Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 22. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(155
Brødrene
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
j,et var jo et Herreselskab idag, ikke sandt ?
Han følte Lyst til at le høit i Følelsen af at hans
Frue uden Grund var jaloux. Noget urigtigt havde
han dog ikke begaat! Kunde han gjøre noget for,
at en af Skuespillerinderne, som han havde været
sammen med, havde lagt sit Øre inod hans Bryst,
fordi han havde sagt, at hendes Østersappetit foraarsagede ham
Hjertebanken ?
— Det er jo Galskab, Lore! Du vil dog vel ikke tro noget
slemt om mig? Det er et Tilfælde!
— Nei — tro ikke det! Men jeg er træt. Og uden at sige
flere Ord vendte hun Hodet mod den anden Side.
Senere vilde han forklare alt for hende; i et saadant Øieblik
som dette var det bedre at lade Kvinderne have Ro; de tager
jo dog ikke mod Fornuft. Ilan glædede sig inderlig over sit
Kjendskab til Kvindehjerterne, og sovnede snart ind med det
Forsæt næste Morgen efter Frokost at fortælle alt. Lore blev
imidlertid liggende med aabne, brændende Øine, hun ventede
længselsfuldt paa et Ord fra ham, ventede til den lyse Morgen,
søvnløs, hvileløs og med ængsteligt kvælende Hjerteslag.
De kvidrende Spurve larmede allerede udenfor Vinduet,
da Bruno stod op. Tidligere end sædvanlig tvang Pligten ham
til at indfinde sig 5 Udenrigsministeriet. Lore var endnu ikke
staat op, og det Skriftemaal som han havde havt til Hensigt at
gjøre ved Frokosten, blev ikke gjort.
Bruno havde været optaget den hele Dag, og om Aftenen
fandt han sin Frue som ellers, maaske noget blegere og en
Smule roligere og koldere. Hun vil ikke tænke mere paa den
Historie, sagde han til sig selv, da han gav hende Godnatkysset.
Men hans Læber fandt ikke hendes, kun et halvt bortvendt
Kind. —
En Uge var forløbet. Hermann havde afhentet sin
Svigerinde for at ledsage hende til Skøitebanen i „Tiergarten", da
Bruno ikke fandt nogen Fornøielse i at løbe paa Skøiter. Edda
Helm havde derimod givet efter for Venindens Anmodning og
stillet sin Tilstedeværelse i Udsigt.
Med Kinder røde af den friske Vinterluft skred Lore afsted
ved Siden af Svogeren, der taus lod Blikket glide henover de
bladløse sorte Træstammer, fra hvilke Østenvinden fra Tid til
anden førte den sidste Sne bort i lette Støvskyer. Af og til saa
Lore stjaalent hen paa ham og fulgte prøvende hans Profils
skarpskaarne Linier. Hvor faste og markerte var ikke disse
Træk, som havde Naturen forsætlig givet Afkald paa at
frembringe noget Skjønt, kun for uhindret at kunne give et Billede
paa indesluttet Mandighed! Og dog erindrede hun godt hvor
Drengens og den unge Officers Ansigt havde været aabent og
blidt, hvorledes Øinene engang havde skuet ud i Verden næsten
sorgfrit med et let Anstrøg af Drømmeri! Han var dog nu meget
forandret. Uvilkaarlig sammenlignede hun Svogerens Ansigt med
Mandens. Der var utvilsomt en vis Lighed mellem dem, kun
at hos Bruno var det som her var Ro idel Livlighed, og Bruno var
blød og føielig, mens den anden var haard og fast.
Lore havde ikke kunnet glemme hin Nat da Bruno bragte
hende Blomsterne. Erindringen herom havde forfulgt hende
Dag og Nat, uagtet det Trylleri som hendes Mand endnu
bestandig udøvede over hende, og hun havde forsøgt at lade ham
vederfares Betfærdighed. Men det vilde dog ikke rigtig gaa hermed.
En uhyggelig Anelse, som allerede under Opholdet i Paris
var dukket svagt op hos hende, beherskede hende, naar han
kom i hendes Nærhed, hun havde en Følelse af at Bruno aldrig
havde afsløret sin Sjæl og sin Karakter for hende, som dækkede
han meget, meget til med sin Elskværdighed. Hendes Tillid til
ham var rokket.
Kunde denne Mand lege med andre Kvinder og bevare
Troskaben mod hende? Kunde han det, uden at lyve? Og
hvorfor skulde han ikke lyve? Han kunde jo alt!
Lore hørte til de Kvinder som lærer lidet af Verden. Hun
havde et blødt Gemyt og en fin Følelse, men hun kom sjelden
til Klarhed, og stod let ganske hjælpeløs ligeoverfor en
Kjendsgjerning som forulempede hendes Følelsesliv.
Hvor fast Hermann med sine lange noget stive Skridt traadte
paa den knirkende Sne! Følelsen af ydre og indre Sikkerhed
var betagende i hans Nærhed, og uvilkaarlig lagde hun sin Haand
paa hans venstre Arm.
— Gaar jeg for hurtig, Lore?
— Nei, nei.
Hun lænede sig fast til hans Arm, og hendes Tanker gik
langt tilbage, til Barndomsdagene, og stansede saa ved deres
Samvær nu fornylig i Mørkningstimerne.
Et ubetvingeligt Ønske efter at erfare, om en Mand som han
der gik ved hendes Side virkelig kunde blive færdig med og
overvinde en saadan Ungdomskjærlighed, opsteg hos hende. Det
farlige ved et saadant Ønske var hende selv ikke klart; hun
vidste ikke at der bag dette ulmede noget uhyggeligt, truende
i hendes egen Sjæl, at der allerede i det forløbne Aar og især
i de sidste Maaneder var opstaat en Splittelse i hendes Sjæl, at
de Baand som bandt hende til Ægtemanden var begyndt at
løsne. En stor, sand Kjærlighed havde hun egentlig aldrig følt
for Bruno; kun en uerfaren ung Piges Behag i hans vakre Ydre
— en sværmerisk Følelse for den saarede Officer. Denne havde
taget hende fangen som en Rus, havde trykket hendes Øine til
under hans Kys. Men nu ! Ofte gyste hun for den næsten
bevidstløse Tilstand hendes Sjæl befandt sig i.
— Tror du Hermann, at der gives Mænd som kan elske
flere Kvinder paa engang? spurte hun pludselig, ganske
umotivert.
Han forsøgte spøgende at undvige disse Spørsmaal. —
Hvorfor ikke ? Ved nogen Øvelse.
— Nei, svar ikke saaledes! Jeg spørger ganske alvorlig.
Det anede Hermann hvor hun vilde hen, og han saa en
Stund til Siden.
— Ja — og nei! Det vil sige, en mægtig Følelse maatte
dræbe enhver Tilbøielighed ligeoverfor andre Kvinder. Hvor
længe en. saadan Følelse varer, ved jeg ikke; visselig hos nogle
et helt Liv. Forøvrigt er det et Thema som det er umulig at
drøfte med en Dame.
Lore rynkede utaalmodig de fine Bryn. — Hvorfor? Jeger
gift, og vi kjender hinanden godt; du behøver ikke at være
snerpet.
— Nei, sagde han kort. Men desuden interesserer jeg mig
ikke for dette Thema, da det ingen praktisk Betydning har for
mig.
— Hun merkede, at hun ikke kunde bringe ham videre.
— Hvad siger du om Fyrst Sissi?
— Du kjender ham bedre end jeg, svarte han undvigende.
— Og du er utaalelig idag, Hermann! Finder du min
Omgang med ham upassende?
— Efter tyske Forhold, ja!
— Det er muligt, svarte Lore og bevægede Hodet langsomt
frem og tilbage, endskjønt det er latterligt at se noget ondt heri.
Dette voksne Barn tilbeder mig virkelig paa en uegennyttig
Maade, og vilde heller bide sin Tunge af end gjøre eller sige
noget som vilde tvinge mig til at afbryde min Omgang. Han
er en af Modsætninger sammensat Karakter, jeg ved bestemt, at
kunde han ikke mere nu og da træffe mig, vilde han gaa under.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
