de Rettigheder og Pligter
som hører Adlen til. Bruno let, afsleben i den store Verden,
klog, aandfuld, men bøiende sig for de forskjellige Meninger og
undgaaende enhver Yderlighed; en vis Ligegyldighed for alt gik
igjennem hele hans Tænkemaade.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
